Se vort store
udvalg af roser,
havemøbler,
vandsten, frø
og maskiner.
Alpeviol
Alpeviol er en klassiker, som ikke er knyttet til nogen bestemt højtid, som det er tilfældet med julestjerne. Den kan lyse op i stuerne sommeren og vinteren igennem og mere til.
Alpeviol (Cyclamen persicum) behøver faktisk ikke nogen præsentation. Det er også de fleste bekendt, at den ikke er så glad for de høje temperaturer. Dette forbehold kan imidlertid misforstås og afholde nogle fra at bruge denne bedårende plante. Nok har alpeviol behov for nogen kølighed for at fortsætte sin blomstring, men dette behov kan sagtens dækkes ved at stille planten køligt om natten. Behandles alpeviol på denne måde, vil den trives fint i alle stuer.
Vanding
Farveskalaen er så stor, at der må findes en alpeviol for enhver smag. Når det gælder det vigtige punkt vanding, skal der opretholdes en moderat, men konstant fugtighed. Da det imidlertid ikke er så let at måle, hvad moderat er, må man hellere rette sig efter følgende: Lad aldrig planten tørre ud, men vand først, når jordoverfladen føles nogenlunde tør. Da alpeviol er en knoldvækst, skal man vande den i underskålen, så knolden ikke bliver konstant gennemvædet.
Placering og pleje af din alpeviol
Giv alpeviol så gode lysforhold som muligt. Direkte sol skal undgås, men den blide vintersol vil næppe kunne skade den. Visne blomster skal ikke klippes af. Det er hele blomsterstænglen, der skal rives af. Ønsker du at holde liv i alpeviol efter afblomstring, skal der derefter gødes med en hvergangsgødning som fx ’Plantorama Blomstergødning’.







.jpg)









