Se vort store
udvalg af roser,
havemøbler,
vandsten, frø
og maskiner.
Hortensia hydrangea
Den romantiske og almindelige hortensia, Hydrangea macrophylla, er igen blevet en meget efterspurgt prydplante. Det skyldes først og fremmest, at hortensia kan bruges på mange måder. Som stueplante i boligen, til afskæring og tørring eller som en skulpturel, farvestrålende plante, der holder sig lang tid udendørs i krukker eller udplantet direkte i havens bede, hvor den med tiden vil udvikle sig til en lav busk.
Længere sæson med Hortensia
Sæsonen for hortensia er blevet kraftigt forlænget i de senere år. Mens man tidligere kun kunne købe hortensia fra marts til maj, forhandles den nu næsten hele året – fra medio december til oktober.
Hortensia kan udplantes i krukker fra april til oktober, når der ikke længere er nattefrost. Planten er kendetegnet ved store blomsterklaser i klare, stærke farver som blå, rosa, rød eller hvid. Nogle sorter har to-farvede blomsterstande, og blomsterne kan faktisk nydes fra forår til efterår. Hos de hvidblomstrende sorter først som lime-grønne knopper, der udfolder sig til hvidlige blomsterstande, der efterhånden farves grønlige, når de ældes. Sidst på året får blomsterstandene røde eller brune nuancer.
Sådan passes hortensia
Hortensia er nem at passe. Frem for alt er det vigtigt, at planten ikke tørrer ud – den skal holdes konstant fugtig. Vælger man at placere hortensia indendørs, skal den i vinterperioden stå så lyst som muligt, fx i et sydvendt vindue, mens den fra forår til sensommer skal stå i halvskygge. Undgå direkte sol.
Planten gødes fra april til august. Klip eventuelt de gamle blomsterklaser af lige under blomsterstanden, men ikke senere end august, da de nye blomsteranlæg udvikles tidligt. Eller lad den gamle blomsterstand sidde, og nyd dens farveskift.
Udendørs foretrækker hortensia en plads i halvskygge. Undgå direkte sol. Det er en god idé at beskytte hortensia mod vinterens frost og udtørring, så stil derfor krukkerne på et beskyttet sted, fx i garagen, i vinterperioden.
Sådan forbliver din hortensia blå
Når hortensia optræder med blå farve er jorden sur, aluminiumsholdig, og pH værdien lavere end 5. Det kan være en god idé at dyrke i surbundsjord tilsat Al. På næringsfattig, sandet jord plejer planten at kunne holde farven, mens den kan skifte i mere lerholdig og kalkrig jord, når rødderne vokser ud af potteklumpen og får godt fat i den omkringliggende jord. Ved højere pH bliver Al mindre tilgængelig og det er heller ikke altid nok at dyrke i surbundsjord alene. Den kan så tilføres lidt aluminiumsulfat AlSO4. Der bruges ca. 1 gram pr. kvm. Et andet og lettere middel er at tilføre ler, f. eks det ler der bruges til dekorationer i julen, som kan tørres og pulveriseres, hvorefter det drysses ud i surbundsjorden. Hvis din plante står i en kalkrig jord er det svært at sænke pH værdien ved at iblande sphagnum eller andre stoffer.
Sådan forbliver din hortensia rød
Lavt pH (næsten surbund) og Aluminium i jorden giver blå Hortensier. Højere pH (almindelig havejord) og ingen aluminiumtilsætning giver røde Hortensier. Skal du gøde, så brug nitratgødning og vand med kalkholdigt vand, så er chancen for at få røde Hortensier gode.
Hvis du har plantet en sort, der er god til at blive blå, så er den også dårligt til at blive rød. Det er måske en del af forklaringen.
Video: Inspiration og pasning af din hortensia







.jpg)








