artikler om stueplanter > rens luften i hjemmet med stueplanter
 
Havemøbler
Havecenter
Dyrecenter
Vand i haven
Havekalender
Havekrukker
Haveinspiration
Inspiration & Idéer
Granit

Rens luften i hjemmet med stueplanter

Miljøstyrelsen vil have danskerne til at lufte ud, så der kommer ren eller i hvert fald renere luft ind i hjemmene. Styrelsens kampagne har titlen "Luk luften ind - Godt klima i hjemmet" og den sætter blandt andet fokus på rengøring og på de produkter, som danskerne køber og bruger i hjemmet. Rengøringsmidler, elektronik, møbler og legetøj kan indeholde en række kemiske stoffer, som skaber et dårligt indeklima. Hvorfor ikke bruge planterne i hjemmet, hvor du endda får flere facetter med ? Marta Gruca, der er studerende på Institut fra Jordbrugsvidenskab ved Københavns Universitet, har i en rapport undersøgt planters luftrensende egenskaber og gavnlige effekter på indeklimaet. En af konklusionerne er, at planter har stor betydning på såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø.

Forsøg med unge
Rapporten bygger på allerede eksisterende litteratur, fx en undersøgelse foretaget af NASA, men i rapporten indgår også en selvstændig spørgeundersøgelse blandt 30 studerende på hhv.
Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet og Handelshøjskolen i København.

Marta Gruca begrunder emnet for sin undersøgelse på følgende måde: ”Som studerende bruger man rigtig meget tid på biblioteket. Det fik mig til at tænke på, hvordan studerende reagerer på omgivelserne, og om planter får dem til at føle sig bedre tilpas?”.

Planter og trivsel
Resultatet af undersøgelsen viser klart, at studerende føler sig bedre tilpas, når de er opgivet af planter. Af førstnævnte gruppe angav
80 %, at de gerne så flere planter på biblioteket, mens 87 % oplyste, at de føler sig mærkbart bedre tilpas, når de er omgivet af planter. Resultatet af de samme spørgsmål til de handelshøjskolestuderende var hhv. 60 % og 80 %.

Ca. halvdelen af de studerende oplyste samlet, at de grønne omgivelser fik dem til at slappe mere af, men de kunne ikke klart definere, om det kun skyldtes farven grøn, som undersøgelser har vist kan virke stresshæmmende eller den kendsgerning, at der var planter fysisk til stede i rummet.

Planter sænker rumtemperaturen
Undersøgelsen gav ikke entydigt svar på, om planter påvirker koncentrationsevnen. På det biovidenskabelige bibliotek angav
73 % af de studerende, at rumtemperaturen var alt for høj. 33 % af de handelshøjskolestuderende fandt ligeledes temperaturen på deres bibliotek for høj. Rapporten påpeger i den forbindelse, at for høj rumtemperatur hæmmer koncentrationsevnen og foreslår, at man anbringer flere planter i rummet og derved sænker temperaturen.

Planter og allergi
Støv fra nogle planter, fx Ficus benjamina eller stuebirk, har med mellemrum været under mistanke for at fremkalde allergi og astma. Rapporten peger imidlertid på, at emnet er et krydsfelt mellem flere forskellige faktorer, som hver for sig kan fremkalde irritation af øjne, næse og hals, bl.a. forkølelse, influenza eller indånding af sundhedsskadelige stoffer. Marta Gruca henviser i den forbindelse til, at det ikke er påvist, at helårssnue og/eller astma er fremkaldt af stuebirk, da mange patienter i forvejen lider af pollenallergi(høfeber).

Planter – en sund investering
Så alt i alt peger rapporten henimod, at de positive effekter ved planter langt overstiger de negative, og at et liv med planter på længere sigt er en investering i et sundere liv.

Eksempler på 10 funktionelle planter med dokumenterede luftrensende egenskaber:
 

  • Aloe vera (Læge-aloe)
  • Chlorophytum elatum (Ederkoppeplante)
  • Draceana deremensis (Afrikansk dræcena)
  • Epipremnum aureum (Guldranke)
  • Ficus benjamina (Stuebrik)
  • Phalaenopsis (Orkidé)
  • Sansevieria trifasciata (Svigermors skarpe tunge)
  • Schefflera arboricola (Småbladet paraplytræ)
  • Spathiphyllum (Fredslilje)
  • Syngonium podophyllum (Gåsefod-syngonium)
 
 
Se andre artikler i denne kategori
 
Se hele artikelarkivet