Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Undulat

Gode råd om undulater som kæledyr.

Undulater er små papegøjefugle, som bliver omkring 18-20 cm lange. Undulaten kun lever vildt i Australien, men den lille, finurlige papegøje er blevet udbredt som kæledyr i hele verden. Den betragtes som en god ”begynderfugl” og har vundet stor popularitet verden over for dens venlige og nysgerrige sind. I denne artikel kan du læse alt, hvad du bør vide om undulater, før du anskaffer dig dem.


Sociale behov

I sin oprindelige form er undulaten grøn med et gult hoved, men der er efterhånden fremavlet et væld af smukke farver.

Om din undulat er grøn, hvid eller blå, bør den have selskab af artsfæller. Undulater er fra naturens side sociale flokdyr og mistrives således, hvis de holdes alene.

Det er muligt at holde både hanner, hunner og et par sammen. Vælger du sidstnævnte, skal du naturligvis være forberedt på, at der kan komme unger. Undulater bliver kønsmodne, når de er omkring 6 måneder gamle. Der lægges typisk 4-7 æg og disse klækker efter 18 dage.

Det kan være uhyre svært at se forskel på kønnet hos ungerne, men hos de voksne går det lidt lettere. Vokshuden, der sidder lige over næbbet, er blå hos hannerne og brun hos hunnerne.

Som fuldt udvokset måler undulaten 18-20 cm og vejer 40-50 gram. Den kan blive helt op til 15 år gammel, selvom en levealder på 6-10 år er langt mere almindelig.


Fodring

I naturen lever undulaten hovedsageligt af frø og frugt. Som grundfoder bruges derfor en specialfremstillet frøblanding eller pillefoder til undulater og der suppleres med frugt, grøntsager og naturgrønt som græs, mælkebøtter, skvalderkål m.m.

Undulater er ikke kræsne og spiser en bred vifte af fødeemner. Ligesom alle andre fugle tåler de dog ikke avocado og kartofler, der i selv ganske små mængder kan gøre dem alvorligt syge og endda medføre døden.

Undulater har et meget højt stofskifte. De skal derfor spise ofte og må aldrig løbe tør for foder. De har desuden brug for relativt store mængder kalk og bør derfor have adgang til en kalksten, sepiaskaller eller varmebehandlede strandskaller. Det anbefales også at give dem et par dråber torskelevertran i frøblandingen én gang om ugen, da det hjælper dem til at optage kalken.

Som proteintilskud kan æggefoder gives én gang om ugen, og endeligt skal de have adgang til rent vand dagligt.


Bur og tilbehør

Undulaten er muligvis en af de mest undervurderede fugle. Nok er den lille og relativt let at passe, men ligesom alle andre papegøjer er den både nysgerrig og overraskende intelligent. Den har derfor brug for masser af udfordringer for at trives. Sker der for lidt omkring den, kommer den meget hurtigt til at kede sig.

To fugle kræver som absolut minimum et bur på 60 x 30 x 55 cm, men meget gerne større. Fugle er skabt til at flyve, og det bør de derfor også have mulighed for i fangenskab. Det anbefales derfor at holde dem i en voliere, men er det ikke muligt, kan et mindre tremmebur i metal gå an, hvis blot de får en daglig flyvetur udenfor buret.

I bunden af buret lægges et lag bark- eller bøgeflis (brug ikke sandpapir), mens den øvre del af buret indrettes med naturgrene i forskellige størrelser, tykkelse og træsorter. Jo mere varierede grenene er, jo mere interessante er de for undulaten, der ikke blot bruger dem til at sidde på, men også til at slibe næb og kløer. Undulater holder meget af at gnave og undersøge ting. Brug derfor gerne grene med masser af bark, kviste, blade, knopper og knaster.

Mange undulater har også stor glæde af en redekasse, de kan gemme sig i, samt et vandbad.  Legetøj i form af kogler, gynger, reb af naturmaterialer og tyggeben (til hunde) er også velegnet.

Buret placeres lyst, men ikke i direkte sollys og heller ikke i træk, da undulater er modtagelige overfor luftvejsinfektioner. Buret bør derfor heller ikke stå direkte på gulvet.


Særlige pasningsbehov

Der er et sejlivet rygte, der lyder, at undulater ikke kan blive tamme, hvis de holdes flere sammen. Det er ikke tilfældet. Undulater er sociale, nysgerrige og lærenemme dyr og de er derfor relativt lette at tæmme og kan blive glimrende kæledyr for både store og små – uanset antal. Det kan dog være en fordel at starte med at skaffe sig én undulat, gøre denne tam og først da skaffe sig en legekammerat til den.

At tæmme en undulat kræver en god portion tålmodighed, masser af godbidder og daglig håndtering. Når du har fået dine undulater hjem, skal du give dem et par dage til at falde til ro i de nye omgivelser. Herefter kan du stikke din ene hånd forsigtigt ind i buret og lade dem sidde på den, mens du taler stille til dem uden at bevæge dig. Når de er trygge ved det, kan du begynde at flytte dem fra gren til gren, så de også vænner sig til at sidde på din hånd, når den er i bevægelse. Brug altid kun rolige bevægelser.

Når dine undulater er helt fortrolige med at blive håndteret, kan du tage dem ud af buret og lade dem flyve rundt i værelset – det er noget, de holder af. Husk dog at lukke alle døre og vinduer først. Har du store vinduespartier, er det desuden en god idé at dække dem til, så de ikke flyver mod dem.

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×