{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}
Sådan planter og passer du hortensia - Plantorama

Buske

Hortensia

Hortensia pryder enhver have med store, smukke blomsterskærme.

 

Hortensia i haven

Hortensia er en familie af løvfældende prydbuske, der bliver mellem 1-3 m høj. Hortensiabuskene kan både have en busket og klatrende vækst afhængig af sort og egner sig godt som prydbusk i bede og krukker samt blomstrende hæk.

Hortensiaplanterne grupperes i almindelig hortensia, havehortensia, træagtig hortensia, klatrehortensia og egebladet hortensia. Blomsterne blomstrer fra juli-august med store blomsterskærme i hvide, rosa og blå farver, der skifter til rustne høstfarver i efteråret. 

Se udvalget af buske til haven her.

 

Hortensiasorter til haven

Der findes mange sorter af hortensia, men i de senere år er der udviklet særligt hårdføre hortensiasorter til det danske klima, som også har en lang og rig blomstring. Blandt hårdføre sorter kan nævnes ’Alma’, ’Bella’, ’Clara’, ’Dorthea’, ’Elisa’ og ’Frida’.

 

Almindelig hortensia

Almindelig hortensia, Hydrangea macrophylla, udvikler de største blomsterskærme af alle hortensiatyper. Blomsterskærmene er enten kugleformede eller flade, bliver op til 35 cm i diameter og findes i rosa, hvide og blå nuancer.

Farven på blomsterne påvirkes af jordbundens surhedsgrad – en sur jord giver blå blomster og en neutral jord giver rosa blomster. Almindelig hortensia kan bruges som etårig stueplante og flerårig prydbusk i haven. Læs mere om almindelig havehortensia.

 

Havehortensia

Havehortensia, Hydrangea paniculata, har en busket og tætforgrenet vækst med kugleformede blomsterskærme. De kugleformede blomsterskærme, der minder om syrenens, har givet anledning til populærnavnet syrenhortensia. Den bliver 1,5-2 m høj og bred.

Blomsterne er først hvide og får senere en fin rosa farve. Almindelig hortensia er i princippet også en havehortensia, hvilket betyder, at den kan bruges udenfor. For at understrege forskellen kaldes havehortensia også stor havehortensia. Læs mere om havehortensia.

 

Træagtig hortensia

Træagtig hortensia, Hydrangea arborescens, har en træagtig, løs og åben vækst med hvide, pyramideformede blomsterstande, der bliver 20-30 cm i diameter.

Den træagtige hortensia kaldes også ‘vild hortensia’ og bliver mellem 1-2 m høj og 2-3 m bred. Blomstringen kan på nogle sorter være så kraftig, at grenene begynder at hænge. Læs mere om træagtig hortensia.

 

Klatrehortensia

Klatrehortensia, Hydrangea anomala, har en slyngede vækst med hvide blomsterskærme. Den bliver op til 5 m høj og bliver meget bred. Klatrehortensia er velegnet til udplantning opad mur, espalier eller træstamme, men kan også bruges som bunddækkeplante. Læs mere om klatrehortensia.

 

Egebladet hortensia

Egebladet hortensia, Hydrangea quercifolia, har blade, der minder om egetræets blade i form og farve. Busken har en overhængende vækst, som i efteråret får smukke, gyldne høstfarver.

Egebladet hortensia stiller særlige krav til udplantning og pasning og kan derfor være vanskelig for de uerfarne. Læs mere om egebladet hortensia.

 

Hortensias vækstkrav

Der er mindre forskelle på de forskellige hortensiatypers vækstkrav. Generelt for alle hortensiaer gælder det, at de trives bedst i en næringsrig og let jordbund, der er iblandet grov, luftig spagnum.

Desuden vil alle slags hortensia trives på en placering i halvskygge med gode læforhold. Alle hortensiatyper skal endvidere holdes fugtige og gerne tilføres gødning hvert forår og efterår.

Få gode råd til udplantning og pasning af hortensia her.

BUSKE

Gode råd til havens buske

Hortensia