Stauder
Hosta er vidunderlige stauder med store, kraftige blade og fine blomster.
Hosta er vidunderlige stauder med store, kraftige blade og fine blomster. Hosta er en slægt af nøjsomme stauder, som både pryder i haven med deres store, kraftige blade og de yndige blomster. Desuden udmærker hosta sig ved at være skyggetålende og fuldt vinterhårdfør.
Hosta blev opdaget og kom til Europa i slutningen af 1800-tallet og siden da har den taget os alle med storm. Hosta er nemlig ikke kun en smuk plante med sine store, kraftige blade og yndige blomster – den er også en nem plante, der trives fortræffeligt under danske forhold.
Hosta (synonym: funkia og havekalla), Hosta, er en slægt af stauder, der hører til liljefamilien, der findes naturligt i Kina, Korea og Japan. Slægten består af omkring 40 arter og mindst 1.000 sorter. Hosta har en kraftig rodstok, hvorfra der vokser de store, blanke blade, som kendetegner denne staudeslægt.
Om foråret starter hosta med at sende blade op, som ligner spidse kræmmerhuse. Dernæst udfoldes de store, tilspidsede, nærmest hjerteformede blade, der tilsammen udgør en harmonisk og overdådig, frodig, bredtvoksende plante.
Bladene kan enten være elliptiske eller hjerteformede og de har alle tydelige bladnerver (riller), som giver en særligt smuk struktur. Bladene kan både være grønne og blålige, og være dekoreret med hvide eller gule aftegninger. Om efteråret gulnes hostaens blade meget smukgt, ør de falder hen.
Udover at være udstyret med smukke, kraftige blade udvikler hosta også flotte blomster. Blomstringen foregår – afhængig af art – i perioden fra juli til september og består af tragtformede blomster, der hænger ned fra en opretvoksende, høj stilk. Blomsterne fås i forskellige hvide til violette nuancer.
Nogle hosta, såsom Hosta sieboldiana, kan blive op til 70 cm høje, men de fleste arter, såsom Hosta fortunei, bliver dog kun omkring 50 cm høje. Der findes også lave arter, såsom Hosta sieboldii.
Formering sker ved deling forår eller efterår, men roden er tæt og træagtig, så det skal ske med forsigtighed.
Der er uenighed om, hvorvidt man kan betegne hosta som en bunddækkeplante. Hosta er nemlig ikke stedsegrøn som andre bunddækkeplanter. Den visner altså ned om vinteren og efterlader dermed jorden bar.
Hosta regnes alligevel af mange for at være en fortræffelig bunddækkende plante, idet den vokser fint i skygge og fordi dens store, kraftige blade dækker jorden helt til.
Desuden er det begrænset, hvor meget ukrudt der kan nå at spire frem i hostaens hvileperiode. Hosta er derfor måske ikke en bunddækkeplante i klassisk forstand, men den kan sagtens bruges som det.
Hosta ’Guacamole’ er en spændende hosta-sort. Ikke alene er den utroligt smuk med sine lysende avocadogrønne blade (deraf sortsnavnet); dens blomster har også en vidunderlig duft, som sjældent ses ved hosta. Andre velduftende sorter omfatter blandt andet ’Fragrant Blue’ og ’Fragrant Bouquet’.