Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Gode råd og vejledning om tulipaner

Her kan du få gode råd og udførlig vejledning om sætning og pasning af tulipaner.

Den højtelskede, storblomstrende løgvækst

En tulipan er ikke bare en tulipan. Tulipaner kan have mange forskellige blomsterformer og findes i mindst lige så mange forskellige farver og farvekombinationer. Fælles for alle tulipaner er, at de er skønne løgvækster, som til gengæld for en meget lille pasningsindsats, leverer et overdådigt blomsterflor. Når først tulipanløgene er i jorden, vil du have smukke blomster at glæde dig til hvert forår fremover.

Lær tulipanerne at kende

Der findes et hav af tulipanarter og tulipansorter, og de kan sommetider være svært at gennemskue, hvad tulipanens populærnavn dækker over. Hvis du gerne vil have et overblik over de forskellige tulipanarters særkende, bør du læse vores artikel om tulipanernes karakteristika.

Tulipaner trives bedst i halvskygge

De fleste tulipaner kan tåle både fuld sol, halvskygge og skygge, men de klarer sig bedst i halvskygge. De har brug for en hvis mængde sol for at blomstre optimalt, men for meget sol vil omvendt afkorte blomstringen eller svide blomsterne. Derfor er en placering i halvskygge at foretrække.

Høje tulipaner foretrækker rolige vindforhold

Sætter du høje tulipaner, som eksempelvis liljeblomstrende tulipaner og triumph-tulipaner, skal du desuden være opmærksom på ikke at placere dem et meget udsat sted. Skønt de høje stængler er robuste, kan du risikere, at de knækker ved hård blæst. Derfor er det bedst at placere dem et sted med rolige vindforhold eller alternativt plante stauder eller småbuske ved siden af, som tulipanerne vil kunne støtte sig op ad.

Tulipaner i grupper i krukker og bede

Du kan sætte tulipanløg i både bede og krukker. Uanset om du sætter dem i et bed eller i en krukke, gælder det, at tulipaner, som andre blomsterløg, gør sig flottest i grupper. Vi anbefaler, at du sætter minimum fem og op til ti tulipanløg sammen.

Tulipanløg skal i jorden om efteråret

Efteråret er det bedste tidspunkt at sætte tulipanløg. Her er jorden nemlig dejlig lun efter den varme sommer, men også tilpas fugtig på grund af årstidens nedbør. Disse omstændigheder gør dels jorden nem at arbejde med for dig, men de skaber også de optimale betingelser for de små løg, der skal forberede sig på forårets blomstring.

Du kan sætte tulipanløg fra september og frem til frosten kommer, men det er bedst at sætte løgene så tidligt på efteråret som muligt. Jo længere tid løget har til at sætte sig i jorden, jo rigere vil blomstringen nemlig blive. Det gælder desuden også, at jo før løgene kommer i jorden om efteråret, jo før vil de komme op af jorden i foråret.

Tør, kølig og mørk opbevaring af tulipanløg

Tulipanløg skal, ligesom andre blomsterløg, helst sættes så hurtigt som muligt efter køb. Løgene har det bedst i jorden, og jo længere tid de lægger på hylden i butikken eller hjemme ved dig, jo ringere kvalitet får de. Har du ikke mulighed for at sætte tulipanløgene med det samme, er det en god idé at opbevare dem mørkt, tørt og køligt. Du kan også med fordel åbne posen, sådan at løgene kan få luft. Opbevares de i en lukket pose i et varmt og fugtigt miljø, rådner løgene hurtigt.

Tulipanløg kræver en veldrænet, porøs jord

Ligesom at tulipanløg kan rådne, hvis de opbevares et fugtigt og varmt sted, kan de heller ikke tåle at stå i en meget tung og våd jord. Derfor er det vigtigt, at tulipanløg sættes i en veldrænet jord. Har du en meget leret, tung jord, anbefaler vi, at du blander lidt sand og kompost i jorden. Det gør både jorden bedre drænet, mere porøs og mere næringsholdig.

Det er desuden vigtigt, at du sikrer dig, at jorden er renset for sten, rødder og andre elementer, som kan hæmme eller helt forhindre tulipanernes vækst.

Sætning af tulipanløg: trin for trin

Når du har fundet den rette placering og fået skabt den rette jordbund, er du klar til at sætte tulipanløgene. Proceduren for at sætte tulipanløg er følgende:

  1. Grav et plantehul. For tulipanløg og alle andre blomsterløg gælder tommelfingerreglen, at plantehullet gerne skal være tre gange så dybt som løgets længde fra bund til spids
  2. Placér tulipanløget i plantehullet, så det vender med spidsen opad.
  3. Dæk plantehullet til med jord og vand efterfølgende.
  4. Fyld mere jord i plantehullet, når vandet er trukket ned.
  5. Tryk jorden fast med hænderne.
  6. Glæd dig til at se blomsterne spire frem til foråret!

Bemærk at du skal placere tulipanløgene i samme dybde, hvis du vil have, at de blomstrer samtidig. Jo længere nede i jorden, løgene er, jo længere tid skal de nemlig bruge på at komme frem. Hvis du vil have en eksplosiv blomstring, er det derfor vigtigt, at du gør dig umage med at sætte løgene i samme dybde. Omvendt kan du også forskyde blomstringen ved at placere tulipanløgene i forskellige dybder.

Tulipaner kræver ikke vanding

Som vi allerede har slået fast, tåler tulipaner ikke for meget fugt. Derfor skal du også holde vandingen på et minimum. Med de bedste intentioner vander nogle haveejere deres haveplanter hver dag, men for tulipaner gør det faktisk mere skade end gavn. I det danske klima vil de som regel få den væske, de har brug for, fra naturens side. Derfor anbefaler vi, at du kun vander tulipanerne i meget tørre perioder.

Nøjsomme tulipaner behøver ikke gødning

Nogle tulipaner er meget nøjsomme og kommer igen år efter år, selv under de mest barske vilkår. Andre tulipaner er mere sarte og kræver at få tilført næring. Har du en god jordkvalitet med et gennemsnitligt næringsindhold, behøver du som udgangspunkt ikke tilføre gødning til dine tulipaner. Vil du gerne forkæle dine tulipaner med gødning, er det bedst at gøre det i det tidlige forår, når planterne begynder at spire frem af jorden.

Tulipaner i buketter

Danmark, Sverige og Finland er de tre lande i verden, hvor der sælges flest tulipaner i buketter. Vi elsker simpelthen tulipanbuketter, og om foråret kan de købes overalt: lige fra planteskoler til supermarkeder. I stedet for at købe buketter kan du dog med fordel sætte tulipanløg hjemme i haven og lave dine egne buketter. Det har den fordel, at du helt selv kan sammensætte buketterne efter din smag, og desuden er det også langt billigere at lave sine egne tulipanbuketter end at købe dem.

De fleste tulipaner er velegnede til afskæring, men de fleste foretrækker at bruge de høje tulipaner, som liljeblomstrende tulipaner og Darwin hybrid-tulipaner. Uanset hvilken tulipan du vil lave buketter af, er det vigtigt, at du laver et skråt snit i stænglen, når du klipper den af. Stænglen kan nemlig bedre optage vand med et skråt snit. Sæt buketten i koldt vand og placér den et køligt sted uden direkte sollys. For at få buketten til at holde længst muligt skal du skifte vand og lave et frisk snit i stænglen hver anden dag.

Stort udvalg af tulipanløg

Hos Plantorama har vi et kæmpestort udvalg af tulipanløg. Vi har både enkle og fyldte, høje og lave, farvestrålende tulipaner og tulipaner i klassiske nuancer. Kom ind i din lokale Plantorama og se det store udvalg eller se vores store online udvalg af tulipanløg.

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×