Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Pasning af georginer

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål til lægning, pasning og vinteropbevaring af georginer.

Lægning, pasning og vinteropbevaring af georginer

10 gode råd til pasning af georginer

  • Giv georginer en solrig placering i en veldrænet, næringsrig jord og med rolige vindforhold.
  • Undgå bunddækkeplanter omkring georginerne for at sikre dem rigeligt med næring.
  • Læg georgineknoldene i jorden i april/maj, når faren for nattefrost er ovre.
  • Forbered jorden til knoldene ved at løsne den og tilføre sand/humus/lergranulat efter behov.
  • Læg knoldene i jorden med 10 cm fra knoldtoppen til jordoverfladen og 50 cm mellem knoldene.
  • Gennemvand georginerne én gang ugentligt ved normale vejrforhold og to gange ugentligt under tørre forhold.
  • Tilfør georginer gødning 6 uger efter de er kommet i jorden og en gang til 6 uger efter.
  • Grav georginerne op, når nattefrosten får plantetoppen til at visne.
  • Opbevar georgineknoldene frostfrit, men køligt vinteren over.
  • Skyl og tør knoldene, inden de lægges væk for vinteren.

Hvor skal georginer placeres?

Georginer kan bruges både i havens bede og i krukker og de har helt enkle krav til placeringen: en lun, solrig placering i en veldrænet, næringsrig jord og med rolige vindforhold. Georginer trives bedst, hvis de får omkring otte timers solskin om dagen. Hvis du har mulighed for at tage højde for det, er det desuden bedst at georginerne udsættes for morgensol, frem for den til tider brændende eftermiddagssol.

BEMÆRK Georginer trives bedst, hvis de står uden bunddækkende planter omkring sig. Georginer har nemlig brug meget næring. Er de omringet af bunddækkende planter, er der derfor risiko for, at georginerne ikke får nok næring. Det er derfor også utroligt vigtigt at holde georginernes område fri for ukrudt.


Hvornår lægger man georginer i jorden?

Georginer kan lægges i jorden, når nattefrosten er ovre og jorden er lun. De fleste lægger georgineknolde i jorden omkring april/maj. Du kan også godt lægge georginer i jorden før denne tid. Knoldene kommer som regel frem i plantecentrene allerede i starten af marts. I marts er der dog endnu risiko for nattefrost. Vi anbefaler, at du gransker udvalget af georginer i marts måned og køber knoldene i april, for så at lægge dem i jorden midt april/start maj.

 

Hvordan forbereder man jorden til georginer?

Et par uger inden du lægger georginer i jorden, skal du forberede jorden. Det gøres ganske enkelt ved at løsne jorden og eventuelt vende lidt gødning i jorden. Er jorden meget tung og leret, er det nødvendigt at blande sand eller spagnum i. Georginer tåler ikke at stå i en tung, våd jord. Er jorden omvendt sandet og mager, er det en god idé at blande humus eller lergranulat i. På den måde kan du forhøje jordens næringsindhold.

 

Hvordan lægger man georginer i jorden?

Når georginer skal lægges i jorden, er det vigtigt at grave et rigeligt dybt plantehul. Der skal gerne være 10 cm fra knoldens top til jordoverfladen. Knoldene placeres lodret i hullet og der fyldes derefter porøs jord omkring knolden. Georginer trives bedst med en rimelig stor planteafstand; minimum 50 cm - og meget gerne mere.

BEMÆRK Plejer du at give dine georginer støtte, er det bedst at forberede støtten, inden knoldene lægges. Stikker du i knolden, risikerer du nemlig at beskadige den.


Hvor tit skal georginer vandes?

Georginer kræver jævnlig tilførsel af vand. Jorden rummer som regel nok fugt til, at knoldene kan gå i vækst og det er derfor ikke nødvendigt at vande georginerne det første stykke tid. Først når skuddene er over jorden, er det derimod nødvendigt at vande. Vi anbefaler, at du gennemvander georginerne én gang om ugen under normale danske vejrforhold og to gange ugentligt i særligt varme og tørre perioder.


Hvor tit skal georginer gødes?

Georginer skal vokse og blomstre meget i løbet af sæsonen. Derfor har de også brug for meget næring - og derfor skal georginer have tilført gødning. Særligt georginer, der vokser på en mager og næringsfattig jord, skal have masser af gødning for at vokse. Gødningen kan enten være kompost, naturgødning eller kunstgødning med NPK-sammensætning 5-10-10. Du skal som udgangspunkt gøde georginer to gange: 1. gang 6 uger efter, de er kommet i jorden, og 2. gang 6 uger efter igen.

BEMÆRK Såkaldt ”grønsagsgødning” er meget egnet til georginer.

 

Hvordan opbevarer man georginer om vinteren?

Georginen kommer oprindeligt fra Mexicos varme himmelstrøg. Under danske klimaforhold er georginer derfor ikke vinterhårdføre. Hvis du gerne vil se dine georginer blomstre igen, skal du derfor grave dem op af jorden i det sene efterår og opbevare dem tørt og køligt (5-10°C) vinteren over, eksempelvis i et frostfrit skur.

BEMÆRK For at georginerne ikke udtørrer i løbet af vinteren, er det vigtigt, at du jævnligt kigger til dem og giver dem lidt vand med en forstøverflaske efter behov.

 

Hvornår skal georginer graves op?

Ved let, forbigående frost kan du holde georginerne "i live" ved at dække dem med granris om natten. Når først frosten rigtigt sætter ind, er der dog ikke noget, du kan gøre for at redde dine georginer. Efter en enkelt nat med frost visner georginerne ned. Dette sker typisk omkring oktober måned. Du skal herefter klippe den visne plantetop af og grave knoldene op af jorden.

 

Hvordan forbereder man georginer til vinteropbevaring?

Når du har gravet dine georgineknolde op, skal de først og fremmest skylles rene for jord. De behøver ikke være helt rene, men den værste jord skal fjernes. Herefter skal knoldene lægges til tørre i en uges tid. Når knoldene er tørre, er de klar til at blive pakket væk. Pak hver knold ind i avispapir eller halm og opbevar dem i flade træ- eller flamingokasser. For ikke at glemme sort og farve er det en god idé at mærke knoldene, inden de pakkes væk for vinteren. Det er vigtigt, at knoldene kan få luft og derfor må de ikke lægge i lag i kassen.


Stort udvalg af georginer

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af georginer. Vores knolde dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper og opbevares under de helt rette forhold i centret. Vi kalder det GroBedre og det er din garanti for, at du altid får en plante af høj kvalitet, når du handler ved os. Se det store udvalg af georginer i din nærmeste Plantorama eller se vores store online udvalg af georginer her.

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×