Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Dyrkning af blåbær

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål til dyrkning, pasning, plantning og beskæring af blåbær.

Dyrkning af blåbær

10 gode råd til dyrkning af blåbær

  • Placer blåbær i fuld sol og beskyttet for vinden
  • Læg barkflis omkring blåbærbusken for at holde jorden fugtig
  • Plant blåbær i porøs surbund med grov spagnum
  • Vand rigeligt under og efter udplantning af blåbær
  • Vand blåbærbusken så ofte, at den aldrig udtørrer og tilfør blåbærbusken gødning (kompost eller rhododendrongødning) hvert forår
  • Beskær alle grene fra blåbærbusken, som ikke vokser op ad og fjern ældre grene fra blåbærbusken hvert 5. år
  • Undgå at flytte blåbærbusken hvis det er muligt
  • Beskyt blåbærbuske mod frost med granris
  • Høst blåbærrene, når de slipper busken let
  • Plant blåbærbuske af forskellige sorter i nærheden af hinanden for god bestøvning

Pasningsvejledning for blåbær

Nedenfor kan du læse en grundig vejledning til følgende punkter:


Hvor skal blåbær placeres?

Blåbærbuske trives bedst på en solrig placering. De kan også klare sig i halvskygge, men den bedste frugtsætning opnås i fuld sol. Desuden er det vigtigt, at busken står beskyttet for hård blæst.

BEMÆRK Blåbær vil helst ikke dele jordens næring og vand med andre planter, hvorfor man bør undgå at plante bunddækken omkring busken. Læg i stedet et lag barkflis omkring planten, som kan holde jorden fugtig.


Hvilken jordbund foretrækker blåbær?

Blåbærbuske er surbundsplanter, hvilket vil sige, at de foretrækker en jordbund med en lav pH-værdi. Dette opnås ved at blande spagnum i jorden, hvor buskene skal plantes. Busken kan desuden godt lide en porøs jord, hvorfor det er vigtigt at vælge en grov spagnum.

BEMÆRK Langt de fleste dyrker blåbær på friland, men blåbær kan faktisk også sagtens dyrkes i krukker. På den måde er det også nemmere at skabe de rette jordforhold for planten.


Hvordan plantes blåbær ud?

Det er nemt at plante blåbær ud. Blåbærbusken har typisk ikke et særligt dybt rodnet og derfor behøver plantehullet ikke være særligt dybt. Det er derimod vigtigt, at man løsner jorden godt i bunden af plantehullet, sådan at rødderne let kan få fæste. Fyld plantehullet helt op med vand og lad det trække ned i jorden. Herefter placeres planten i hullet og der fyldes op med jord og spagnum. Afslutningsvis vandes endnu engang og jorden trædes til sidst fast omkring planten.


Hvor tit skal blåbær vandes og tilføres gødning?

Blåbær er generelt meget nøjsomme og de kræver derfor ikke den store opmærksom, hvad pasning angår. Busken tåler dog ikke udtørring. I tørre perioder må man derfor være opmærksom på at vande. Med hensyn til gødning vil busken få tilstrækkeligt næring, hvis den bare får et lag kompost eller en håndfuld rhododendrongødning at ”spise af” en gang årligt. Det bedste tidspunkt at tilføre næring på er i foråret.

BEMÆRK Blåbærbuske er surbundsplanter og du må derfor aldrig tilføre jorden omkring planten kalk.


Skal blåbær beskæres?

Blåbærbuske kræver ikke beskæring, men det giver en større frugtsætning, hvis man beskærer. Som tommelfingerregel gælder det, at alle grene, der ikke vokser opad, skal fjernes. Desuden anbefaler man, at buskens ældre grene skæres helt ned hvert 5. år. På den måde danner busken nye, friske skud med en højere frugtsætning.

BEMÆRK Blåbær sætter bær på grene, der er 2-3 år gamle og det er derfor vigtigt ikke at beskære busken de første par år.


Kan man flytte blåbærbuske?

Blåbærbuske kan godt flyttes, men først når de er etableret. Efter 3-4 år vil det typisk være forsvarligt. Det er dog vigtigt at understrege, at en flytning svækker busken og skal derfor kun foretages, hvis det er strengt nødvendigt.


Skal blåbærbuske bestøves?

Blåbær er egentlig selvbestøvende, men man opnår den bedste frugtsætning og de mest velsmagende, saftige bær, hvis man planter flere forskellige sorter sammen, der kan bestøve hinanden gensidigt.


Skal blåbær beskyttes om vinteren?

Der findes både hårdføre og frostfølsomme blåbær, men de gængse blåbær i handlen i Danmark er alle i stand til at klare en dansk vinter. For at passe på buskene er det en god idé at dække jorden omkring dem med et tykt lag granris. Det isolerer mod frosten og holder jorden fugtig.


Hvornår kan man høste blåbær?

Der er stor forskel på, hvornår de enkelte blåbærsorter modner. Der findes både tidlige og sene blåbær. For alle sorterne gælder det dog, at bærrene er klar til at blive plukket, når de er helt blå og slipper grenen ved en let berøring. Bærrene modner ikke plukning og det derfor vigtigt, at de er helt modne, når man tager dem fra busken.

BEMÆRK Er man kommet til at høste blåbær for tidligt, kan de stadig bruges i saft og bagværk.


Stort udvalg af blåbær

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af blåbærbuske. Vores planter dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper og passes og plejes med den største omhu, efter de er ankommet til plantecentret. Vi kalder det GroBedre og det er din garanti for at få en sund, stærk og frugtrig plante, når du handler ved os. Se det store udvalg af blåbær i dit nærmeste Plantorama-center eller se vores store online udvalg af blåbær her.

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×