{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Roser

Sådan gøder du roser

24. november 2023
Sådan gøder du roser - Plantorama

Gode råd til gødning af roser

  • Rosers gødningsbehov er ikke afhængig af typen, men af om de er engangsblomstrende eller remonterende. Engangsblomstrende roser gødes 2 gange i sæsonen. Remonterende roser gødes 4 gange i sæsonen.
  • Anvend en gødning særligt til roser, da den er tilpasset rosens behov for næring.
  • Tilfør gerne roserne et 2-3 cm tykt lag topdressing i efteråret, så de får ekstra næring og beskyttelse mod vinterens kulde. Er jorden mager, er det nødvendigt at tilføre topdressing, så jorden bliver mere lerholdig.
  • Hvis du selv vil blande en topdressing, kan du gøre det af spagnum, lergranulat og omsat dyremøg.
  • Engangsblomstrende roser skal gødes 1. gang i marts i starten af vækstperioden og 2. gang i maj inden blomstringen begynder.
  • Remonterende roser skal gødes 1. gang i marts og 2. gang i april i starten af vækstperioden, 3. gang i maj for at forlænge den første blomstring og 4. gang i juni eller juli for at give energi til sensommerens blomstring.

Køb vores udvalg af gødning her

Gødning af roser

Roser er grådige planter. De har nemlig brug for næring til at danne deres smukke blomster. Roser kan leve i mange år uden at få tilført gødning, men du får en smukkere oplevelse af roserne, hvis du efterkommer deres behov for gødning. Alle roser har imidlertid ikke det samme behov for gødning, og det er derfor vigtigt at kende sine rosers gødningsbehov.

 

Rosers gødningsbehov

Mange steder vil du se generelle gødningsvejledninger til de forskellige rosentyper; parkroser, buskroser, klatreroser, bunddækkende roser, buketroser og storblomstrede roser. Det giver imidlertid ikke meget mening, da antallet af gange roserne skal gødes afhænger af, om rosen er engangsblomstrende eller remonterende.

Jo flere blomster en rose skal danne, jo mere næring har den nemlig brug for. Blandt alle rosentyperne finder du både engangsblomstrende og remonterende roser. Derfor kander ikke vejledes om gødningsbehovet på baggrund af rosens vækstform.

Du skal i stedet forholde dig til, hvor længe en rose blomstrer. Hvis den er engangsblomstrende, skal den gødes to gange i løbet af sæsonen. Hvis den er remonterende, skal den gødes fire gange i løbet af sæsonen.

 

Læs også Sådan beskærer du roser

Sådan gøder du roser - Plantorama

Gødning til roser

Roser er, som sagt, grådige planter. De vil gerne have en kraftig NPK-gødning. Typisk anbefales det at bruge 12-5-14 til den første gødningsrunde (1. gang for de engangsblomstrende og 1. og 2. gang for de remonterende roser) og 23-3-7 til den anden gødningsrunde (2. gang for de engangsblomstrende og 3. og 4. gang for de remonterende roser).

Med de nye strikse regler for gødning kan det imidlertid være svært at skaffe en gødning i Danmark, der er så kraftig. De rigtigt kraftige gødningsblandinger er nemlig blevet forbudt i handlen. I stedet anbefaler vi, at du bruger en særlig gødning til roser. Alle de store gødningsproducenter laver rosengødning og de er derfor nemme at skaffe. 

 

Topdressing til roser

Udover at tilføre roser gødning kan du også lægge et 2-3 cm tykt lag såkaldt topdressing af rosenjord iblandet naturgødning ovenpå jorden ved roserne. Topdressing bør fordeles mellem roserne i efteråret.

Det giver næring til roserne og udgør også et isolerende lag mod frosten. Du kan selv blande en god topdressing til roser ved at blande spagnum med lergranulat og omsat dyremøg, men du kan også vælge den sikre og nemme løsning og købe særligt topdressing til roser.

Hvis du har roser, som egentlig kræver en lerholdig, fugtig jord, men som er plantet i en mager jord, er det nødvendigt at tilføre topdressing til roserne. På den måde kan du nemlig kompensere for den ringe jordkvalitet.

Sådan gøder du roser - Plantorama

Gødning af engangsblomstrende roser

Engangsblomstrende roser skal gødes to gange i løbet af sæsonen:

  • 1. gang i marts med NPK 12-5-14 eller rosengødning
  • 2. gang i maj med NPK 23-3-7 eller rosengødning

Ved at følge denne gødningsplan sikrer du, at rosen får energi i starten af vækstperioden og endnu et skud energi lige inden blomstringen begynder. Du bør altid følge doseringsvejledningen på gødningsproduktet.

 

Gødning af remonterende roser

Remonterende roser skal gødes fire gange i løbet af sæsonen:

  • 1. gang i marts med NPK 12-5-14 eller rosengødning
  • 2. gang i april med NPK 12-5-14 eller rosengødning
  • 3. gang i maj med NPK 23-3-7 eller rosengødning
  • 4. gang i juni eller juli med NPK 23-3-7 eller rosengødning

Ved at følge denne gødningsplan sikrer du dels, at rosen får energi i starten af vækstperioden og endnu et skud energi inden den første blomstring.

Tilførslen af gødning i maj sikrer rosen energi til at forlænge den første blomstring og den sidste omgang gødning i juni eller juli giver energi til sensommerens blomstring. Du bør altid følge doseringsvejledningen på gødningsproduktet.

Læs også 10 gode grunde til at plante roser