Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Udplantning og pasning af bregne

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål til alt fra udplantning til pasning og pleje af bregner.

Vejledning til udplantning og pasning af bregner

Bregner - hvor placeres de?

De fleste bregner vil kunne klare sig fint i en ganske almindelig, muldrig havejord. Hvis havejorden hverken er for tung og våd eller for sandet og mager vil langt de fleste bregner altså kunne klare sig fint. De fleste bregner vil desuden kunne klare sig fint på en placering i halvskygge. Derudover er det vigtigt at give planten en beskyttet placering, hvor den ikke udsættes for vind og træk.

Ellers opdeler man typisk bregner i tørketålende og fugtelskende bregner. Udover at foretrække en tør jordbund vil de fleste tørketålende bregner også kunne klare sig i fuld sol. De fugtelskende bregner derimod foretrækker en placering i fuld skygge. Til de tørketålende hører blandt andet mangeløv, engelsød og kirkegårdsbregne. Til de fugtelskende bregner hører blandt andet almindelig hjortetunge, rundfinnet radeløv, fjerbregne og strudsvinge.

Uanset hvilken bregneart og –sort, man står med, er det dog vigtigt at huske, at man aldrig går galt i byen med en placering i halvskygge og i en helt almindelig havejord.

BEMÆRK Bregner kan både dyrkes i krukker og på friland, men de gør sig bedst på friland, hvor de kan få lov til at brede sig, som de vil.

 

Hvornår planter man bregner ud?

Typisk siger man, at stauder, herunder også bregner, skal plantes ud og deles i det tidlige efterår. Reglen om at stauder skal plantes ud om efteråret stammer imidlertid fra ”gamle dage”, hvor stauder blev solgt som barrodsplanter. En barrodsplante er meget følsom overfor ydre påvirkninger og derfor anbefalede man, at stauder blev plantet ud om efteråret, hvor jorden er lun og fugtig og på den måde giver de bare rødder de bedste vækstbetingelser. I dag dyrkes og sælges stauder imidlertid i potter og de passes og plejes omhyggeligt med vand og gødning – de er altså langt stærkere og mere sejlivede end barrodede stauder. Derfor kan man i dag plante stauder, herunder også bregner, ud hele året rundt. Bregner vil dog sætte pris på at blive plantet ud om foråret, sådan at de har så længe som muligt til at rodfæste, inden vinteren kommer.

 

Hvordan planter man bregner ud?

Det er meget enkelt at plante bregner ud. Man graver først og fremmest et plantehul, der er så dybt og bredt, at plantens rødder kan være der uden at skulle bøjes. Derefter fylder man plantehul helt op med vand og lader det trække ned i jorden, sådan at den er godt gennemvædet. Herefter placerer man bregnen i en passende højde i plantehullet og fylder hullet med jord. Afslutningsvis vander man endnu engang og træder jorden fast omkring planten.

BEMÆRK Bregner – selv de tørketålende – har brug for at blive vandet regelmæssigt efter udplantningen, sådan at de kan få godt rodfæste.

 

Hvordan passer man bregner?

Bregner er generelt meget nøjsomme og stærke planter, som – når de først har etableret sig – kan klare sig med et minimum af pleje. De bregner, som foretrækker fugtige omgivelser, som eksempelvis almindelig hjortetunge, rundfinnet radeløv, fjerbregne og strudsvinge, har dog brug for at blive vandet i varme, tørre perioder. De tørketålende derimod behøver ikke blive vandet, da de får den væske, de har brug for, fra naturens side.

Hvad angår gødning, kræver bregner heller ikke meget. Hvis man tilfører planten lidt kompost hvert forår, vil det give planten rigeligt med næring at tære af til resten af vækstsæsonen.

 

Kan man dele og flytte bregner?

Man kan godt dele og flytte bregner og det er også den bedste metode til formering af bregner. Det idéelle tidspunkt for deling af bregner er om foråret, da de nyplantede småplanter da vil have god tid til at få rodfæste inden vinteren.

Hvis ikke man vil dele og flytte planten for at formere den, er der ikke nogen grund til at gøre det. Bregner kan nemlig sagtens gro på den samme plads uberørt i mange år.

BEMÆRK Bregner kan udvikle en meget hård rod, hvorfor det kan være nødvendigt at bruge en økse for at få den delt. Planten kan godt holde til det, så man skal ikke holde sig tilbage af den grund. Man skal bare være opmærksom på, at roden typisk ikke kan vil kunne deles med de bare hænder.

 

Stort udvalg af bregner

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af bregner. Vores planter dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper og passes og plejes med den største omhu, efter de er ankommet til butikken. Vi kalder det GroBedre og det er din garanti for, at du altid får en stærk, sund og robust plante, når du handler ved os. Se det store udvalg af bregner i din nærmeste Plantorama eller se vores store online udvalg af bregner her.

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×