Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Udplantning og pasning af brudeslør

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål til udplantning og pasning af brudeslør.

Vejledning om udplantning og pasning af brudeslør

Hvilken jordbund foretrækker brudeslør?

Brudeslørs botaniske slægtsnavn er Gypsophila. Navnet består af de to græske ord, ”gypsos”, som betyder ”gips”, og ”philos”, som betyder ”elskende”. Navnet hentyder på den måde til plantens naturlige voksested, nemlig i kalkrige jordtyper. Netop derfor kaldes brudeslør undertiden også ”gipsurt”.

Brudeslør skal altså helst placeres i en kalkrig jord. Desuden foretrækker brudeslør en relativt tør og let jord. Er jorden tung og våd, er det nødvendigt at blande sand i.

 

Hvor placerer man brudeslør?

Brudeslør elsker sol og det er vigtigt at give planten en solrig placering, hvor den har god plads omkring sig. Brudeslør udvikler sig nemlig flottest, hvis den ikke bliver mast. Den har desuden brug for masser af lys og varme for at blomstre smukkest.

Brudeslør kan både dyrkes i krukker og på friland. Den gør sig dog bedst på friland, hvor den kan brede sig, som den gerne vil.

BEMÆRK Brudeslør har en relativt kraftig årlig tilvækst og de kommer derfor hurtigt til at fylde meget. Når man planter flere sammen, skal man derfor være opmærksom på at holde en god planteafstand.

 

Hvornår planter man brudeslør ud?

Typisk siger man, at stauder skal plantes ud og deles i det tidlige efterår. Reglen om at stauder skal plantes ud om efteråret stammer imidlertid fra ”gamle dage”, hvor stauder blev solgt som barrodsplanter. En barrodsplante er meget følsom overfor ydre påvirkninger og derfor anbefalede man, at stauder blev plantet ud om efteråret, hvor jorden er lun og fugtig og på den måde giver de bare rødder de bedste vækstbetingelser. I dag dyrkes og sælges stauder imidlertid i potter og de passes og plejes omhyggeligt med vand og gødning – de er altså langt stærkere og mere sejlivede end barrodede stauder. Derfor kan man i dag plante stauder, herunder også brudeslør, ud hele året rundt – så længe at jorden ikke er frossen, selvfølgelig.

BEMÆRK Planter man ud en meget varm og tør sommer, skal man være ekstra påpasselig med at vande rigeligt efter udplantning.

 

Hvordan planter man brudeslør ud?

Det er nemt at plante brudeslør ud. Man graver ganske enkelt bare et hul, der er rigeligt stort. Hullet skal være så stort, at roden kan være der uden at skulle bøjes sammen. Når hullet er gravet, skal man løsne jorden i bunden af hullet og placere planten i plantehullet i en passende højde. Derefter er man klar til at fylde plantehullet op. For at sikre at jorden ikke er for tung for den nyplantede brudeslør, er det en god idé at fylde plantehullet op med en blanding af jord, sand og lidt grus. Afslutningsvis trykkes jorden fast omkring planten med hænderne. Planter man ud om efteråret, er det ikke nødvendigt at vande efterfølgende, men hvis man planter ud en tør og varm sommer, bør man give planten lidt vand efter udplantning.

 

Hvordan passer man brudeslør?

Brudeslør er en meget nøjsom plante, som ikke har brug for hverken vanding og gødning for at trives. Fra naturens side er den vant til at leve af meget sparsomme ressourcer og det er derfor imod plantens natur at vande og gøde. Den kan sagtens finde den næring og væske, den har brug for, i naturen.

Om efteråret visner planten og mange fristes til at klippe planten ned. Plantens overjordiske del beskytter imidlertid den underjordiske del mod frost og derfor er det en god idé at lade de visne plantedele sidde til foråret, hvor de så kan klippes af.

BEMÆRK Brudeslør har ikke brug for vanding og gødning, men den kræver til gengæld en solrig placering for at trives. Du skal derfor forkæle den med masser af solstråler og varme i stedet for. 

 

Kan man flytte eller dele brudeslør?

Brudeslør danner en kraftig pælerod, som gør det vanskeligt at dele planten. Udover at det er besværligt, kan man desuden risikere, at planten ikke overlever deling og flytning. Derfor frarådes det typisk, at man deler og flytter brudeslør. Hvis man føler, at brudeslør er ved at tage overhånd i haven, kan man dog godt fjerne noget af planten.

 

Stort udvalg af brudeslør

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af brudeslør. Vores planter dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper og du kan derfor altid være sikker på at få en sund og stærk plante, når du handler ved os. Besøg din nærmeste Plantorama eller se vores store online udvalg af brudeslør her.

Se også vores pasningsvejledning til primula, hvis du vil vide mere om, hvordan man udplanter samt passer og plejer primula. 

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×