Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Udplantning og pasning af sankthansurt

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål til alt fra udplantning, over pasning og pleje, til deling og klipning af sankthansurt.

Vejledning om udplantning og pasning af sankthansurt

Hvor placerer man sankthansurt?

Sankthansurt kan både bruges i krukker og på friland. Det vigtigste er at jordbunden er, som den skal være. Sankthansurt har nemlig brug for en porøs og veldrænet jord for at trives. Planten kan trives både på tør sandjord og muldrig jord – den tåler bare ikke en fed og tung lerjord. Derfor kan sankthansurt både bruges som stenbedsplante og i staudebedet.

Udover at jorden skal være godt drænet er det vigtigt, at sankthansurt placeres i fuld sol. Den tåler også halvskygge eller vandrende skygge, men den får en svag vækst i fuld skygge – og den trives altså bedst med masser af lys, varme og sol.

BEMÆRK Oplagte naboplanter til sankthansurt kunne være lammeøre, sølvbynke og lampepudsergræs – disse tre stauder elsker nemlig også den tørre jordbund.

 

Hvornår planter man sankthansurt ud?

Typisk siger man, at stauder skal plantes ud og deles i det tidlige efterår. Reglen om at stauder skal plantes ud om efteråret stammer imidlertid fra ”gamle dage”, hvor stauder blev solgt som barrodsplanter. En barrodsplante er meget følsom overfor ydre påvirkninger og derfor anbefalede man, at stauder blev plantet ud om efteråret, hvor jorden er lun og fugtig og på den måde giver de bare rødder de bedste vækstbetingelser. I dag dyrkes og sælges stauder imidlertid i potter og de passes og plejes omhyggeligt med vand og gødning – de er altså langt stærkere og mere sejlivede end barrodede stauder. Derfor kan man i dag plante stauder, herunder også sankthansurt, ud hele året rundt – så længe at jorden ikke er frossen, selvfølgelig.

 

Hvordan planter man sankthansurt ud?

Det er nemt at plante sankthansurt ud. Denne plante er nemlig en af de mest sejlivede stauder, der findes. Man graver ganske enkelt bare et plantehul, der er så tilpas bredt og dybt, at plantens rødder kan være der uden skulle bøjes. Man kan eventuelt løsne jorden i bunden af plantehullet for at gøre det nemmere for planten at få rodfæste. Derefter placerer man planten i en passende højde og fylder plantehullet med jord. Slutteligt trædes jorden fast.

 

Skal man vande og gøde sankthansurt?

Sankthansurt er – som alle andre arter i stenurtslægten i øvrigt – en sukkulent. At en plante er sukkulent vil sige, at den har tykke, kødfyldte blade og stængel, som den kan oplagre vand og næring i. Sukkulenter er derfor i stand til at klare sig længe uden vand og næring – og det er altså også tilfældet for sankthansurt. Derfor behøver man ikke tænke på at vande den – heller ikke i tørre perioder. Planten vil nemlig opsamle vand, når det regner og gemme det til tørre perioder.

Sankthansurt har heller ikke behov for at få tilført gødning, hvis den da bare er plantet i en jord med et rimeligt næringsindhold. Er jorden derimod meget næringsfattig, kan det være en god idé at give planten en håndfuld gødning eller en skovlfuld kompost i foråret, når den forbereder sin blomstring.

 

Skal man dele og klippe sankthansurt ned?

Sankthansurt kan stå i mange år uden at have brug for deling, men hvis man vil, kan man godt dele og flytte planten. Det bedste tidspunkt at dele planten på er i det tidlige efterår. Det er dog vigtigt at understrege, at deling ikke er nødvendig.

Det er til gengæld nødvendigt at klippe sankthansurt ned hvert forår, sådan at de visne plantedele ikke blandes med de nye skud. Derfor er det vigtigt at klippe de visne plantedele væk, før planten skyder på ny. Man må ikke rykke de visne plantedele op, da det kan skade de nye skud – i stedet skal man frem med havesaksen og klippe de visne stængler over ved jordoverfladen.

BEMÆRK Man skal klippe sankthansurt ned, inden de nye skud dukker op, men der er også vigtigt ikke at fjerne sankthansurts visne plantedele for tidligt - dels fordi de beskytter plantens underjordiske del mod frost og dels, fordi de tørre blomsterstande er meget dekorative, når de dækkes af sne og rimfrost – det er ganske enkelt et syn, som man ikke bør snyde sig selv for.

 

Stort udvalg af sankthansurt

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af sankthansurt. Vores planter dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper og passes og plejes med den største omhu efter de ankommer til centret. Vi kalder det GroBedre og det er din garanti for, at du altid får en stor, kraftig, stærk og blomsterrig, når du handler ved os. Se det store udvalg af sankthansurt i den nærmeste Plantorama eller se vores store online udvalg af sankthansurt her.

Se også vores pasningsvejledning til primula, hvis du gerne vil vide mere om, hvordan man udplanter samt passer primula. 

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×