Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Udplantning, vanding og gødning af rhododendron

Her kan du få besvaret alle dine spørgsmål til udplantning, vanding, gødning, beskæring og vinterdækning af rhododendron.

Se vores store udvalg af rhododendron her

Pasning og plantning af rhododendron

Pasningsvejledning til rhododendron

  • Placer rhododendron i vandrende skygge.
  • Plant rhododendron ud i surbund om efteråret.
  • Vand rhododendron rigeligt efter udplantning.
  • Beskær rhododendron kraftigt i april og let efter afblomstring.
  • Hold rhododendron fugtig og tilfør gødning i marts-april og efter afblomstring.
  • Dæk rhododendron med granris ved hård frost.
  • Rengør rhododendronbedet med håndkraft for at undgå at beskadige de sarte rødder.

Se vores videoguide til Rhododendron længere nede på siden 

Hvor placerer man en rhododendron?

Som tommelfingerregel gælder det, at rhododendron trives bedst i vandrende skygge; det vil sige på en placering, der har sol noget af dagen og skygge noget af dagen.

Der findes dog også rhododendronarter, som trives fint i fuld skygge, og arter, som sagtens kan tåle en placering i direkte sol. Her gælder igen en tommelfingerregel, nemlig at jo større blade en rhododendron har, jo bedre kan den tåle skygge – og omvendt: jo mindre blade en rhododendron har, jo bedre kan den tåle sol.

BEMÆRK Frostfølsomme rhododendron trives bedst på en beskyttet placering. Det lyder måske modstridende, for man har jo umiddelbart lyst til at give "en frossenpind" så meget lys og varme som muligt. Der er imidlertid en god forklaring: på en åben placering falder temperaturen nemlig hurtigere og væsentligt mere end på en tætbevokset placering. De store temperaturudsving er mere skadelige for den frostfølsomme plante, end hvis temperaturen er konstant lav. Derfor er det altså bedst at placere en frostfølsom rhododendron på en beskyttet placering.

 

Hvordan forbereder man jorden inden udplantning af rhododendron?

Rhododendron er en surbundsplante, hvilket vil sige, at den trives bedst i en jord med en pH-værdi på 4,0-6,5. Er pH-værdien for høj vil bladene først blive gullige, men busken kan også gå ud ved en for høj pH-værdi.

Der findes ikke mange danske haver, hvor jorden er sur nok til, at rhododendron kan trives der. Derfor er det nødvendigt at anlægge et surbundsbed med en grov og lys spagnum.

Ønsker du ikke at anlægge et decideret surbundsbed, kan du også vælge at grave et ekstra stort plantehul og fylde bunden af hullet med spagnum. Som tommelfingerregel gælder det, at de storbladede rhododendronarter skal have et 50 cm tykt lag spagnum under sig, mens de småbladede rhododendronarter kan nøjes med et 30 cm tykt lag spagnum under sig.

BEMÆRK Det er en god idé at tilføre et nyt lag spagnum, gerne omkring 5 cm, omkring busken hvert år. Det vil beskytte buskens sarte rødder, som ligger lige under jordoverfladen.

 

Hvornår kan man plante rhododendron?

Rhododendron kan i princippet plantes ud hele året rundt, bare jorden ikke er frossen. Det bedste tidspunkt for udplantning af rhododendron er imidlertid om efteråret, hvor jorden både er lun efter den varme sommer og fugtig på grund af årstidens regn.

Bemærk: Frostfølsomme rhododendron bør ikke plantes ud senere end september, da de skal have tid til at få ordentligt rodfæste og dermed generere mere modstandskraft, inden nattefrosten sætter ind.

 

Hvordan planter man en rhododendron ud?

Når først jordbunden er klar, er det ikke en stor udfordring at plante rhododendron korrekt ud. Det vigtigste er at få gravet et tilpas stort og dybt plantehul samt at vande rigeligt.

Grav et plantehul, der er så dybt, så der dels er plads til den anbefalede mængde spagnum under planten (50 cm ved storbladede rhododendron og 30 cm ved småbladede rhododendron) og så rodklumpen kan placeres i samme højde som i potten.

Før udplantning sættes rodklumpen i blød i en spand vand i et kvarters tid, så den er godt gennemvædet. Det er desuden vigtigt, at spagnumlaget også er godt gennemvædet. Kvalitetsspagnum er knastørt i sig selv, og derfor skal det altså vandes grundigt igennem gentagne gange, før man kan plante ud i det.

Når rodklumpen er placeret i plantehullet, fyldes der spagnum ovenpå, som trykkes godt fast, og derefter skal der vandes grundigt. En rhododendron kan næsten ikke få for meget vand umiddelbart efter udplantning, så vand efter devisen: ”hellere for meget end for lidt”.

 

Hvordan og hvornår beskærer man en rhododendron?

Man skelner mellem to beskæringer af rhododendron: en kraftig tilbageskæring af rhododendron, der er blevet for store, og en let, vedligeholdende beskæring. Uanset om der er tale om en let eller en kraftig beskæring, bør man altid beskære over tydelige grenknopper og altid så ensartet som muligt af hensyn til buskens videre vækst.

En kraftig tilbageskæring bør foretages i april måned. På den måde har busken resten af vækstsæsonen til at danne nye skud. En let beskæring bør foretages umiddelbart efter afblomstringen.

BEMÆRK Det er en god idé at vande rhododendron grundigt efter beskæring. På den måde sikrer man nemlig busken fornyet energi til at danne nyvækst.

 

Hvor tit skal man vande en rhododendron?

En rhododendron har et kompakt rodnet. Planterødder sikrer dels at planten er godt forankret i jorden, men de har også en vigtig funktion i at opsamle væske og næring fra jorden og lede det op til planten. Nogle planter har meget lange og kraftige rødder, som kan nå langt på jagten efter væske og næring. Andre planter, som eksempelvis rhododendron, har derimod korte rødder og dermed et mindre område at opsamle næring og væske fra. Disse planter er derfor mere afhængige af at få tilført væske og næring.

Jorden omkring en rhododendronbusk skal derfor holdes fugtig. Busken må ikke stå og soppe i tung og våd jord, men jorden må heller aldrig tørre ud. Det kan være en god idé at fordele et lag grannåle, blade eller barkflis omkring busken, da det beskytter mod udtørring. Husk desuden at det er bedst ikke at vande med postevand, da det indeholder kalk. Rhododendron har bedst af at blive vandet med regnvand.

BEMÆRK En lav rhododendron udvikler sit rodnet langsommere end en stor rhododendron, og den skal derfor vandes oftere - særligt efter udplantning.

 

Hvor tit skal man gøde en rhododendron?

Ligesom en rhododendron har brug for at få tilført væske, har den også brug for at få tilført næring. Særligt hvis en rhododendron er plantet i ren spagnum, som ikke indeholder noget næring, er det nødvendigt at tilføre gødning.

Det bedste tidspunkt at tilføre gødning på er i det tidlige forår, omkring marts-april. Når der tilføres gødning på dette tidspunkt, fungerer det nemlig som et energi-kick til busken, inden den går i blomst. Man kan desuden også gøde i juli måned, så busken får tilført energi til at danne nye skud efter afblomstringen.

Man bør kun bruge gødningsblandinger, som er særligt tilpasset rhododendron. Mange ”almindelige” gødningsblandinger har nemlig en for høj pH-værdi.

BEMÆRK Der er flere ting end gødning, der kan påvirke, hvordan en rhododendron udvikler sig. Rhododendron udvikler sig eksempelvis flottest, hvis den visne blomsterstand knækkes af. På den måde bruger busken nemlig ikke unødvendig energi på denne, men kan koncentrere sin energi om at danne nyvækst.

 

Skal en rhododendron dækkes om vinteren?

De fleste gængse rhododendron er fuldt vinterhårdføre i Danmark, og de behøver derfor ikke blive dækket om vinteren. Omvendt kan man sige, at lidt ekstra omsorg aldrig er nogen skade til, hvis frosten rigtigt bider.

Der er imidlertid også enkelte rhododendronsorter, der er frostfølsomme, og disse skal man selvfølgelig passe særligt godt på om vinteren. Dette gøres bedst ved at fordele et lag blade, grannåle eller kompost på jorden rundt omkring busken og dække det til med granris. Det danner et beskyttende lag, som gør det svært for frosten at nå ned til planten. Det er desuden også en god idé at dække buskens krone med granris.

BEMÆRK Hvis vinteren er mild og fugtig, kan det faktisk skade mere end det gavner at dække rhododendron. Da vil der nemlig være risiko for, at busken rådner. Det er derfor vigtigt, at man følger vejrets udvikling og kun dækker sine rhododendron, hvis vinteren viser sig fra sin kolde side.

 

Hvordan holder man et rhododendronbed rent?

En rhododendrons små, tynde rødder ligger lige under jordoverfladen, og derfor kan det være farligt at bruge redskaber til at fjerne ukrudt med. Redskaberne kan nemlig let gøre skade på de sårbare rødder. I stedet må man simpelthen ned på knæ og fjerne ukrudt med håndkraft. Som en trøst skal det dog siges, at der generelt ikke er meget ukrudt omkring en rhododendron. Det meste ukrudt trives nemlig dårligt i den sure jord.

Hvis man gerne vil undgå det hårde arbejde med at fjerne ukrudt med håndkraft, kan man forhindre ukrudtet i at komme frem ved at dække jorden omkring busken med barkflis. Barkflisen vil samtidig være med til at beskytte jorden mod udtørring.

 

Kan man flytte en rhododendron?

Ikke alene kan rhododendron godt tåle at blive flyttet - takket være det kompakte rodsystem -, den kan faktisk ligefrem have godt af det. En flytning til en frisk jordblanding sammen med en omgang gødning og rigeligt med vand samt beskæring af rodnettet kan gøre underværker for en rhododendron, der er blevet kedelig og trist at kigge på. 

 

Stort udvalg af rhododendron

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af smukke og rigtblomstrende rhododendron. Vores rhododendron er dyrket og udvalg efter strenge kvalitetsprincipper, og du kan således altid være sikker på at få en stærk og sund plante, når du handler ved os. Se vores store online udvalg af rhododendron her.

Videoguide om rhododendron

Videoguide om rhododendron med opbygning af rhododendronbed, beskæring og plantning af rhododendron.


Har du ikke tid til at se hele videoen, kan du tage et kig på de to nedenstående, hvor du kan se, hvordan du beskærer dine rhododendron, eller hvordan du planter rhododendron i din græsplæne:


Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×