Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Hønsehold og høns i haven

Hønsehold på hobbyplan - gode råd

Interessen for æglæggende høns har i de senere år været stærkt stigende, og der er mange gode grunde til at holde høns. Ud over at man med kun tre-fire høns kan få friske æg hver morgen, og hønsene kan slagtes, fra de er to måneder gamle, kan de også være gode og sjove kæledyr for børn og dyreglade sjæle. Desuden er hønsemøg super god, skånsom og naturlig gødning til havens planter, og en del af køkkenaffaldet er en ren lækkerbisken for hønsene, som også har snegle på menuen. Hvad enten du planlægger at holde høns for hyggens skyld eller med det formål at slagte dem, er det vigtigt at være bevidst om, hvordan du holder høns på den helt rigtige måde. Her kan du læse om og få gode råd til hønens natur, levevis og adfærd.

 

  • Høns er sociale dyr
  • Redekasser til æg
  • En pind at sidde på
  • Fodring og vanding af høns
  • Hvor meget plads kræver høns
  • Når hønen ruger på æg
  • Regler for hønsehold

Høns er sociale dyr
Hønsehold og høns i havenHøns er flokdyr og trives bedst i mindre flokke, som typisk består af en hane og 5-10 høns med deres kyllinger. De lever under rangorden med hanen som den øverste i hierarkiet. Hakkeordenen består i, at bestemte høns hakker efter andre høns, der er under dem i hierarkiet. En dominerende høne har førsteret til de bedste redepladser, sovesteder og føde. Hvis flokstørrelsen kommer over 25 høns, hakkes der mere efter hinanden for at opretholde en rangorden, da flokstørrelsen er større end den naturlige.

En hønes dag går med at søge føde, pudse fjer og støvbade. Man mener, at støvbadet hjælper hønsene med at rense fjerdragten for skæl, parasitter og overflødigt fedt. Normalt lægger en høne et æg om dagen, og den foretrækker at lægge ægget i den samme rede hver dag.

Redekasser til æg
Reddekasserne kan gøres attraktive for hønsene med enten halm eller hø, for at lokke hønsene op i reden. Således undgår man æg på gulvet.

En pind at sidde på
Om natten foretrækker hønen at sidde på en pind, så den er i sikkerhed for rovdyr. Siddepinde monteres, så der er min 15 cm pr. høne. Pindene monteres lidt højere end redekasserne. På den måde mindsker man risikoen for, at hønsene bruger reden til at overnatte i.
Når man får hønsene, kan de ikke altid selv finde ud af at bruge siddepindene om natten. Derfor kan det være en god ide at sætte dem på pind de første aftener. Herefter skulle de gerne selv kunne finde ud af det.

Fodring og vanding af høns
Høns lever af stort set alt, hvad de kan finde på jorden. Frø, spirer, insekter, orme, snegle og nedfaldsfrugt.

Det er vigtigt for hønsenes trivsel, at de tilbydes et ordentligt foder. Det er ingen videnskab at fodre sine høns. Du kan vælge at købe et fuldfoder, der indeholder alt det, som hønsene har brug for af mineraler, proteiner m.m. Man anslår, at en stor høne i fuld æglægning har brug for ca. 140 g foder om dagen. Dette kan dog variere afhængig af alder, race, aktivitet, temperatur og produktivitet.
Du kan også vælge at fodre hønsene med korn, som de holder meget af. Det er hyggeligt som hønseejer, at gå ned til dyrene med et par håndfulde og se dem komme løbende – traditionelt har man fodret med byg og hvede. Har hønsene et lav energiniveau eller tendens til fedme, er hvede dog ikke det bedste at fodre med. I sådanne tilfælde er en blanding 1 til 3 fint.
Høns har også brug for grønt, og har man den mindste mulighed for at give hønsene grønt, skal de have det. Det kan være ukrudt, du rykker op i haven eller den afklippede græs fra græsplænen. Vær dog meget opmærksom på, at det ikke ligger i store dynger, hvor det har mulighed for at kompostere sig. Vådt, råddent græs er giftigt for hønsene. Om vinteren kan det være en god idé at kræse noget mere for hønsene, idet deres energibehov forhøjes. Der kan suppleres med solsikkefrø, hampfrø, rapsfrø og majs. Desuden bør høns have fri adgang til skaller, som er vigtige for, at æggeskallen får den rigtige struktur.

Det er vigtigt, at hønsene altid har tilgang til rent vand. En høne drikker 200 ml vand dagligt – dvs. at 5 høns drikker 1 liter vand om dagen. Vandtruget skal gerne vaskes et par gange om ugen – gerne med lidt klorin i vaskevandet til at desinficere.

Hvor meget plads høns kræver
Høns skal som minimum have 0.6 m2 plads, men jo mere plads jo bedre. Man kan sagtens lukke hønsene ud i sin have, hvor de så vil gå og luge ukrudtet bort. De vil selv søge ind i hønsehuset, når det begynder at blive mørkt. I hønsehuset behøver der ikke være ret meget plads, da hønsene helst vil sidde tæt på deres siddepinde. Ofte er 1 m2 hønsehus nok til 3 høns.

Når hønen ruger på æg
En høne kan begynde at ruge på æggene, når reden er fyldt op med ca. 6-10 æg. Når hønen ruger, forlader den sjældent reden, og den siger advarende lyde, når andre nærmer sig - den er skruk. Det tager omkring 21 dage, før hønseæggene er udrugede. Man kan sagtens lægge æg fra andre høns under en skruk høne, hun vil behandle dem som sine egne.
Det er kyllingerne selv, der hakker sig vej ud af ægget. Hønen passer godt på sine kyllinger. Hun forsvarer dem, holder sammen på dem, stimulerer deres fødesøgningsinstinkt og beskytter dem mod varme og kulde. Når kyllingerne er 8-10 uger gamle, forlader hønen dem. De skal nu tage vare på sig selv og finde deres plads i flokkens hierarki.

Regler for hønsehold
I Danmark er det som udgangspunkt tilladt at holde høns. Meget få kommuner har udstedt et generelt eller lokalt forbud – men det er absolut meget få steder. Haner er generelt ikke så velkomne i byzoner, da de som bekendt galer, og det kan være generende for naboen. Man kan dog sagtens holde høns uden at have en hane i hønsegården. I byzoner er det tilladt at have omkring 8-10 høns. Der kan hentes mere information på kommunernes hjemmeside eller ved at kontakte teknisk forvaltning.

 

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×