Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Skal du plante et staudebed?

Har du også fået lyst til at kunne plukke blomster i din egen have hele sæsonen? Det er ikke spor svært.
Her får du Signe Wennebergs bedste tips til et frodigt staudebed

Signe Wenneberg for Plantorama

Skal du plante et staudebed?

Stauder er skønne blomster, der kan plukkes til naturlige buketter hele sæsonen og som har den venlighed, at komme igen år efter år med et minimum af indsats. Man skal planlægge sit staudebed ordentligt fra start, så man slipper for at ærgre sig senere.

Man kan tilplante staudebedet om foråret og man kan trimme sit staudebed om efteråret, når man ser, hvilke stauder, der skal deles eller begrænses. I foråret når det kolde forår endelig er lagt bag os og vi kan komme i jorden, er det ganske perfekt, at skabe et staudebed.

Signe Wenneberg for Plantorama

Men er et staudebed besværligt? 

Nej, overhovedet ikke. Et blomstrende staudebed er noget af det nemmeste, man kan have i sin have.

Mange mennesker tror, at det er nemmere med græs end med staudebede. Men det passer ikke. Hvis et staudebed er planlagt godt og tilplantet korrekt, behøver man (næsten) ikke at luge eller nappe ukrudt. Ok, man må tage en ukrudts-dag om foråret, før stauderne har udviklet sig, og tage alt hvad der ligner skvalderkål, tidsler og kvikgræs. Men man behøver kun at gøre det en gang for hurtigt vil stauderne dække af og tage alt lys og dermed al mulighed for liv i staudebedet.

Hvert efterår ser man staudebedet efter. Er der stauder, som er blevet for store og skal deles? De deles med en spade, og den tiloversblevne klump plantes et andet sted i haven eller byttes væk, men en, der har noget godt at bytte med. Sådan kan staudebedet hele tiden forny sig.

Nogle gange ser man nogle ret søde forsøg på at lave staudebed hos folk, der ikke lige har sat sig ind i, hvordan man gør. Mange gange har jeg set planter stå hulter til bulter. Dem til skygge og fugt stod sammen med dem til tørke og fuld sol (hortensier med lavendler). Der var potteplanter stukket ned (pelargonier), og gamle stauder som storkenæb mikset sammen og så måske noget Vinca, som kvæler alt, i bunden. Sådan nogle bede er en slags parkeringspladser for, hvad man nu er er faldet for i supermarkedet eller på plantecenteret og hvad man måske har fået af familie og venner. 

Signe Wenneberg for Plantorama

Det er godt, at du tænker over sagen, før du går i gang med staudebedet

  • Tænk over sol og skygge. Hvordan vender dit staudebed? Det er rigtig godt, at du ved det, når du møder op på plantecenteret og vil have hjælp til at finde de perfekte planter til bedet.
  • Hvordan er jorden? Tør, sandet, leret, fugtig, muldet? Sæt dig ned på hug og kig på din jord. Mærk på den. Stik en spade i den. Se hvad der gror godt i din jord allerede. Sådan bliver du meget klogere.
  • Tænk over, hvilke stauder du bedst kan lide (se dig omkring i parker, haver og i haveblade og havebøger). Skriv navne i en notesbog. Anfør også højde og krav til voksested.
  • Tænk over, hvilke blomster der minder dig om din barndoms/andre gode staudebede: Lav en liste som du kan tage med på plantecenter.
  • Planlæg dit bed. Find nemme stauder i samarbejde med Plantorama. Vælg hellere få slags og flere planter af de samme end vildt mange. Det er godt at plante i store partier af ens planter.
  • Vælg stauder, der er gode at plukke af. Blomster som afløser hinanden i blomstringen, sådan at bedet blomstrer hele sæsonen.
  • Bemærk: Et staudebed under en birk har det tørt, da birken sluger vandet.
  • Tag i Plantorama. Få god hjælp fra uddannet personale. Jeg har givet dette råd mange gange: Tag derhen på et tidspunkt, hvor alle andre ikke er der, så du kan få rigtig god tid til at blive vejledt.
  • Få alle stauder hjem på en gang og læg dem på det klargjorte bed for at få et overblik. Husk at de kommer til at fylde meget mere i omkreds end nu. Plant dem med tanke på højde og omfang. Gerne på en regnvejrsdag. Der skal vandes meget den første tid.
  • Sæt lidt løg (tulipaner) og udplant frøblomster – for eksempel frøkenhat, hjulkrone, ærteblomster og tallerkensmækkere – i staudebedet. Sæt også krydderurter som salvie og oregano ind i staudebedet. Det ser også flot ud med rabarber, høje artiskokker og høj kål – som palmekål og rød og grøn grønkål i et parti i staudebedet.
  • Sørg for, at de højeste er bagerst – eller i midten – og de små lave er forrest.
  • Lav meget gerne en sti (med belægning i en smal stribe) ind gennem staudebedet, sådan at det også bliver en slags urskov for mindre børn.
  • Hvis der er mange bolde i haven, hvis børn slår græs eller kører i motoriserede ting på græsset op mod staudebedet er det godt at lave en meget robust kant. Det kan være runde sten, mursten, brosten, eller det kan være en lavendel- eller buksbomhæk, der kan tegne en streg i græsset: Hertil og ikke længere.
  • Husk, at der også er mulighed for at lave dejlige bede med skygge eller halvskygge. Plant græsser, løvefod, sølvlys, hortensier og hosta, der fås i mange grønne nuancer og endda med striber på bladene og med fine violette og hvide blomster.
  • Pluk blomster fra dit staudebed til daglige buketter, der får dig til at se på dine blomster hele tiden, også når du er indendørs. Giv endelig også buketter fra dit eget bed væk og oplev, hvor glade folk bliver for at få noget hjemmeproduceret.
  • Deltag endelig på Signe Wennebergs Instagram, hvor der er mange havemennesker, der viser buketter fra egne haver og dermed deler glæden med andre #dagensbuket.

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×