{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Haven i oktober

22. januar 2025
Oktoberhave

5 gøremål i haven i oktober

  • Plant nye blomster, samt rens bede og græsplæne for ukrudt og nedfaldne blade
  • Beskær nåletræshækken, og vinterklargør stauderne
  • Fjern gamle planter, og rengør drivhuset

 

Oktober i haven

For de fleste betyder oktober måned efterårsferie, hvilket gør det muligt for børnene at deltage i det, der sker i naturen. Oktober er den absolut bedste måned til at plante træer, buske, planter og blomsterløg, og det bliver en sand fornøjelse, hvis I går i efterårshaven sammen.

 

1. Udplantning i haven

Vil du gerne plante nye blomster i køkkenhaven, er oktober den bedste måned at plante i. Så længe du planter efter, du har renset bedet for ukrudt. Du kan for eksempel plante glødende stauder, som blomstrer fra forår til efterår. 

Plant gerne frugttræer, paradisæbler og lyng her i oktober og plant blomsterløg, som du kan nyde til foråret. Er du interesseret i en mere unik have, der vækker opsigt, kan du plante buske med brogede eller gule blade.

Du kan også arrangere blomsterløgene efter farve og blomstring, så de komplimenterer og afløser hinanden. Særligt vintergækker, dorothealiljer og erantis er aktuelle nu.

For at forhindre svampesygdomme og mos i græsplænen, skal du rive de nedfaldne blade væk fra bedene og græsplænen. Du kan altid genanvende de visne blade ved at lægge dem i komposten, hvor de bliver til bladmuld. Du kan også placere dem omkring frostfølsomme planter som isolering mod kulden.

 

2. Beskæring af hæk og planter

Efteråret er den mest optimale tid på året til beskæringer rundt omkring i haven. Består din hæk af nåletræer, bør du give dem en sidste klipning her i oktober.

For at klargøre dine stauder til vinterens kolde vejr, skal du beskære dem let nu. Du kan også beskære georginerne nu, inden knoldene skal graves op og samle smukke buketter, der kan pryde hjemmet. Få flere tips til staudebedet i oktober.

Oktoberhave
Oktoberhave

3. Udplantning i krukker og bede

Her i oktober begynder frosten så småt at komme, så du skal være opmærksom på de krukker og bede, der ikke tåler nattefrost. Du kan for eksempel gemme dem væk i drivhuset eller dække potterne til.

En vinterhårdfør plante, som buksbom, kan sagtens stå uden døre gennem vinteren med let frost, men citrus, hibiscus og andre ikke-hårdføre haveplanter skal stå frostfrit, hvis de skal overleve vinteren.

Har du stadig sommerblomster i dine krukker, der trænger til en udskiftning, kan du plante stedsegrønne eller løvfældende planter.

 

4. Rengøring af drivhuset

Det er tid til at få ryddet ud og rengjort drivhuset, så det er klar til at overvintre. Ryd drivhuset for udtjente planter og gør det grundigt rent. Vask overalt med kalk- og algefjerner, så drivhuset er flot og rent.

Vi anbefaler, at du indretter dit drivhus hyggeligt, så du i vintertiden har lyst til at sidde derude med en kop varm te eller kaffe og nyde vinterhaven. Når du så har nydt din te eller kaffe, kan du smide tebladene og kaffegrumset ud mellem havens planter. Det holder dræbersneglene væk, da de ikke bryder sig om koffein.

 

5. Oprydning i havedammen

Det er en god idé at tage pumpen op af havedammen nu, så den ikke ødelægges af frosten. Står pumpen dybt nok, kan du dog godt bruge den hele vinteren med en ishætte til at holde den isfri.

Her i efteråret vil der falde mange blade ned i havedammen, så det kan være svært at holde havedammen helt fri. Du kan spænde et løvnet over dammen eller rydde lidt op i bladene selv.

Hvis du har plantet frostfølsomme planter i dammen, skal de op vinteren over. En luftpumpe er praktisk her om vinteren, da den både ilter vandet, og holder vandet isfrit. Du kan også med fordel lægge et nyt lag substrat i bunden af havedammen.