Byd foråret indenfor med pottede blomsterløg
26. november 2024
Forårsblomstrende løg i boligen
Intet skaber forårsstemning som smukke blomsterløg. Du er garanteret en flot blomstring, og så er de endda nemme at passe og udstråler masser af liv takket være deres spirende løg. Blomsterløg fejrer i sandhed forårets komme.
Perlehyacint, tulipaner, hyacinter og vibeæg er eksempler på blomsterløg, som blomstrer netop nu. De forårsblomstrende løg stammer fra forskellige dele af verden - tulipaner fra Tyrkiet, hyacinter fra områder øst for Middelhavet, påskeliljer fra Sydvesteuropa og vibeæg fra Europa og Vestasien.

Forårsløg der blomstrer nu
Tulipaner
Pottede tulipaner, Tulipa, findes i mange forskellige arter. Nogle botaniske arter forbliver korte og små, andre arter har forskellige blomsterformer, fx enkelt- og dobbeltblomstrede tulipaner, frynsede tulipaner og papegøjetulipaner. Blomsterne kan være ensfarvede eller flerfarvede – nogle har endda striber, som ligner flammer.
Hyacinter
Hyacinter, Hyacinthus orientalis, fås i de klassiske farver pink, hvid og blå, men også i mere moderne nuancer som lilla, laksefarvet og lysegul. Blomsterne udgøres af seks sammenvoksede blomsterblade, der danner en skålformet krave.
Perlehyacinter
Perlehyacinter, Muscari, har fået deres navn fra deres perlelignende blomster, som findes i hvid, lyslilla, lilla og pink. De populære pottede perlehyacinter har en let duft af moskus, som også kommer til udtryk i blomstens latinske navn Muscari.
Påskeliljer
Pottede påskeliljer, Narcissus pseudonarcissus, fås både med de klassiske trompetformede blomster og dobbelte blomster. Fælles for dem alle er farven, som kan svinge fra hvid til gul.
Vibeæg
Vibeæg, Fritillaria, ligner med sine plettede, hængende blomster vibens æg. Nogle arter er højere med mange blomster, andre har lange stængler med duftende, hængende blomster.
Læs også: Gode råd og vejledning til blomsterløg
Pasning af blomsterløg
- Placer gerne blomsterløgene køligt, da de så vil blomstre længere. Jo køligere placering, des længere blomstring.
- Vand jævnligt, så løgene hjælpes med deres blomstring. Vær dog opmærksom på ikke at overvande, da løgene så rådner.
- Gød ikke blomsterløgene – det er ikke nødvendigt. De har al den næring, de har brug for, inde i selve løget.