Pasning af novemberkaktus (Schlumbergera)
4. oktober 2024Navnet siger noget om blomstringstiden
Et gammelt mundheld siger, at ”kært barn har mange navne”, og det gælder i den grad for denne smukke sukkulentagtige plante. Plantens latinske navn er ”Schlumbergera”.
Af de danske populærnavne kan nævnes ”høstkaktus”, ”efterårskaktus”, ”julekaktus”, ”helligdagskaktus” og ”novemberkaktus”. På engelsk kaldes planten ”Zygocactus”, hvilket også undertiden bliver brugt i Danmark.
Se udvalget af novemberkaktus her.
Navnet ”novemberkaktus” er imidlertid det mest brugte og også det navn, som optræder oftest i håndbøger om stueplanter. Planten har altså mange navne, men de signalerer alle det samme; nemlig at planten pryder hjemmet fra det sene efterår og julen over.
Se også udvalget af grønne stueplanter, eller vores udvalg af blomstrende stueplanter.
Julekaktus med bløde stængler
Novemberkaktus har fået det latinske navn ”Schlumbergera” fra den belgiske gartner og planteindsamler, Schlumberger, som formodes at have opdaget planten på en rejse til i Brasilien, hvor den er naturligt udbredt. Her lever novemberkaktus på træstammer som epifyt, det vil sige en plante, der lever på en anden plante uden dog at tage næring fra denne.
Selvom novemberkaktus ikke ligner den typiske kaktus, så er det faktisk en plante i kaktusfamilien. Det er ikke en af de stikkende kaktusplanter, men derimod en såkaldt ”ledkaktus” med bløde, leddelte stængler.
Læs også: Pasning af julestjerne.
Smukke knopper og blomster
Novemberkaktus har ingen egentlige blade, men i stedet flade, leddelte grønne skud, der giver planten en let overhængende vækst. I det tidlige efterår danner novemberkaktus smukke knopper, som senere, omkring juletid, åbner sig og bliver til silkeagtige, klokkeformede blomster med lange støvdragere.
Planten fås i et væld af farver og er skøn at kigge på både i knopstadiet og fuldt udsprunget. Den er desuden blevet meget populær, fordi den lyser op i en tid, hvor der ellers er mangel på blomster.
Læs også: Pasning af kaktus.
Vanding og gødning af novemberkaktus
Novemberkaktus har det bedst i en tør til fugtig jord. Det er bedre at vande rigeligt få gange end at sjatvande ofte. Det er bedst at vande med regnvand, men du kan også godt bruge postevand, hvis du ikke har mulighed for at opsamle regnvand.
For at sikre et godt dræn bør du plante novemberkaktus i en potte med drænhul i bunden, så overskydende vand kan løbe fra planten. Har du ikke en potte med drænhul, kan du også godt bruge en almindelig potte, hvis bare du lægger et tykt lag drænende lecakugler i bunden
Se udvalget af skjulere her.
Udover at vande novemberkaktus regelmæssigt, er det også en god idé at tilføre gødning til planten jævnligt. Planten vil godt kunne klare sig uden, hvis jorden er tilstrækkelig næringsrig, men du vil opnå en smukkere knopsætning og blomstring, hvis du tilfører gødning.
Læs også: Skab vinterhygge med kalanchoe.
Få novemberkaktus til at blomstre igen
Mange betragter novemberkaktus som en sæsonplante, men det kan faktisk godt lade sig gøre at bringe den i blomst igen det følgende år. Hvis du ønsker at bringe din novemberkaktus i blomst igen, skal du placere den et køligt og mørkt sted efter afblomstringen i det tidlige forår.
Det vil faktisk være bedst for planten, hvis du glemmer alt om den foråret og sommeren over, så den kan være i fred i sin hvileperiode. Vand novemberkaktus moderat gennem hvileperioden og tilsæt gerne flydende gødning ved hver vanding.
Se udvalget af gødning her.
Når det så bliver september, og dagene bliver kortere, kan du tage planten frem igen og placere den et nogenlunde lunt og lyst sted. Det vil nemlig sikre en god knopsætning.
Novemberkaktus kan holde sommerferie udenfor
Novemberkaktus er fortrinsvis en stueplante, men den kan faktisk godt bruges udenfor om sommeren, hvis bare den får en skyggefuld placering. Sommeren er nemlig hvileperiode for planten, og i denne periode har den bedst af ikke at stå for varmt. Derfor kan du godt lade den holde sommerferie udenfor, hvis bare den ikke får sol.