Pasning af fiskebensplante (Calathea)
2. oktober 2023Fiskebensplanter (Calathea) er særprægede planter
Fiskebensplanter, Calathea, er nogle af de mest dekorative og særprægede planter grundet deres blade. Bladene findes i mange forskellige former, størrelser og farver, og ikke to blade er ens på den samme plante.
Calathea er en planteslægt med cirka 100 forskellige arter, der alle stammer fra de tropiske egne af Amerika. Slægtens navn er afledt af det græske ord for kurv; kalathos.
Du kan kende Calathea på deres farverige blade, der ofte ligner håndmalede kunstværker. Farverne spænder lige fra lysegrøn og mørkegrøn til lyserød og bordeauxrød. Det danske populærnavn 'Fiskebensplante' kommer sansynligvis fra bladenes lighed med et fiskeskelet.
Planterne har en opret vækst, og at deres blade bevæger sig i forhold til ændringer i blandt andet luftfugtigheden, temperaturen og fugtmængden.
Pasning af fiskebensplanter
Fiskebensplanter er ikke kendt for, at være de nemmeste planter, men med den rette mængde varme og fugt, bliver de utroligt smukke.
Planterne kræver en placering, hvor temperaturen er høj – helst mellem 22-28°C om sommeren og 16-18°C om vinteren. Planterne trives ikke i direkte sol, men egner sig langt bedre til mere skyggefulde steder i boligen, hvor de får moderate mængder af indirekte lys.
Du kan med fordel placere flere fiskebensplanter sammen, da det er med til at øge luftfugtigheden, som meget gerne må være høj. Herhjemme kan det være svært at opfylde planternes ønske om en høj luftfugtighed, men det kan du heldigvis afhjælpe med en simpel metode. Læs mere i afsnittet nedenfor.
Fiskebensplanter trives bedst med plads omkring rødderne, så når de fylder pottenskjuleren ud, er det tid til omplantning i en større potte. Brug en porøs pottemuld og lav et godt dræn i bunden af potten med leca.
Vanding og gødning af Calathea
Calathea har brug for høj luftfugtighed, så overbrusninger eller våde sten under potten er nødvendigt, hvis planten skal trives optimalt.
Du kan overbruse med vand i en forstøver dagligt hen over sommeren og 1-2 gange ugentligt hen over vinteren. Du kan også stille planten i en underskål med våde sten eller i en potte med fugtig sphagnum.
Udover den høje luftfugtighed skal du sørge for, at Calathea vandes rigeligt om sommeren med lunt vand uden kalk. Pottejorden skal gerne være jævnt fugtig, hvilket generelt kræver 2 -3 vandinger om ugen.
Calathea kan gødes jævnligt i vækstperioden med flydende gødning i forbindelse med vandingerne hver 14. dag. Om vinteren skal planterne ikke gødes og kun vandes sparsomt.
Beskæring af fiskebensplanter (Calathea)
Som udgangspunkt er det ikke nødvendigt at beskære fiskebensplanter, men planten står flottere, hvis du fjerner ranglede skud samt beskadigede og tørre blade.
Ønsker du nogle mere tætte planter, kan du fjerne lange skud hurtigst muligt, så du fremmer væksten fra planternes midte. Det er bedst at bruge en saks frem for at rykke bladene ud – her risikerer du at ødelægge plantens andre blade.
Tegn på mistrivsel
Fiskebensplanter er ikke kendt for at være de nemmeste planter at passe, hvorfor de af og til mistrives. Nedenfor kan du læse om de mest gængse tegn på, at din plante mistrives.
- Tørre/krøllede blade: planten står sandsynligvis for tørt og koldt. Hæv temperaturen, øg vandingen i takt med den højere temperatur og undgå træk.
- Blege blade: planten får sandsynligvis for meget direkte sol. Placer den et mere skyggefuldt sted, og giv eventuelt gødning ugentligt i vækstsæsonen.
- Gule blade med spind: planten er sandsynligvis angrebet af spindemider. Sprøjt med 'Insektfri Spruzitm' og øg luftfugtigheden.