{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Pasning af Monstera (Fingerfilodendron)

12. september 2023
Monstera

Monstera: Grøn plante med finurlige, hullede blade

Monstera er en planteslægt med omkring 50 arter, der oprindeligt stammer fra de tropiske egne af Nord- og Sydamerika. Slægtens latinske navn kommer af ordet monstrøs, og er en henvisning til planternes unikke, hullede blade. Den er også kendt under navnet fingerfilodendron, der undertiden også staves fingerphilodendron.

Planten vokser naturligt i tropiske regnskove, hvor den har evnen til at klatre op ad træer og blive utroligt høj. Den bliver ikke ligeså høj herhjemme, men med årene kan en sund Monstera godt blive flere meter høj.

Monstera er blevet uhyre populær igen på grund af dens store, flotte blade med de finurlige huller. Planterne er utroligt dekorative, og ikke to blade er ens. Her i guiden kan du læse meget mere om pasning af Monstera-planten. 

 

Hvorfor har Monstera (Fingerfilodendron) huller i bladene?

Forskere har også spekuleret over dette, og de er kommet frem til to forskellige teorier, der kan forklare plantens huller i bladende.

Den første teori går på, at hullerne i bladene maksimerer plantens overfladeareal, hvilket gør, at den kan optage mere sollys på bunden af regnskoven. Den anden teori går på, at hullerne i bladende gør planten mere hårdfør overfor regnskovens tropiske regnskyl, da vandet ikke samler sig på bladene og tynger eller ødelægger planten. 

3 populære sorter af Monstera

1. Monstera deliciosa, der på dansk kaldes Fingerfilodendron, er den nok mest kendte og mest populære plante i Monstera-slægten. Den går også under betegnelsen Monstera pertusum, og i nyere tid kendes den måske bedst som ’Bloggerplanten’ på grund af dens beskedne pasningskrav. 

Fingerfilodendrons særpræg er de mørkegrønne og blanke blade, der med tiden danner de karakteristiske fligede huller, som planten er kendt for.

I naturen kan fingerfilodendron blive utroligt høj, da den har en evne til at klatre op ad regnskovens træer. Der er set eksempler, hvor planten har vokset sig højere end 18 m. Du behøver dog ikke have højt til loftet, hvis du er vild med fingerfilodendron. Der er nemlig simple metoder, hvorpå du kan styre dens vækst. Læs hvordan under afsnittet om pasning.

 

2. Monstera adansonii, der også kaldes 'Swiss Cheese Plant' og 'Monkey Mask', er knap så kendt som Fingerfilodendron, men er bestemt en stueplante, der er ligeså interessant af udseende.

Den tropiske plante har et specielt og anderledes udtryk, og den gør sig særligt godt på en hylde eller reol, hvor dens unikke blade får lov til at hænge ned langs væggen. Ligesom Fingerfilodendron har Monstera obliqua hullede blade – de er blot mindre og lidt anderledes af udseende.

 

3. Rhaphidophora tetrasperma, der bærer populærnavnet Monstera minima, er en smuk grøn plante med særprægede og unikke blade. Den forveksles ofte med ’storesøsteren’ Fingerfilodendron, men har mindre blade og en hurtigere tilvækst.

Bladene er specielle med deres dybe revner på begge sider af bladene. Denne Monstera er hurtigt voksende, hvorfor det kan være en fordel at styre væksten lidt ved at lade planten gro op ad noget, fx en plantevæg eller en mospind.

Pasning af Monstera - Plantorama
Pasning af Monstera - Plantorama

Plantning af Monstera

Monstera foretrækker en luftig pottemuld, som er rig på sphagnum. I forbindelse med plantningen kan det være en fordel at sætte en mospind eller blomsterpind ned i potteskjuleren, så planten har noget at støtte sig til. Det gælder især for fingerfilodendron, som har luftrødder (rødder der vokser over jorden).

Fingerfilodendrons luftrødder kan blive ret lange og hjælper i naturen planten med at klatre op ad træer. Her vil en pind være ideel til at holde plantens vækst opret.

Monstera obliqua og minima gør sig udmærket som ’hængeplanter’, og har ikke nødvendigvis brug for den samme støtte. Du kan læse meget mere om, hvordan du holder styr på Monsteras vækst længere nede i artiklen. 

 

Pasning af Monstera

Pasningen af Monstera er heldigvis ikke en vanskelig affære. Med den rette tilgang kan selv de mindst plantekyndige få succes med denne skønne, grønne plante.

Monstera trives bedst med masser af indirekte sollys. Du skal helst undgå at stille planten i direkte sollys, da du så risikerer, at bladene bliver svedne. Monstera kan også stå i rum, hvor det er begrænset med naturligt lys, men det er ikke optimalt for dens vækst.

Holder du lidt øje med din Monstera, kan du hurtigt fornemme, om den står for lyst eller mørkt; for lyst giver typisk gule blade, og for mørkt giver typisk blade uden de karakteristiske fligede huller.

Monstera foretrækker almindelig stuetemperatur (20 - 30⁰) og en høj luftfugtighed. Herhjemme kan det være svært at opfylde plantens ønske om en høj luftfugtighed, men dette kan du heldigvis afhjælpe med en simpel metode. Læs mere om den nedenfor.

 

Vanding og gødning

På trods af at Monstera er en plante fra regnskoven, trives den bedst med moderate og regelmæssige vandinger. Monstera kan godt lide at tørre ud mellem vandingerne, hvorfor det kun er nødvendigt at vande den én gang om ugen.

Du tjekker bedst, om din Monstera har behov for vand ved at stikke fingeren ned i jorden – er de øverste par cm tørre, er det tid til at vande. Selvom planten ikke stiller store krav til vandingen, er den særligt glad for fugt. Derfor bør du forstøve bladene jævnligt.

Monstera-planten vokser allerede hurtigt, men du kan sagtens hjælpe den yderligere på vej med gødning. Hvis du ønsker, at planten bliver så stor som mulig, skal du tilføre flydende gødning én gang om måneden i forbindelse med vandingen hen over foråret og sommeren.

Monstera

Hold styr på væksten

Monstera er hurtigt voksende planter, hvis de står under de rette forhold, hvorfor det kan være nødvendigt at holde styr på plantens vækst. Monstera har for vane at skyde i flere forskellige retninger, og den kan hurtigt blive for stor og voldsom i de fleste hjem.

For at mindske overdreven vækst skal du regelmæssigt fjerne nye skud. Du kan med fordel plante skuddene i deres egne potteskjulere, hvor de kan vokse sig til store planter. Sådan sikrer du bedst, at din Monstera ikke vokser sig for stor, og du får ovenikøbet flere planter ud af det.

Monstera er dog utroligt smuk, når den får lov til at vokse sig stor. Store Monstera har dog godt af støtte, da de normalt gror som vandrette klatreplanter. Du kan give planten støtte med en mospind, blomsterpind eller en snor fra loftet.

 

Tegn på mistrivsel

Selvom Monstera er en hårdfør plante, kan den godt mistrives, hvis ikke den placeres det rette sted eller passes korrekt. Nedenfor kan du læse om de mest gængse tegn på, at din Monstera mistrives.

  • Sorte pletter på bladene: planten står sandsynligvis et sted med for lav temperatur. Flyt planten til et lunere sted.
  • Tørre/brun pletter på bladene: planten får sandsynligvis for meget direkte sol, og bladene bliver svedne. Placer planten et sted med indirekte sol i stedet.
  • Blege blade: planten mangler sandsynligvis næring. Gød planten med flydende gødning i forbindelse med vanding.
  • Gule/brune blade: planten vandes sandsynligvis for meget. Lad plantejorden tørre ud og vand mindre fremover.

Monstera trives bedst med indirekte sollys. Står den for lyst, får den typisk gule blade, og står den for mørkt, får den typisk blade uden huller. Monstera skal vandes moderat og må godt tørre ud mellem vandingerne. Overbrusninger skaber en højere luftfugtighed, som planten godt kan lide. Du kan tilføre flydende gødning til vandingsvandet forår og sommer.

Gule og/eller brune blade skyldes sandsynligvis overvanding. Du kan afhjælpe problemet ved at lade jorden tørre ud og vande mindre fremadrettet.

Du kan give din Monstera støtte ved at placere en mospind, blomsterpind eller lignende i skjuleren, når du omplanter. Så får planten noget at kravle op ad og du har bedre styr på dens vækst. Du kan også binde en snor fra loftet og lade planten krave op på denne måde.

Monstera trives bedst med en luftig pottemuld, som er rig på spagnum.

Monstera trives bedst med indirekte sollys. Står den for lyst, får den typisk gule blade, og står den for mørkt, får den typisk blade uden huller. Monstera skal vandes moderat og må godt tørre ud mellem vandingerne. Overbrusninger skaber en højere luftfugtighed, som planten godt kan lide. 

Man laver stiklinger af Monstera ved at finde en stængel og følge den til nærmeste led. Fra leddet skal der helst være 2-3 stængler med blade samt antydningen af en luftrod. Man klippet under leddet og luftroden. Herefter plantes stiklingen i fugtig pottemuld, så leddet og luftroden er under jorden. Jorden holdes fugtig konstant, indtil stiklingen har etableret et rodnet. Stiklingen kan flyttes over i en potte, når rødderne er min. 4 cm lange.