{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Sådan ompotter du stueplanter

13. september 2023
Ompotning af stueplanter

Hvornår skal stueplanter ompottes?

Hvis du er i tvivl om, hvornår stueplanterne trænger til ompotning, er der nogle tegn, du kan holde øje med:

  • Er potten blevet for lille i forhold til plantens størrelse?
  • Virker pottejorden trist og sammenfaldende?
  • Er planten holdt op med at vokse?
  • Stikker flere rødder ud af potten?

Som udgangspunkt anbefaler vi, at større og kraftigt voksende stueplanter ompottes hvert år, mens de mere langsomt voksende stueplanter ompottes hvert andet eller tredje år.

 

Hvorfor skal stueplanter ompottes?

En stueplante får generelt bedre vækstbetingelser, når den pottes om, da pottejorden med tiden falder sammen og skadelige næringssalte ophober sig.

Alle planter har ikke de samme krav til jorden, men de fleste vil trives i en god pottemuld tilsat vækstler. Denne type ler deponerer næringsstoffer og vand til senere frigørelse, og giver samtidig rødderne modstand, så rodsystemet bliver mere findelt.

Til orkidéer, middelhavsplanter og sukkulenter kan du købe specielle jordblandinger, som er tilpasset disse plantegrupper.

Trin for trin-guide: Ompotning af stueplanter

 

Trin 1

Dyp først hele planten i en spand med vand, og lad den suge vand til sig.

Trin 2

Slå derefter potten forsigtigt af, og fjern den øverste jord fra toppen og siderne uden at beskadige rødderne.

fortsat ompotning af stueplante
ompotter stueplante

Trin 3

Husk, at den nye potte skal være noget større end den gamle - gerne så du kan klemme dine fingre ned mellem potteklump og pottevæg.

Trin 4

Sørg for, at der er et godt dræn i krukken ved at lægge leca eller vækstler i bunden af krukken, inden du fylder jord i.

ompotning stueplante

Trin 5

Anbring planten i potten, og kom frisk jord ned om siderne og tryk let til. Fyld efter med jord.

ompotning stueplante

Trin 6

Vand potteplanten godt igennem efter ompotning.

Trin 7

Trim potteplanten, hvis det er nødvendigt. Det gør du ved at fjerne beskadigede blade og grene.

Trin 8

Vand regelmæssigt, og gød med stueplantegødning gerne en måned efter ompotning.

færdig ompottet stueplante