Sådan laver du den fineste efterårskrans
26. november 2024Efterårskrans i brændte farver
Efteråret er i fuld gang. En årstid, hvor vi rykker lidt tættere sammen indendørs og som inspirerer til en masse hyggelige kreative projekter. Jeg har valgt at bringe efteråret ind i hjemmet med en evighedskrans i gyldne farver. Sammen med Plantorama giver jeg har mit bud på, hvordan en efterårskrans kan se ud.
En smuk krans kan bruges mange steder. Den kan både hænge på væggen, på døren eller bruges som en del af pynt på bordet eller en efterårsborddækning.
Det fine ved en evighedskrans er, at den er lavet af tørrede blomster og blomster som tørrer flot op, og kan derfor holde i rigtig lang tid. Hvis man på et tidspunkt gerne vil have et nyt look til sin krans, kan man altid binde den op og genbruge nogle af blomsterne.
Brug havens blomster i dine kranse
Mange blomster fra haven egner sig til at blive tørret, og kan bruges i en efterårskrans eller i årets juledekoration.
Gå en tur i haven og se, hvad du har. Jeg har selv tørret lidt hortensia fra haven og brugt det i min krans. Du kan også supplere med grene, som også vil give en flot efterårslook. Det er slet ikke så svært at lave en flot krans. Kig med, og se hvordan du nemt kommer i gang.
Det skal du bruge
Halmkrans Ø30 cm
Ståltråd
2 bundter eukalyptus
1 bundt Limonium Diamond
1 bundt Helichrysum (gul)
1 bundt Helichrysum (rød)
1 bundt Amaranthus
1 potte hedelyng
Lidt tørret hortensia fra haven
Sådan laver du kransen
Start med at binde eukalyptus rundt om halmkransen. Halmkransen behøver ikke at være helt dækket af eukalyptus, for der kommer mange andre blomster på, som vil dække.
Nu skal blomsterne på. Lav små buketter med de forskellige tørrede blomster, sæt buketterne på kransen en efter en med ståltråd. Hvis du synes det er nemmere at håndtere de små buketter ved at samle dem med lidt ståltråd kan du også gøre det.
Sørg for at noget af eukalyptussen kommer op mellem buketterne, så det ikke bare bliver mast ned mod halmkransen.
Når du har været hele vejen rundt om kransen med buketterne, kan du klippe kransen lidt til, hvis det er nødvendigt, så den bliver flot rund og symmetrisk.