Adventskrans i monokromt luksuslook
15. april 2024Artiklen er skrevet af den digitale influenser Mette, der er passioneret designentusiast med hang til DIYs og boligindretning. Følg også med ovre på Mettes blog monsterscircus.
Adventskrans klædt i rødt
Julen står for døren og det er for alvor tilladt at agere “pyntenisse”. Med Plantorama som juleassistent nr. 1 får du her inspiration til at skabe et moderne arrangement med røde julestjerner.
Supplér den traditionelle jul med et monokromt luksuslook. Stilen er hyggelig og omfavnende med fokus på lys og sprudlende, varme farver i den mørke tid.
I julen er der visse elementer, der er obligatoriske for de fleste; velsmagende julemad, klippe-klistre dage og levende lys. Du kan tilføje ekstra liv og finesse ved at dekorere med lidt natur. Julestjernen er en klassiker, som er en selvskreven gæst ved julebordet.
Julestjernen har her fået følgeskab af lidt ekstra julefinesse i form af en eventyrlig adventskrans.
Afslappet, uhøjtidelig og uforudsigelig - så er julestemningen slået an. Pynt dit hjem efter samme devise og nyd hvordan roen og hyggen spreder sig ud i alle kroge af dit julehjem.
Der er ingen krav til dine blomsterbinderevner, så længe du bruger oasis som bund. Idéen er lige til at gå til.
Det skal du bruge til en adventskrans i monokront luksuslook
6 røde julestjerner
Diverse tørrede blomster
Oasisring
Lys
Lysholdere
Sådan gør du
Læg kransen i blød i en balje med vand, til den er tung og vandmættet - montér lysholdere og lys.
Stik julestjerner i enkeltvis hele vejen rundt, indtil kransen er helt fyldt.
Afslut med varierende længder af tørrede blomster og placér de fire lys i lysholderne.
Tip
Forlæng holdbarheden på de afklippede julestjerner ved at stikke enden af stilkene ind i stearinlysets flamme og brænd forsigtigt enden af stilken, så mælkesaften ikke løber ud af “såret”. Afskårne julestjerner holder sig smukt op til 2 uger.
Du kan også skifte visne blomster ud med friske løbende, så din smukke krans holder hele julen igennem.