Svævende juledekoration med WOW-effekt
4. december 2024
Artiklen er skrevet af Julie og Mikkel fra Another Studio. Til dagligt laver de kreativt content, foto, styling og meget mere indenfor alting bolig.
Svævende juledekoration med WOW-effekt
Et smukt og stemningsfuldt julebord slår stemningen an og gør madoplevelsen på juleaften endnu større. Men typisk fylder pynten midt på bordet, og det giver ikke meget plads til al maden.
I stedet kan du skabe en svævende juledekoration, der med garanti vil skabe WOW-effekt hos dine julegæster, og de behøver jo ikke at vide, at dekorationen faktisk var ganske nem at lave.
Følg listen med hvad du skal bruge og vores trin-for-trin guide, som du finder nedenfor og skab din egen svævende juldekoration.
Gå også på opdagelse i Plantoramas store julemarked, hvor du finder alt hjertet begærer for den perfekte julestund.
Læs også: Svævende juledekoration med julestjerner
Dette skal du bruge til en svævende juledekoration
- 2 renseribøjler
- Kunstige grene og tørrede eukalyptusstilke
- Fiskesnøre
- Silkebånd
- Julepynt
- Guldspray
- Ståltråd
- LED-kæde
Gå på jagt i vores kategori med alt til juledekorationer, hvori du finder alt du skal bruge til denne kreative juledekoration.
Se udvalget af alt til juldekorationer.
Sådan laver du juledekorationen
- Start med at forme de to renseribøjler til én stor cirkel. Ved bøjlehovedet skal du have snoet enden fri, så du kan begynde at forme.
- Saml de to bøjleender ved at sno dem om hinanden, og hæft så de to bøjlehoveder med ståltråd, så de forenes og ikke smutter fra hinanden. Kransen behøver ikke bygges op af bøjler, men kan være en anden kraftig ståltråd. De fleste har dog renseribøjler hængende i skabet, og det gør projektet mere tilgængeligt.
- Nu skal formen dekoreres, men inden skal du tage stilling til, om dine grene skal farves. Du kan nemlig snildt give eukalyptusstilkene guldspray, og som her spraymale de kunstige grene hvide og forskønne udtrykket ved at drysse glimmer på.
- Vikl nu de tørrede grene omkring og hæft med en tynd ståltråd to til tre steder på hver gren, så de følger bøjlens buede form.
- Nu skal kransen have fiskesnøre og monteres i loftet i en krog. Montér fiskesnøren på kransen 3-4 steder og bind gerne dobbeltknude, så vi er sikre på, at kransen ikke ender på bordet under julemiddagen. Brug gerne en klar fiskesnøre, da det giver illusionen af, at dekorationen svæver i det fri.
- Når kransen er monteret i loftet, skal pynten sættes på kransen. Klip silkebånd ud og bind på pynten og begynd nu at dekorere kransen. Placér pynten i forskellige højder, men vær opmærksom på, at det hænger over øjenhøjde på dine gæster, da det ellers vil genere under middagen.
- Når al pynten er sat fast på renseribøjlen med bånd og knuder, kan du tilføje LED-kæden, der sætter prikken over i’et. Sno den forsigtigt omkring kransen og lad batteriet hvile på bøjlen og gem den bag nogle af kransens blade.
Læs også: DIY eventyrlig dekoration til julens fester