Opskrifter
Sådan udnytter du tomathøsten
19. juni 2024Flåede tomater
Flåede tomater er lækre og kan bruges i mange forskellige retter. Der er intet, der slår den hjemmelavede version af flåede tomater.
Du skal bruge
Friske tomater
Sådan gør du
Hæld rigeligt vand i en gryde og bring det i kog.
Imens vandet bringes i kog, skærer du et kryds i skindet på bunden af tomaterne.
Fyld en skål med koldt vand.
Når vandet koger, lægger du tomaterne ned i vandet med en spiseske.
Tag forsigtigt tomaterne op efter et par minutter, når skindet begynder at løsne sig.
Læg tomaterne i skålen med det kolde vand.
Lad tomaterne afkøle, og fjern derefter skindet.
Tomatsovs
Har du lavet flåede tomater, kan du nemt og hurtigt lave din egen tomatsovs. Opskriften kan peppes op med krydderier og ingredienser efter smag og behag.
Du skal bruge
1 løg
Et stænk olivenolie
Lidt vand
Evt. chili, hvidløg, basilikum eller oregano
Flåede tomater
Sådan gør du
Hak løget fint og steg det i en gryde i olivenolien.
Tilsæt de flåede tomater og lidt vand, når løgene er klare i farven.
Tilsæt de krydderier eller ingredienser du ønsker.
Bring ingredienserne i kog og lad det koge indtil tomaterne er møre. Prik i tomaterne med en gaffel, for at tjekke om de er bløde. Går gaflen igennem, har de fået nok.
Tag gryden af varmen og blend ingredienserne til en cremet tomatsovs.
Tørrede tomater
Tørrede tomater er gode i både salater og kødretter. Under sydens sol soltørrer tomaterne, men herhjemme kan du tørre tomaterne i ovnen.
Du skal bruge
Et stænk olivenolie
Friske tomater
Salt
Frisk basilikum, rosmarin eller oregano
Sådan gør du
Tænd ovnen på 100°C.
Skær tomaterne i 1 cm. tykke skiver. Smør en bageplade med bagepapir i olivenolie og læg tomatskiverne ovenpå.
Drys rigeligt med salt og friske krydderurter efter smag og behag.
Placer bagepladen midt i ovnen og bag tomaterne i 4-5 timer.
Når tomaterne ser færdige ud, tages de ud af ovnen og køles af.
Ketchup
De fleste køber deres ketchup i supermarkedet, men har de først smagt den hjemmelavede tomatketchup, går de som regel aldrig tilbage.
Du skal bruge
Et stænk olivenolie
Lidt sukker
10 tomater
1 æble
1 skalotteløg
2 fed hvidløg
Krydderier efter smag og behag
Sådan gør du
Skær tomater, æble og hvidløg i grove tern.
Steg æble, løg og hvidløg i en gryde ved høj varme indtil løgene er bløde. Tilsæt sukker og lad det brune ingredienserne.
Tilsæt tomaterne og rør godt rundt i gryden.
Tilsæt de krydderier, som du ønsker din ketchup skal smage af.
Lad det hele koge en times tid, så ingredienserne koges godt igennem.
Tag gryden af varmen og blend indholdet.
Smag ketchuppen til med salt, peber, citronsaft og sukker, alt efter hvad du føler, at smagen mangler.