Høns

Sådan holder du høns i haven

Høns i haven

Gode råd til pasning af høns i haven

  • Hav kun 5-10 høns gående sammen, så flokken ikke bliver for stor for hønsene.
  • Gør redekasserne attraktive for hønsene med halm og hø. Det vil lokke hønsene op i reden, så du undgår æg på gulvet.
  • Montér siddepinde på min. 15 cm lidt højere oppe end redekasserne. Her kan hønsene sidde i fred for rovdyr om natten. Hjælp hønsene i gang med at bruge pindene de første par nætter.
  • Fodr gerne høns med et fuldfoder med alle nødvendige mineraler og proteiner. Tilføj korn og grønt til foderet og suppler med frø om vinteren. Husk at fodring med skaller er vigtige for æggeskallernes struktur. En høne spise ca. 140 g foder og drikker 200 ml vand om dagen.
  • Hønsegården skal minimum være 0,6 m2 pr høne, men hold gerne høns frit i haven. Hønsehuset skal ca. være 1 m2 til 3 høns.

 

Friske æg, gødning til havens planter og masser af sjov

Med tre til fire høns kan du få friske æg hver morgen, og så er de sjove og gode kæledyr til børn og dyreglade sjæle. Derudover kan hønsemøg anvendes som skånsom og naturlig gødning til havens planter, og du kan fodre hønsene med køkkenaffaldet, der ellers ville ryge ud.

Hvad enten du planlægger at holde høns for hyggens skyld eller med det formål at slagte dem, skal du vide, hvordan de passes på den rigtige måde.

 

Høns er sociale dyr

Høns er flokdyr og trives bedst i mindre flokke, som typisk består af en hane og 5-10 høns med deres kyllinger. De lever under rangorden med hanen som den øverste i hierarkiet, hvor bestemte høns hakker på de høns, der er under dem i hierarkiet.

En dominerende høne har førsteret til de bedste redepladser, sovesteder og føde. Hvis flokstørrelsen kommer over 25 høns, hakkes der mere efter hinanden for at opretholde en rangorden, da flokstørrelsen er større end den naturlige.

En hønes dag går med at søge føde, pudse fjer og støvbade. Det siges, at støvbadet hjælper hønsene med at rense fjerdragten for skæl, parasitter og overflødigt fedt. Normalt lægger en høne et æg om dagen, og den foretrækker at lægge ægget i den samme rede hver dag.

Redekasserne kan gøres attraktive for hønsene med enten halm eller hø for at lokke hønsene op i reden. Således undgår du æg på gulvet.

 

Høns sidder helst på siddepinde

Om natten foretrækker hønsene at sidde på pinde, så de er i sikkerhed for rovdyr. Siddepinde monteres, så der er min. 15 cm pind til hver høne. Pindene monteres lidt højere oppe end redekasserne. På den måde mindsker du risikoen for, at hønsene bruger reden til at overnatte i.

Når du får hønsene, kan de ikke altid selv finde ud af at bruge siddepindene om natten. Derfor kan det være en god ide at sætte dem på pindene de første aftener. Herefter skulle de gerne selv kunne finde ud af det.

 

Fodring og vanding af høns

Høns lever af stort set alt, hvad de kan finde på jorden; frø, spirer, insekter, orme, snegle og nedfalden frugt. Det er ingen videnskab at fodre høns, men det er vigtigt for deres trivsel, at de tilbydes et ordentligt foder.

Du kan give dine høns et fuldfoder, som indeholder alt det, høns har brug for af mineraler og proteiner. En stor høne i fuld æglægning har brug for ca. 140 g foder om dagen. Det varierer dog altid afhængig af alder, race, aktivitet, temperatur og produktivitet.

Du kan også give et foder med korn, som høns holder meget af. Som hønseejer er det hyggeligt at se hønsene komme løbende ved fodertid. Du kan fodre med byg eller hvede, men hvis hønsene har et lavt energiniveau eller tendens til fedme, er hvede dog ikke det bedste at fodre med. I sådanne tilfælde er en blanding på en-til-tre passende.

Høns har også brug for grønt, så når det er muligt, bør du fodre med det. Det kan være ukrudt fra haven eller afklippet græs. Du skal blot være opmærksom på, at det ikke ligger i dynger, hvor det begynder at kompostere.

Om vinteren må du godt kræse ekstra meget for hønsene, da deres energibehov er højere. Du kan supplere foderet med solsikkefrø, hampefrø, rapsfrø og majs. Desuden bør høns have fri adgang til skaller, som er vigtige for, at æggeskallen får den rigtige struktur.

Det er vigtigt, at hønsene altid har tilgang til rent vand. En høne drikker 200 ml vand dagligt - 5 høns drikker altså 1 liter vand om dagen. Vandtruget skal gerne vaskes et par gange om ugen med lidt klorin i vaskevandet som desinfektion.

 

Pladskrav til høns

Høns skal minimum have 0,6 m2 plads, men jo mere plads jo bedre. Du kan sagtens lukke hønsene ud i din have, hvor de vil gå og luge ukrudtet bort. De vil selv søge ind i hønsehuset, når det begynder at blive mørkt.

I hønsehuset behøver der ikke være ret meget plads, da hønsene helst vil sidde tæt på deres siddepinde. Ofte er 1 m2 hønsehus nok til 3 høns.

 

Udrugning af hønseæg

En høne begynder at ruge på æggene, når reden er fyldt op med ca. 6-10 æg. Når hønen ruger, forlader den sjældent reden, og den siger advarende lyde, når andre nærmer sig. Det tager omkring 21 dage, før æggene er udrugede. Du kan sagtens lægge æg fra andre høns under en skruk høne, da hun vil behandle dem som sine egne.

Det er kyllingerne selv, der hakker sig vej ud af ægget. Hønen passer godt på sine kyllinger; hun forsvarer dem, holder sammen på dem, stimulerer deres fødesøgningsinstinkt og beskytter dem mod varme og kulde. Når kyllingerne er 8-10 uger gamle, forlader hønen dem. De skal nu tage vare på sig selv og finde deres plads i flokkens hierarki.

 

Regler for hønsehold

Det er som udgangspunkt tilladt at holde høns i sin have. Meget få kommuner har udstedt et generelt eller lokalt forbud mod hønsehold i haver. Haner er generelt ikke så velkomne i byzoner, da de jo galer, og det kan være generende for naboen. Du kan dog sagtens holde høns uden at have en hane i hønsegården.

I byzoner er det tilladt at have omkring 8-10 høns. Der kan hentes mere information på kommunens hjemmeside eller ved at kontakte teknisk forvaltning.

Læs flere tips & tricks

Grøn inspiration og gode råd til bolig, have og dyr

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 95.000 andre

Plantorama bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her