Høns

Så nemt er det at holde høns

Så nemt er det at holde høns - Plantorama

Artiklen er skrevet af gæsteblogger Nana, der på mitlandliv skriver om sin hverdag på landet med blandt andet høns, køkkenhave og gård.

 

Derfor elsker jeg at holde høns

Jeg har i flere perioder af mit liv haft høns, og jeg elsker at have høns. De er hyggelige, de lægger æg, og de er nemme at passe. Jeg synes ligefrem, at de virker beroligende. Jeg bliver helt stille indeni, når jeg sidder og ser på mine høns.

Der er desuden, synes jeg, noget grundlæggende tilfredsstillende ved at passe dyr. Da vi for nylig flyttede og havde en hønseløs periode, savnede jeg at snakke med hønsene, at fodre dem og at hente æg. Nu har vi heldigvis høns igen.

Så nemt er det at holde høns - Plantorama
Så nemt er det at holde høns - Plantorama

Vores høns Maren, Putte og Karen

Vi har tre høner. En Maran og to Araucanaer.

Vores Maran hedder Maren. Jeg har ikke haft en Maran før, men Maren er alletiders skønne høne, og jeg vil gerne have flere af hendes slags. Hun er ret tam, vældig køn og fuld af charme. Når vi nærmer os hønsegården, kommer hun løbende imod os i fuld fart, mens hun gokker på den sødeste måde.

Hun spiser helst af hånd, vi får lov til at ae hende, og hun sidder gerne på arm. Hvis sandheden skal frem, har Maren ikke lagt et eneste æg endnu. Hun er stadig en helt ung høne. Men når hun begynder at lægge æg, skulle de gerne være chokoladebrune.

Ud over Maren har vi to Araucanaer, Putte og Karen. Araucanaer er også smukke fugle. Med deres haleløse rumper har de et meget karakteristisk udseende.

Vi har tidligere haft høns af den race, og jeg kan ikke forestille mig et hønseejerliv uden Araucanaer. De lægger nemlig nogle meget kønne turkis æg. Jeg oplever, at Araucanaer er relativt sky, men det bærer jeg over med til gengæld for deres særlige æg.

Så nemt er det at holde høns - Plantorama

Det er nemt at holde høns

Det er min erfaring, at det er nemt at holde høns. Når først hønsehus og hønsegård er på plads, er der meget lidt arbejde med hønsene i det daglige.

Vi har halm i hønsehuset. Det skifter vi af og til, og et par gange om året gør vi hovedrent. Vores høns går i en meget stor hønsegård, og vi kan nøjes med at muge ud i gården et par gange om året. Hønsene får selvfølgelig mad hver dag, deres vand bliver skiftet et par gange om ugen, og de får skaller, når de mangler.

Her havde jeg nær skrevet: ”... og ellers passer de sig selv”, og det gør de, men vi går tit ud og snakker med hønsene, smider en bunke nyluget ukrudt ind til dem, giver dem en håndfuld vildfuglefrø eller sidder bare og kikker på livet i hønsegården.

Jeg synes, at høns er til meget lidt besvær, og at de giver mange glæder.

 

Høns i haven

Høns, der går frit i en have, er et skønt syn. Og vi lukker da også af og til vores høns ud i en del af haven. Men kun når vi selv er der, og når vi er sikre på, at vi husker at få dem ind i hønsegården igen. Vi vil så nødigt have besøg af ræven.

Når vi holder egne høns, er det fordi, det er sjovt og hyggeligt, men også fordi vi gerne vil vide, at de æg, vi spiser, kommer fra høns, der lever under optimale forhold. Når vores høns ikke altid går frit, sørger vi til gengæld for, at de har god plads i hønsegården og adgang til forskellig underholdning.

Så nemt er det at holde høns - Plantorama

Udvidelse af vores hønsehold

Vi har en masse planer for og ideer til udvikling og udvidelse af vores hønsehold. Vi vil gerne have flere høns, meget gerne mange forskellige slags høns der lægger æg i fine farver. Vi leger med tanken om at få en hane. Vi bor på landet, og her må man gerne have haner. Vi tænker, at vi vil lade vores høner ruge et par kyllinger ud.

Vi ønsker os en ny hønsegård som skal stå på vores gårdsplads. Vi har før haft hønsegård på gårdspladsen, hvor vi kommer mange gange hver dag, og hvor vi kan følge med i livet i hønsegården fra køkkenvinduet. Det vil vi gerne have igen. Hønsene skal helst bo tæt på os, synes vi.

Vi drømmer også om et større hønsehus med god plads på siddepinden til de forhåbentlig mange høns. Hvordan det alt sammen kommer til at gå, vil jeg fortælle om i nogle kommende artikler.

Læs flere tips & tricks

Få tilbud og gode råd direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 165.000 andre