{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}
To brune høns går på græs i en hønsegård bag træhegn og net
11. februar 2026

Sådan holder du høns i haven

Guide til høns i haven - Sådan kommer du i gang

Det at få høns i haven behøver ikke være et stort projekt. Med 3-4 høns kan du vågne op til friske æg – og et hyggeligt lille hønseliv lige udenfor døren. Samtidig får du en praktisk bonus: Hønsemøg kan bruges som skånsom, naturlig gødning til havens planter, og hønsene kan sagtens forkæles med friske rester fra køkken- og urtehaven. Og du kan endda være så heldig, at hønsene napper af havens ukrudt.

Uanset om du planlægger at holde høns i haven for hyggens skyld eller for at blive selvforsynende med æg, er det en fordel at vide, hvordan du kommer godt fra start. Vi har samlet alt, du skal vide, her i guiden.



Høns er sociale flokdyr

Høns er flokdyr og trives bedst i mindre flokke, som typisk består af 1 hane og 5-10 høns med deres kyllinger. Hønsene lever under rangorden med hanen som den øverste i hierarkiet, hvor bestemte høns hakker på de høns, der er under dem i hierarkiet. Dette er helt normal opførsel blandt en hønseflok.

En dominerende høne har førsteret til de bedste redepladser, sovesteder og føde. Hvis flokstørrelsen kommer over 25 høns, hakkes der mere efter hinanden for at opretholde en rangorden, da flokstørrelsen er større end den ville være naturligt.

En hønes dag går med at søge føde, pudse fjer og støvbade. Det siges, at støvbadet hjælper hønsene med at rense fjerdragten for skæl, parasitter og overflødigt fedt. Normalt lægger en høne et æg om dagen, og den foretrækker at lægge ægget i den samme rede hver dag.  

 

 

Valg af hønsehus

Et godt hønsehus er fundamentet for et trygt og velfungerende hønsehold. Det skal først og fremmest give hønsene læ, ro og et tørt sted at sove – og det betaler sig at vælge et hus, der passer til både antal høns og din hverdag.

Du kan sagtens selv bygge dit hønsehus. På den måde får du muligheden for helt selv at bestemme udformning og størrelse, så det passer perfekt til dit behov. Du kan også købe hønsehuse som færdige løsninger i flere forskellige størrelser, hvilket kan være mere overskueligt.

Uanset hvilken løsning du vælger, anbefaler vi, at du behandler træet, inden det tages i brug. På den måde sikrer du en langt bedre holdbarhed – faktisk fordobler du typisk hønsehusets levetid med behandling.

 

Størrelse på hønsehuset:

Som tommelfingerregel bør du regne med ca. 0,3–0,5 m² gulvplads pr. høne inde i huset (mere er altid bedre, især hvis hønsene indimellem må blive inde pga. vejr eller rovdyr). Huset skal være vindtæt og regntæt, men stadig have mulighed for ventilation højt oppe, så fugt kan slippe ud uden at det trækker ved hønsene.

 

Størrelse på hønsegård/løbegård:

Til udendørsarealet er en god rettesnor mindst 1-2 m² pr. høne i en løbegård – gerne større, hvis de ikke får lov at gå frit i haven. Jo mere plads, jo mindre slid på jorden og jo færre konflikter i flokken.

Bor du på landet eller i et område, der er plaget af ræve, er det en fordel at lægge volieretråd ud i bunden af hønsehuset – gerne under jorden. Så kan ræve og andre rovdyr nemlig ikke grave sig ind og nappe dine høns.

Køber du et færdigbygget hønsehus, anbefaler vi, at du stiller det ovenpå en slags sokkel, fx af fliser, så det nederste træ er løftet over den fugtige jord. Det mindsker risikoen for råd og svamp i bunden, giver bedre ventilation under huset og gør det sværere for skadedyr at gemme sig tæt på hønsehuset.

 

Indretning, der får hønsene til at trives:

  • Redekasser: Høns lægger æg i redekasser, som kan gøres mere attraktive med enten halm eller hø for at lokke hønsene op i reden. Således undgår du æg på gulvet.

  • Siddepinde: Om natten foretrækker hønsene at sidde på pinde, så de er i sikkerhed for rovdyr. Siddepinde monteres, så der er minimum 15 cm pind til hver høne. Pindene monteres lidt højere oppe end redekasserne. På den måde mindsker du risikoen for, at hønsene bruger reden til at overnatte i. Når du får hønsene, kan de ikke altid selv finde ud af at bruge siddepindene om natten. Derfor kan det være en god ide at sætte dem på pindene de første aftener. Herefter skulle de gerne selv kunne finde ud af det.

  • Hønsehuset bør være lystæt om natten (for ro og tryghed) og gerne kunne lukkes godt af, så det føles som et sikkert “soveværelse”.

Vælg også gerne et hønsehus, der er nemt at gøre rent – fx med en luge, der giver god adgang, og materialer der kan tåle vask. Jo lettere det er at holde tørt og rent, jo sundere bliver miljøet for hønsene – og jo mere glæde får du af dit hønsehold.


Høns

Foder til høns

Høns lever af stort set alt, hvad de kan finde på jorden. De går og skraber i jorden efter frø, spirer, insekter, orme, snegle og nedfalden frugt. Men for at hønsene trives – og især for at de lægger æg stabilt – er det vigtigt, at du supplerer med et ordentligt grundfoder hver dag.

Du kan give dine høns hønsekorn, der er en blanding af korn og majs eller vælge en komplet foderblanding i pilleform, der oftest bruges til æglæggende høns. Pillefoder er en nem løsning, fordi hønsene ikke kan sortere i det, og dermed får de alle de næringsstoffer, de har brug for.

Fodrer du med hønsekorn, bør du altid supplere med skaller. Hønsene sluger nemlig foderet, og skallerne hjælper dem med at “male” kornet i kråsen. Samtidig er skallerne med til at tilføre kalk i den daglige kost, så hønsene producerer æg med en hårdere skal.

 

Hvor meget foder har en høne brug for?

Hvor meget foder en høne har brug for, afhænger af alder, race, aktivitet, temperatur og hvor meget den lægger. Som tommelfingerregel kan du regne med ca. 140 g foder om dagen til en stor høne i fuld æglægning – men justér efter, hvor hurtigt skålen bliver tom, og hvordan hønsene ser ud.

Høns har også brug for grønt, så når det er muligt, bør du supplere med det. Det kan være ukrudt fra haven eller afklippet græs. Sørg blot for, at det ikke ligger i store bunker, hvor det kan blive varmt og begynde at kompostere. 

Om vinteren må du godt kræse ekstra meget for hønsene, da deres energibehov er højere. Du kan med fordel supplere foderet med solsikkefrø, hampefrø og majs, og sørge for, at de fortsat har adgang til skaller om vinteren.

Hønsene skal altid have adgang til rent vand. En høne drikker typisk 200 ml vand dagligt, så 5 høns kan nemt drikke 1 liter vand om dagen. Vandtruget skal gerne vaskes et par gange om ugen, eventuelt med lidt klorin i vaskevandet som desinfektion.

 

Hvor meget arbejde er der med et hønsehold?

Den daglige pasning af høns tager typisk kun 10–15 minutter. Du skal tjekke, at de har frisk vand og foder, samle æg – og ikke mindst lukke hønsene ud om morgenen og ind i hønsehuset igen om aftenen, så de er i sikkerhed for rovdyr og nattens kulde.

For at holde hønsegården pæn og hygiejnisk er det også en god idé at fjerne eventuelle foderrester dagligt. Gamle rester kan blive våde, mugne og tiltrække skadedyr, så giv hellere mindre ad gangen og fyld op efter behov.

Hvis du får nogen til at hjælpe, mens du er væk hjemmefra, kan de i princippet nøjes med at tjekke op på hønsene hver anden eller tredje dag – men vi anbefaler, at det gøres dagligt, især for at sikre vand, trivsel og at hønsene bliver lukket korrekt ind og ud.

Du kan også anvende vand- og foderautomater, så hønsene egentlig kan klare sig selv i et par dage uden opfyldning - det kan være en fordel, hvis du fx er væk en weekend.

Vand- og foderautomater skal hænges op i snore eller kæder, så de ikke bliver blandet med jord og snavs, når hønsene går rundt og skraber i jorden. Sørg også for, at foderet står i læ for regn, så det ikke bliver vådt og dårligt.

Derudover skal der muges ud i hønsehuset efter behov. Hvor ofte det er nødvendigt, afhænger især af antal høns og størrelsen på huset. Dog vil vi anbefale, at man gør rent en gang om ugen.

Hønsemøget kan bruges som gødning til havens planter, som vil elske den ekstra næring.

 

Oftest stillede spørgsmål

Et velfungerende hønsehold kræver især:

  • Eventuelt registrering i CHR (hobbyhold).
  • Hønsehus + indhegnet hønsegård/løbegård, så hønsene holdes på egen grund og ikke skaber gener.
  • Foder og frisk vand hver dag – plus løbende rengøring.
  • Rovdyrsikring (fx solidt hegn/volierenet og sikker lukning om natten).
  • Tilsyn: Du skal kunne tjekke dem dagligt – også i ferieperioder (aftal pasning).

Det er som udgangspunkt tilladt at holde høns i sin have. Få kommuner har udstedt et generelt eller lokalt forbud mod hønsehold i haver. Haner er generelt ikke så velkomne i byzoner, da de jo galer, og det kan være generende for naboen. Du kan dog sagtens holde høns uden at have en hane i hønsegården.

Du kan også forsøge dig med at lukke døren til hønsehuset, så lyset ikke kommer ind, og hanens gal på den måde bliver forsinket eller udsat.

Der kan hentes mere information på din kommunes hjemmeside eller ved at kontakte kommunens tekniske forvaltning.

Gode byzone-principper (som næsten altid betaler sig):

  • Placér hønsegård/hus, så lugtgener og støj minimeres
  • Hold hønsehus og hønsegård rent og opbevar foder rotte-sikkert
  • Vær ekstra bevidst om hane
  • Tjek også regler for småbygninger/placering ved skel, så du bygger rigtigt fra start

 

Du kan ikke love “ingen rotter”, men du kan minimere risikoen rigtig meget. Kommuner lægger typisk vægt på, at foder opbevares og udlægges, så det ikke tiltrækker skadedyr.

Gode rotte-vaner:

  • Brug foderautomat (gerne med spildbakke) og giv kun den mængde, de spiser op.
  • Fjern foderrester hver dag – især vådt/fersk grønt.
  • Opbevar foder i tætsluttende beholdere.
  • Undgå foder på jorden og ryd op omkring huset, så der ikke er “gemmesteder”.

Høns er stort set altædende og bruger gerne dagen på at skrabe i jorden efter frø, spirer, græs, insekter, larver, orme og små snegle. Det er en stor del af deres naturlige adfærd – men i en have kan de sjældent dække hele behovet selv.

Som basis bør de derfor altid have et godt hønsefoder, fx pillefoder til æglæggende høns (fuldfoder) eller en blanding af korn/majs som supplement. Derudover kan du give grønt som græsafklip, ukrudt og grøntsagsrester i små mængder (fjern rester igen, så det ikke bliver dårligt og tiltrækker skadedyr).

Husk også:

  • Friskt vand hver dag
  • Skaller/grit (skaller hjælper fordøjelsen og giver kalk til æggeskaller)

Pladskravet afhænger naturligvis af antallet af høns, og hvilken race de er. Som udgangspunkt skal høns minimum have 1-2 m² plads hver, men jo mere plads jo bedre. En hønsegård kan faktisk ikke blive for stor.

I hønsehuset behøver der ikke være ret meget plads, da hønsene helst vil sidde tæt på deres siddepinde. Ofte er 1 m² hønsehus nok til 3 høns. Du kan sagtens lukke hønsene ud i din have, hvor de vil gå og luge ukrudtet bort. Her kan det være en fordel at sætte et 90-100 cm højt hegn op langs haven eller i et område.

Hønsene vil selv søge ind i hønsehuset, når det begynder at blive mørkt. Nogle racer er mere flyvske end andre, så det kan i nogle tilfælde være nødvendigt med et bur.

 

Fritgående høns

Høns trives godt, når de kommer ud af hønsehuset. Her kan de finde føde i græsset, som ikke findes inde i hønsehuset, men som er sundt og nærende for dem.

De fritgående høns vil spise alt fra ukrudt, græs og nedfaldne frugter til insekter, orme og snegle. Der kan altså også være fordele for dig i at lade dine høns gå frit omkring i haven.

Som udgangspunkt skal alle, der holder fjerkræ – også hobbyhøns – registrere dyreholdet i CHR. Det betyder i praksis, at der ikke rigtig findes et “antal uden registrering”, hvis du vil følge reglerne. Dog kan man være fritaget fra at registrere sig, hvis man opfylder bestemte betingelser:

  • Æg, kød og andre produkter anvendes udelukkende til egen husholdning.
  • Levende dyr, avlsmateriale og produkter flyttes ikke væk fra din besætning.
  • Levende dyr, avlsmateriale og produkter sendes eller modtages ikke til/fra andre lande.

 

Læs mere om reglerne her.

Nej, en hønseflok fungerer fint uden en hane. Når der ingen hane er til at passe på hønsene og sørge for at holde styr på flokken, er det blot en høne, der indtager rollen som øverst i hierarkiet. Dette vil typisk være den ældste i flokken. 

Hvis du har en hønseflok, som går frit rundt, kan du opleve, at den bliver mere spredt uden en hane.

Du får stadig æg uden en hane – en hane er kun nødvendig, hvis du vil have befrugtede æg/kyllinger.

 

Det afhænger af antal høns, størrelse på huset og strøelse, men en god tommelfingerregel er:

  • Dagligt: Fjern våde klatter/områder og tydelige foderrester, så det ikke mugner.
  • 1–2 gange om ugen: Skift det mest beskidte strøelse (fx under siddepinde).
  • Hver 2.–4. uge: Fuldt skift af bundlag (tit oftere om vinteren, hvis der er mere fugt).
  • Et par gange om året: Grundig rengøring og evt. kalkning/aflusning efter behov.

Målet er, at huset er tørt, lugtfrit og uden ammoniak-lugt – det er det bedste pejlemærke.

Reglerne kan variere efter hvor du bor, men de typiske “huskepunkter” er:

  • CHR-registrering for fjerkræ/hobbyhold.
  • Lokale regler i byzone/sommerhusområder: Nogle steder er der fx rammer for antal høns, placering (afstand til skel), lugt/støj og krav om indhegning.
  • Hane og støj: I flere kommunale regulativer/vejledninger er der særlige hensyn ved hane og morgengal.
  • Gødning og hygiejne: Hønsemøg skal håndteres, så det ikke giver lugtgener.
  • Skadedyr: Foder må ikke tiltrække rotter og andre skadedyr.