Kat
Når katten er alene hjemme
26. november 2024Katten kan godt være alene hjemme
I de fleste tilfælde har katte ingen problemer med at være alene hjemme, når du for eksempel er på arbejde, så længe de har adgang til friskt vand og foder.
Skal din kat være alene hjemme over en længere periode, eksempelvis en weekend, skal du sørge for dagligt tilsyn. Udekatte har nemmere ved at klare sig selv, da de skaffer deres egen føde og samtidig bliver aktiveret. Indekatte er derimod afhængige af deres ejer, både når det kommer til fodring og aktivering.
Du kan aftale med en ven eller nabo, at de dagligt sørger for rent vand, lækkert foder og ren kattebakke. Din kat vil værdsætte, hvis den besøgende tjekker, om den har det godt og bruger et øjeblik på social kontakt. De kan lege og kæle med katten eller sætte sig med en god bog en times tid. Det er en rigtig god idé, hvis den besøgende er kendt af katten, så der ikke opstår unødig utryghed under tilsynet.
Tegn på separationsangst hos katte
Har din kat problemer med at være alene hjemme, viser det sig ofte som urenlighed eller overdreven aktivitet ved din hjemkomst. Oplever du, at katten har besørget indenfor eller den løber forvildet rundt, kan den være utryg ved din manglende tilstedeværelse.
Adfærden kan være noget, katten har tillært sig fra killingestadiet, men det kan også være en reaktion på inaktivitet i for mange timer. Det er en fordel at tage katten med til dyrlægen for at udelukke, at det er en sygdom, der forårsager kattens adfærd. Forstå kattens (krops)sprog.
Væn katten til at være alene hjemme
Vil du gerne klæde katten godt på til at være alene hjemme, bør du begynde processen, når den er killing. Lærer katten at være alene hjemme, fra den er helt ung, vil risikoen for at udvikle separationsangst mindskes betydeligt.
Når katten skal vænnes til at være alene, er det altid en god idé at gå gradvist frem. Lad først killingen vænne sig til at være alene i et værelse med lukket dør, imens du stadig befinder dig i boligen.
Sørg for at katten har mad og vand, en katteseng og kradsebræt samt sit favoritlegetøj. Gradvist kan du vænne katten til at være alene i længere tid, og til sidst lade den færdes frit i boligen, mens du ikke er hjemme.
Forebyg separationsangst hos katte
Det vigtigste, du skal huske på, er, at din kat stadig skal aktiveres, selvom den faktisk passer sig selv. Giv den gerne aktiveringslegetøj, for eksempel en foderbold, hvor katten skal bruge kløgt og kræfter på at få ”sit bytte”. Vi har mange flere tips til aktivering lige her.
I nogle tilfælde kan separationsangst undgås ved at anskaffe sig to katte. Selvom katte jager alene, er de sociale dyr, der sagtens kan have gavn af hinanden. Vælger du to katte omkring samme alder og med samme sind, så kan de aktivere og holde hinanden beskæftiget, når de er alene hjemme. Det er en god idé at neutralisere katte, der går sammen, så der ikke opstår magtkampe og uønskede killinger.