{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Kat

Råd og vejledning til drægtige katte

26. november 2024
Få gode råd til drægtige katte hos Plantorama

Katte i løbetid

Hunkatte kan blive drægtige, når de er i løbetid. Løbetiden starter i 6-12 måneders alderen og varer omkring syv til ti dage ad gangen. Hyppigheden af kattens løbetid er meget forskellig - det er blandt andet afhængigt af racen og om hankatten bliver parret. 

Efter hunkatten er blevet parret, går der omkring 24 timer før, den får ægløsning, og yderligere 10-18 timer før ægget bliver befrugtet. Der går altså lidt tid, før løbetiden ophører, hvilket betyder, at din kat kan blive parret af forskellige hankatte, så killingerne har forskellige fædre. Dette kaldes "super fecundatio".

 

Drægtighedsforløb for katte

Hunkatten er normalt drægtig i 63-66 dage (ni uger), men dette kan sagtens variere fra kat til kat. Typisk syner katten først gravid efter sjette uge, men der er nogle enkelte tidlige tegn, du kan holde øje med.

Din drægtige kat vil sove, spise og drikke mere end normalt og danne rosa ringe på huden omkring dievorterne. Senere i forløbet, omkring femte og sjette uge, vil du begynde at kunne se graviditeten på katten. Maven vil udvide sig i takt med, at killingerne udvikler sig og bliver større. Hvor meget, katten lægger sig ud, afhænger af dens race, gener og killingernes størrelse. I slutningen af graviditeten, omkring ottende og niende uge, vil din kat ikke længere kunne skjule dens voksende mave.

Du kan også opleve, at din kat ændrer adfærd. Den søger måske mere kærlig opmærksomhed, end den plejer eller måske er den blevet mere reserveret. Uanset hvad skal du ikke bekymre dig, det er ganske normalt for drægtige katte.

Er du i tvivl eller bekymret for din kat, så tag den med til dyrlægen. Her kan de bekræfte en graviditet med sikkerhed og undersøge om katten er sund og rask. Når en graviditet er bekræftet, bør du udskifte det normale foder med et kvalitetsfoder til killinger.

Det er vigtigt, at din kattemor får en sund og god kost samtidig med, at killingerne får alle de nødvendige næringsstoffer. Vi anbefaler det energiholdige killingefoder fra Vitarex.

 

Forberedelse til fødsel af killinger

Normalvis klarer katte fødslen problemfrit og helt uden hjælp. Der, hvor du kan være behjælpelig, er at sørge for et roligt og trygt fødested til din kat.

Giv den en papkasse med et par bløde håndklæder i, hvor den kan føde sine killinger, når tiden er inde. Sørg for friskt vand og foder i nærheden af katten og flyt kattebakken tættere på fødestedet, så din kat får nem adgang. Vigtigst af alt er at sørge for ro og fred omkring katten, så den ikke er utryg og stresset, når den skal føde sine killinger.

 

Fødsel af killinger

Selvom katten bravt klarer fødslen uden hjælp, kan det være en fordel at være til stede og være opmærksom på, at alt forløber normalt.

Katte får typisk mellem to og fem killinger, der fødes med 10-60 minutters mellemrum. Din kattemor vil hvile sig mellem hver killing og kan faktisk holde pause i et helt døgn. Dette er dog atypisk i forhold til den gennemsnitlige fødsel, som varer 2-6 timer.

Du skal kontakte din dyrlæge hvis:

  • Fødslen tager længere tid end 6 timer
  • Der går mere end 3 timer mellem killingerne
  • En killing sidder fast i fødselsgangen
  • Katten har veer og ikke føder en killing indenfor 1 time
  • Der kommer grønt og ildelugtende udflåd ud
  • Katten bløder eller virker svag og syg
  • Der ikke følger en moderkage med hver killing

 

Efter fødsel af killinger

Når en killing er født, vil den straks kæmpe sig ud af fosterhinden. Din kat vil helt naturligt hjælpe killingen, men er hun for udmattet eller i gang med en ny fødsel, skal du forsigtigt prikke hul på fosterhinden og hjælpe killingen ud.

Kattemoren vil derefter slikke killingerne rene for at stimulere deres vejrtrækning og blodomløb. Oplever du, at din kat ikke gør det, skal du hjælpe den og gnubbe killingerne i et håndklæde. Vend killingens hoved nedad, da det frigør eventuelle væske fra dens luftveje. Det kan ligeledes være en god idé at have en sprøjte klar, som kan suge væske og slim ud af luftvejene.

Killingernes navlestreng bliver som regel bidt over, men det sker, at katten ikke gør det selv. I sådan en situation skal du klippe navlestrengen over cirka 4 centimeter fra kattens mave med en skarp saks.

Du skal desuden være opmærksom på, at alle moderkager fødes, da de ellers kan forårsage infektion hos din kat. Det gør du helt simpelt ved at tælle moderkagerne – der skal være en for hver killing. Du skal ikke blive overrasket, hvis din kat spiser dele eller hele moderkagen. Det er ganske normalt, og giver katten masser af næring.

Når en killing er født, vil den søge mod kattemorens vorter og begynde at die i det omfang, kattemor tillade det i forhold til den næste fødsel.

Når alle killingerne er født, vil kattemoren typisk blive rolig og lægge sig i "måneform" omkring sine killinger. Det er på dette tidspunkt, at du kan lade katten få lidt alenetid med sine nye killinger.