Kat
Sådan bruger katten sine sanser
26. november 2024Kattens 5 sanser
Kattens sanser er gennem mange generationers jagt og overlevelse blevet utrolig raffinerede. Din kat fornemmer og føler ting med alle sine sanser - lige fra dens skarpe hørelse til dens sensitive næse. Katten er ligesom os udstyret med fem sanser:
- Lugtesans
- Høresans
- Synssans
- Følesans
- Smagssans
Kattens næse
Kattens lugtesans er fascinerende. Den bruger lugtesansen til at finde frem til, hvor musene og fuglene befinder sig, eller hvor du har tabt madrester fra gårsdagens aftensmad. Næsen er ekstremt sensitiv over for lugte, fordi den har over 200 millioner lugtfølsomme celler i næseborene, der gør kattens lugtesans 14 gange bedre end menneskets.
Det er dog ikke kun i forbindelse med mad, at katten anvender denne fantastiske sans. Lugtesansen bruges også til at kommunikere med andre katte på. Din kat har en såkaldt lugtecensor (det vomeronasale organ) i ganen, der gør den i stand til at skelne mellem feromoner. Dette kaldes også flehmen, og det er en helt unik måde at få informationer om andre katte på.
Kattens ører
Din kat gør god brug af sine store strittende ører, der gør den i stand til at opfange og adskille meget høje lyde – endda meget bedre end mennesker og hunde. Katten brillerer med sin evne til at opfange lyde med 80.000 svingninger i sekundet. Det lyder måske ikke af noget, men et menneske kan til sammenligning kun høre 20.000 og en hund 35.000. Din kats hørelse er altså helt uden sammenligning.
Katten bruger sin enestående hørelse til at lokalisere sit bytte. Dens ører kan dreje uafhængigt af hinanden, hvilket er yderst brugbart, når din kat skal finde frem til lydenes oprindelse. Katte er helt utroligt i stand til at skelne mellem lyde, der forekommer så tæt som otte centimeter fra hinanden.
Kattens øjne
Synssansen er helt unik for vores kære katte. Ved at udvide deres pupiller ser de verden fra en panoramisk vinkel. Det vil sige, at deres syn er perifert og hjælper dem til at fange en fugl eller mus’ bevægelser i et meget bredere perspektiv end menneskets. Det gør så også, at katte har en blind vinkel lige under deres hage.
En anden helt speciel egenskab ved kattens øjne, som du garanteret har lagt mærke til, er dens nattesyn. Et særligt lysreflekterende lag i øjnene, får dem til at lyse op - nærmest som to laserstråler - og gør din kat i stand til at se i mørke.
Kattens poter og knurhår
Knurhår og poter laver det undersøgende arbejde i kattens miljø og udgør størstedelen af kattens føleapparat. Ud over de søde knurhår i ansigtet, har katte hår bag på deres ben. Sammen hjælper de din kat til at føle ting omkring den og navigere rundt i smalle områder og åbninger. Denne evne giver din kat en bedre fornemmelse for sine omgivelser, inden dens nysgerrighed tager over.
Kattens tunge
Kattens smagssans er langt fra lige så udviklet som hos mennesket. Fordi de er kødædere, har de en smagssans, der identificerer og foretrækker fedt og animalsk protein, men det gør også, at de ikke er så gode til at smage hverken sødt eller salt. Deres knap så udviklede smagssans gør, at katten er mere afhængig af sin lugtesans for at smage på maden.