Når katten skal med på ferie
16. januar 2026
Huskeliste til katteferien
Katte færdes i deres eget territorie, som de kender, og hvor de er trygge. Med andre ord: Deres hjem er deres base. Derfor kan det være en udfordring at flytte din kat ud af sine vante omgivelser, fordi du gerne vil have den med på ferie.
Dermed ikke sagt, det er et umuligt projekt, men det er vigtigt, det er velovervejet. Flytter du katten, vil den lettere føle sig stresset, og har den mulighed for at komme udenfor, vil den muligvis løbe væk uden at kunne finde tilbage til dig.
Så skal katten med på ferie, anbefaler vi, at du holder den indenfor. Alternativt i sele og line, hvis den skal med udenfor og kun hvis din kat er vant til det. Ellers kan selen give mere stress end nydelse.
Tip: ID-mærk din kat med mikrochip – det øger chancen for, at den bliver fundet og kommer hjem igen, hvis den bliver væk.
Overvej pasning af katten
Det kan være en fordel for dig at overveje, om det er bedre med ’kattesitting’ i dit eget hjem eller få katten passet på et kattehotel eller -pension. I det tilfælde skal du være opmærksom på, om stedet stiller krav til vaccinationer. Derudover kan det være en god idé med antistressende tilskud op til og under opholdet.
Pakkeliste til katten
- Halsbånd med dine kontaktoplysninger, sele og line (både kort og lang)
- Kattebakke og grus
- Medicin
- Børste og kam (hvis det er en langhåret kat)
- Førstehjælpskasse
Download vores gratis pakkeliste her, og få det hele med.
2 rejsetips fra dyrlægen
- Pak et lille husapotek til katten hjemmefra, så I er klædt godt på til de fleste udfordringer.
- Undersøg hjemmefra, hvor nærmeste dyrlæge befinder sig, og noter kontaktoplysninger og træffetider.
Når katten skal med i bilen
Har du katten med på tur i bilen, skal du først sikre dig, at du transporterer den forsvarligt. Det gør du bedst med en transportkasse og ved ikke at efterlade den i bilen uden frisk luft.
Det er ikke unormalt, hvis din kat bliver stresset af køreturen, det gør mange katte. Du kan give tilskudsfoder, som virker beroligende på katten. Det kan du blandt andet få hos din dyrlæge.
Når katten skal med til udlandet
Skal du over grænsen med din kat, skal du være opmærksom på, om der er særlige regler i det land, du rejser til. Reglerne for vaccination, ormekur og undersøgelser samt ID-mærkning og chip varierer fra land til land, så det er en god idé at tjekke op på det i god tid før afrejse. Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
4 "huskere" til udlandsferien med din kat
Rejser du med katten til et EU-medlemsland gælder det, at katten skal:
- Være ledsaget af sin ejer under hele rejsen.
- Være lovligt ID-mærket med mikrochip.
- Have et gyldigt EU-selskabsdyrspas, som udstedes hos dyrlægen.
- Være rabiesvaccineret mindst 21 dage før afrejse.