{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Kat

4 tips til god pelspleje hos katte

26. november 2024
Plantorama | 4 tips til god pelspleje hos katte

1 Før du går i gang

Er du for nyligt blevet katteejer, er det en fordel at vænne killingen til pelspleje med det samme, da det gør det hele meget nemmere. Står du i en situation, hvor din kat ikke er vant til at blive børstet, men har en problematisk pels med knuder og filter, så kontakt din dyrlæge. Din dyrlæge vil kunne klippe hårfilter og knuder ud af pelsen på en skånsom måde. Du vil opleve en langt større velvære hos din kat, og du får samtidig mulighed for at starte på ny med god pelspleje.

Uanset din situation er det fornuftigt, at vente til katten er rolig og afslappet. Virker din kat utryg ved at blive børstet, kan du i stedet starte ud med kærtegn. Gør du det, vil din kats tolerance øges, og du kan gradvist gå over i pelspleje. Husk endelig at belønne din kat med både ros og godbidder - så opfatter den ”frisørtimen” som noget rart og positivt.

 

2 Daglig pelspleje

Når du dagligt kæler med din kat, kan du med fordel lade fingrene mærke pelsen igennem for filter og knuder. Føles pelsen let, luftig og blød, behøver du ikke foretage dig noget yderligere. Er pelsen filtret bør du med det samme kæmme den ud med en bredtandet kam for at forebygge knuder. Støder du på en knude, er det vigtigt, du ikke rykker i pelsen, da det er meget ubehageligt og smertefuldt for din kat. Klip i stedet knuden af.

 

3 Ugentlig pelspleje

Et par gange om ugen bør du børste eller kæmme din kats pels mere grundigt igennem. Anvend en specialbørste til katte, kaldet karte, hvor tænderne er dækket af blødt gummi. Du kan begynde med din kats yndlingssteder - som regel hage og hoved - og fortsætte med resten af kroppen.

Regelmæssig børstning er med til at holde din kat renere og sundere. Du har bedre mulighed for at tjekke din kat for tæger, lopper eller skader, som du ellers ville overse. Din kat vil også sluge mindre hår, hvilket betyder, at du slipper for en af de værste lyde katten kan lave - opkastning af hårboller.

 

4 årlig pelspleje

Du tænker måske, at katten selv sørger for at rense sin pels, men det kan være både nødvendigt og gavnligt at give din kat et bad. Det er ikke nødvendigt at bade katten mere end en-to gange årligt, da det kan forstyrre kattens naturlige balance af olier i huden og pelsen.

Inden du bader katten skal du sikre dig, at pelsen er filterfri, da vand får pelsen til at trække sig sammen, og det vil kun forværre problemet. Anvend altid shampoo og balsam der er designet til katte og sørg for, at rummet og vandet er dejligt lunt.