Planteguide til bedet ’stauder til skærehaven’
13. april 2026
Drømmer du om at kunne gå en tur i haven og komme tilbage med armene fulde af blomster? Bedet ’Stauder til skærehaven’ er et færdigt staudebed med 9 udvalgte stauder, der spiller smukt sammen i både farver og blomstring.
Bedet er sammensat, så du får et bed, der både står smukt i haven – og samtidig giver dig masser af blomster til vasen gennem sæsonen.
Her får du en enkel og brugbar guide til, hvordan du placerer, anlægger og planter bedet, så stauderne får den bedste start. Download planteguiden som PDF her.
Køb færdigbedet her.
Placering af bedet:
Bedet trives bedst i fuld sol/halvskygge. Du får den bedste blomstring med minimum 6 timers sol dagligt.
Sørg for at holde bedet omkring 1 meter fra hækken, da du nemt skal kunne komme rundt om hele bedet. Det er især vigtigt med dette bed, da det skal være muligt at høste blomster til buketter. Generelt er det en god ide at holde lidt afstand fra hækken, da den tager meget næring og ofte kommer der en del ukrudt fra hækken, som er godt at kunne klippe med plæneklipperen.
Bedet måler 1,2 x 2,4 meter.
Bedet er 1,2 meter bredt, så du nemt kan nå at plukke blomster fra begge sider.
Hvis du har en meget sandet eller leret jord, er det en god ide at forbedre jorden med jordforbedring.
Farverne i bedet holdes i rosa/pink nuancer - med et lille "splash" af den smukkeste blå ridderspore, som giver bedet dybde og kontrast.
Sådan anlægger du dit bed:
En god måde at markere dit nye bed er ved hjælp af din vandslange eller hvis du har en rest spraymaling, kan du tegne bedet op med den, hvorefter det er nemt at grave ud.

Stauder i pakken
A - Hjertegræs (Briza media)
B - Lampepudsergræs (Pennisetum alopecuroides ’Hameln’)
C - Brudeslør (Gypsophila repens ’Rosenschleier’)
D - Stjerneskærm (Astrantia major ’Roma’)
E - Ridderspore (Delphinium belladonna ’Bellamosum’)
F - Røllike (Achillea millefolium ’Summer Pastels’)
G - Purpursolhat (Echinacea purpurea ’Magnus’)
H - Kvæsurt (Sanguisorba officinalis ’Pink Tanna’)
I - Due-Scabiose (Scabiosa columbaria ’Pink Mist’)
Sådan planter du dine stauder:
Start gerne med at sætte dine stauder i en spand med vand, så de er vandmættet inden de kommer i jorden. Det giver dem de bedste betingelser for at etablere sig godt.
Brug tegningen til at placere dine stauder - brug gerne god tid på at få det helt rigtigt.
Når alle stauderne står, hvor de skal være, kan du grave dine huller. Grav hullet lidt bredere end potten og lidt dybere. Løsn jorden godt i bunden, men plant ikke dybere end den står i potten. Planten har lettere ved at få fat, når jorden omkring er løs, fremfor kompakt.
Når alle dine stauder er plantet, giver du bedet en rigtig god vanding. Herefter kan du evt. lægge jorddække på, som hjælper med at holde på fugten. Du kan bruge jorddække i form af græsafklip eller jordforbedring.
Bedet skal vandes indtil planterne er godt etableret. Planter du i efteråret, er du mindst afhængig af at vande. Planter du i forår/sommer, skal du være opmærksom på at få vandet godt, især i tørre perioder.
Blomstringsperiode
Blomstringen strækker sig fra juni til september, mens enkelte sorter – som fx stjerneskærm – allerede begynder i maj.
Sådan får du blomstring hele sæsonen
Du kan forlænge blomstringen ved løbende at klippe visne blomster af stauderne. Når blomsterne fjernes, inden planten sætter frø, stimuleres den til at danne nye blomster.
Den efterfølgende blomstring er ofte lidt mindre, men stadig meget fin.
🌿Tip: En stor del af stauderne giver en ekstra blomstring i sensommeren, når de klippes ned slut juni.
Vedligehold af bedet:
Bedet kræver lav til middel vedligeholdelse. Fjern visne blomster løbende for at forlænge blomstringen, og vær opmærksom på, at enkelte planter som fx ridderspore kan have behov for støtte.
Lad gerne toppe af planter og græsser stå vinteren over. De tilfører struktur i haven og fungerer samtidig som føde og gemmesteder for insekter og smådyr. Vent med oprydning og nedklipning til foråret, hvor planterne klippes tilbage for at give plads til ny vækst.
Læs også: 12 planter der styrker biodiversiteten i haven
Tips til at forlænge blomstringen:
Placér forårsløg i efteråret mellem stauderne. De kommer op mellem stauderne og giver tidlige blomster, når man længes mest efter farve i haven.
Vælg gerne flere forskellige typer, for at forlænge blomstringen mest muligt. Du kan fx sætte narcisser, tulipaner og allium.
Sæt forårsløgene i efteråret, hvor du stadig kan se hvor stauderne står.
Rigtig god fornøjelse med dit nye bed 🌸