{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Få en sommerklar altan

17. januar 2024
Få en sommerklar altan - Plantorama

Skrevet af Eva Pryds, www.evapryds.dk

 

Sommerliv på altanen

Ah sommer – alle altaners højtid!

Nu kan det for alvor mærkes, at det ekstra uderum virkelig er et ekstra rum, som ens hjem har. Parasollen findes frem fra kælderen, tekstiler og puder ligger klar og planternes dvale er ovre.

Det er nu, at man kan indrette sig med en eksplosion af farver, skønne tekstiler og gode møbler til afslapning. Tre ting, som jeg hver sommer prioriterer for at få den skønneste sommerlige altan.

Få en sommerklar altan - Plantorama

Alle regnbuens farver

Japansk ahorn i krukke er langsomt ved at springe ud i sin karakteristiske rødbrune nuance. Sammen med vinterens valg af skimmia i lys bordeaux, står den flot som en del af sommerens regnbuefarver.

Derudover har jeg tilføjet blomster i lyserød, lyslilla og gul. Blandt andet lyser smukke, gule solsikker op, mens prydbasilikum spreder den skønneste duft ved berøring. Den blomstrer med de fineste blå-lilla blomster, som vil tilføje endnu en farve til skalaen, som kan indgå i regnbuen.

Gå efter blomster, som du synes er flotte i farverne – det behøver ikke være så stramt overvejet, men må gerne være lidt tilfældigt farverigt og frodigt om sommeren.

Få en sommerklar altan - Plantorama

En lille, men fin blomst

Generelt er det smart at vælge planter til sin sommeraltan, som blomstrer hele sommeren. Det kræver selvfølgelig at man husker at vande og nippe dem, men så får man meget foræret hele sæsonen.

I år har jeg opdaget en ny blomst, som netop opfylder disse kriterier: tvillingeblomsten, som hedder Diascia Barberae på latin. Den kan i øvrigt godt klare at agere indendørs potteplante også – smart, ikke mindst når efteråret sætter ind.

 

Tip til tvillingeblomster

Tvillingeblomsten slynger sig gerne let, så den egner sig særligt godt til altankasser, ampler og hængepotter.

 

Spiselige blomster

Ikke nogen altan uden spiselige afgrøder. Krydderurter er et must i krukker, men også spiselige blomster er oplagt at gro på sin altan. Her er skovsyre og tallerkensmækkere især fine – begge dele har jeg fundet som små planter, som senere vil springe ud med både gule, orange og røde nuancer.

Brug de spiselige blomster som pynt på kager, i isterninger til saftevand eller som farverigt indslag i sommersalaten.

Få en sommerklar altan - Plantorama

Spanske margueritter – som træ!

Generelt kan jeg godt lide at mikse potter på altanen i alle størrelser, former og farver. Men især det, at tænke i forskellige niveauer på selve planterne, er også altid noget jeg går efter. Der må gerne indgå krukker med tætte, lave planter, mens andre godt må vokse i højden. Ligeledes må nogle godt være kompakte, mens andre have et lettere udtryk i deres vækst.

Normalt anser jeg spanske margueritter for at være en af de lavere og mere kompakte sommerplanter. Men faktisk fås de også som små opstammede træer, som er med til at skabe et dejlig let udtryk i sammensætningen af altanens mange sommerfavoritter.

Spanske margueritter fås i et væld af farver og er, ligesom førnævnte tvillingeblomst, en vækst der blomstrer hele sommeren. Hertil kommer, at de er hårdføre og lever længe, hvis de blot får vand, gødning og sol nok. Som en del af min idé om en regnbue-farveskala på årets sommeraltan, indgår disse på fineste vis med deres helt sarte lyslilla overside og en lidt mørkere underside, som et fint indslag.

 

Tip til spanske margueritter

Har du ikke selv haft spanske margueritter før, men nu har tanker om at købe dem, så prøv især at holde øje med hvordan blomsterhovederne folder sig fint op og i alt efter lyset.

Få en sommerklar altan - Plantorama