Havens bede

Havens bede

Inspiration til havens bede

Få smukke bede i haven

Haven er for mange et frirum, der især bruges som en forlængelse af boligen i løbet af sommerhalvåret. Hvordan, man ønsker, at haven skal tage sig ud, er naturligvis forskelligt, men mange vælger at indrette haven med bede.

Det ser da også skønt ud, når haven indrettes med forskellige slags bede, planter og blomster, der flot komplimenterer hinanden. Det er en kunst at skabe harmoni mellem havens bede og den øvrige beplantning i haven, men på denne side finder du inspiration samt tips og tricks til havens bede, så du kommer godt fra start.

Der er flere overvejelser, du bør gøre dig, for at få smukke bede i haven. Det er blandt andet vigtigt, at du overvejer hvilken type havebed, du ønsker og er mest velegnet i netop din have. Skal du anlægge et staudebed, kan du danne dig et overblik i vores artikel om planlægning af staudebedet.

Når bedtypen er på plads, bør du overveje hvilke farver og former, som planterne og blomsterne skal have. Det kan være flot at variere både farver og former, så udtrykket ikke bliver ensartet og kedeligt.

Sådan planlægger du et nyt bed

Når haveejere ønsker at anlægge et nyt blomsterbed, skal det typisk være et med en rig og varieret blomstring hen over hele havesæsonen. Derfor er det vigtigt at planlægge bedet og udvælge planterne efter blomstringstid, blomsterfarve og højde.

Du skal først og fremmest overveje, hvilke farver bedet skal have. Mange planter fås i flere forskellige farver, og det er gennem dit farvevalg, at du kan vise din personlige smag og stil. Hvilke farver, du foretrækker, er naturligvis en smagssag, men ud fra et æstetisk synspunkt kan det være en fordel at udvælge blomsterfarver, som komplimenterer havens øvrige planter.

Du bør altid arrangere planter i bedet efter devisen: høje planter bagerst i bedet, mellemhøje planter i midten af bedet og lave planter i forgrunden af bedet. Derudover er det en god idé at vælge planter med forskellige blomstringsperioder.

Det vil sige, at såvel forgrunden, midten og den bagerste del af bedet skal rumme både forårs-, sommer- og efterårsblomstrende planter, så bedet er spændende året rundt.

Det er også vigtigt at overveje hvilke vilkår, bedet giver planterne. Har du fx en plads, hvor planterne kan få masser af sol, kan du tilbyde dem halvskygge eller har du kun en lille skyggefuld plads til rådighed? Planter stiller forskellige krav til placering, og det er derfor vigtigt at overveje, om du har mulighed for at give planterne de omstændigheder, som de har brug for.

Endelig skal du overveje, om du ønsker, at planterne skal stå i rækker, grupper eller solitært. Planter i rækker giver et stringent look, som klæder den moderne bolig godt, hvorimod planter i grupper passer perfekt til den romantisk have.

Planter i stenbedet

Et stenbed er nok ikke det første en moderne haveejer overvejer, når der skal laves nyt bed i haven. Stenbedet er dog meget mere appellerende, end det lyder. Stenbedet er nemlig et oplagt havebed for de haveejere, som gerne vil mindske arbejdet med lugning og pasning mest muligt.

Stenbedet kan eksempelvis bestå af småsten som bunddække, store sten ind imellem, skønt indslag med vandsten samt flotte og inspirerende planter. Når det kommer til valg af planter til stenbedet, har bedets placering meget at skulle have sagt.

Du skal nemlig vælge planterne efter, om bedet er mere sydvendt eller nordvendt. Planter i et sydvendt stenbed skal generelt være glade for sol og kunne tåle udtørring. Planter i et nordvendt stenbed skal generelt kunne tåle større mængder af skygge. Få vores tips til, hvordan du planter et smukt stenbed.

Vælger du at kombinere forskellige arter af stenbedsplanter, kan du i blomstringsperioden komme hele farvepaletten rundt. Også uden for blomstringstiden viser stenbedsplanterne deres gode sider. Det fine løv bevarer nemlig sit friske udseende året rundt. På den måde giver stenbedsplanter noget frisk at se på hele året rundt. 

Et regnbed skåner miljøet

Et regnbed er en stor fordybning i haven, som opsamler regnvand fra husets tag. Regnvandet ledes fra taget og hen til regnbedet, hvor det opmagasineres indtil det siver videre ned i jorden.

Regnbedet samler det rene og nyttige regnvand, som ellers ville ophobe sig på veje og oversvømme kloakker, hvor det sammen med spildevand vil blive transporteret til rensningsanlægget.

Her bruger kommunen mange ressourcer på at rense vandet, så det er sikkert for borgerne, men der er ingen grund til at rense regnvandet, der allerede er rent. Hvordan regnbedet skal se ud, afhænger af smag og behag. Det kan være alt fra en forsænkning i græsplænen til et smukt og farverigt plantebed.

Vil du gerne skabe et smukt bed i haven, som samtidig er miljøvenligt, så er regnbedet en op lagt mulighed. Du skal blot overveje, hvilke planter der er robuste nok og som tåler at vokse under meget svingende forhold. Se vores forslag til velegnede planter til regnbedet.

Skyggebedets planter

Ligger din have hen i skygge eller ønsker du at anlægge et bed i den skyggefulde ende af haven? Der er stadig masser af muligheder for at plante skønne planter og blomster, som fint trives i havens skyggefulde afkroge.

Langt de fleste planter trives mest optimalt i sol eller halvskygge, men der findes midlertidig planter, som godt kan gro steder med fuld skygge. Det handler altså om at vælge de rigtige planter til skyggebedet i haven, altså med andre ord - vælge de planter, som trives i skyggen.

Du kan med fordel tænke på de planter, som vokser ivrigt i skoven under træernes store kroner. Disse planter får ikke megen lys, men synes alligevel til at trives udmærket. Særligt hostaer og bregner er gode planter til skyggebedet, da de tåler de reducerede lysmængde. Læs vores 7 bud på planter, der trives i skyggebedet.

Højbedet med stauder

Højbede er, som navnet afslører, bede, som er hævet fra jorden. De er særligt vellidt, fordi de gør pasningsarbejdet nemmere og er mindre belastende på grund af deres mere optimale arbejdshøjde.

Det kan faktisk være en fordel at plante stauder i højbedet frem for andre bede, fordi højbedet dæmmer op for invasionen af skadedyr. Desuden forlænger bedet vækstsæsonen, da jorden i det hævede bed bliver hurtigere varm og også holder på varmen længere. Læs hvordan du planter prydgræsser i højbede.

Højbede kan have mange forskellige funktioner i haven. De fungerer blandt andet godt som ruminddeler i haven, hvor de giver optimale betingelser for planternes vækst, og samtidig gør de luge- og pasningsarbejdet meget nemmere.

Du kan plante stort set alt i højbede – lige fra grøntsager og frugtbuske til sommerblomster og stauder. Det er kun fantasien og lysten, som sætter grænser. Højbede kan desuden være mere overskuelige bede for den knap så erfarne haveejer.

Udover at være gode for planterne, er de også gode for haveejeren. Det hævede bed gør nemlig pasningsarbejdet lettere. Desuden sikrer bedet overskuelighed i staudebedet og føjer en mere moderne stil til haven.

Få tilbud og gode råd direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 200.000 andre