{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}
Havekrukker
3. september 2026

Guide til valg af havekrukker

Find din krukkestil

Havekrukker er en nem måde at skabe stemning, farve og liv på terrassen, altanen eller i orangeriet.

Inden du vælger, er det en god idé at tænke over, hvor krukkerne skal stå, hvor store planterne bliver, og hvor meget pasning de kræver. Med den rette størrelse, det rette materiale og god dræning får planterne bedre vækstbetingelser, og krukkerne bliver nemmere at passe gennem sæsonen.


 

Vælg krukke efter størrelse og materiale

Det kan være en svær beslutning at vælge krukker til dit uderum, men gode krukker er værd at investere i, så du har glæde af dem længe. Når du skal vælge krukker til terrasse, altan eller have, er det en god idé at tænke over både udtryk, størrelse og materiale

 

Vælg den rette størrelse krukke

Størrelsen har stor betydning for, hvor godt planterne trives. Træer, buske og større planter har brug for god plads til rødderne, og derfor er en høj og rummelig krukke ofte det bedste valg. Skal du lave en let sammenplantning med sommerblomster, stauder eller krydderurter, kan en lavere krukke med en bred åbning give god plads til flere planter.

Som hovedregel er det en fordel at vælge en krukke, der er lidt større, end du umiddelbart tror. Jo mere jord der er omkring rødderne, desto bedre kan krukken holde på vand og næring. Det gør planterne nemmere at passe, især i varme perioder, hvor små krukker hurtigt tørrer ud. En større krukke giver samtidig planterne bedre plads til at vokse og kan mindske behovet for omplantning næste sæson.

Læs også: 10 sensommerplanter til havekrukken

 

 

Vælg krukke efter materiale

Materialet er også værd at overveje. Nogle krukker er tunge og stabile, hvilket kan være en fordel på udsatte steder med vind eller til større planter. Andre krukker er lettere og nemmere at flytte rundt på. Fiberkrukker og andre letvægtskrukker kan for eksempel være et godt valg til altanen eller til dig, der gerne vil kunne ændre indretningen af terrassen i løbet af sæsonen.

Der findes mange typer havekrukker i forskellige materialer, former og størrelser. Derfor kan det være en hjælp at kende forskel på dem, inden du vælger. I nedenstående afsnit får du et overblik over de mest almindelige materialer, så du lettere kan finde den krukke, der passer bedst til både dine planter og dit uderum.

 

Byg krukken rigtigt op

Når du har valgt den rette krukke, er næste skridt at bygge den rigtigt op. Jo større krukken er, desto vigtigere er det at have styr på både drænlaget i bunden og mængden af krukkejord, så planterne får de bedste vækstbetingelser fra start. I guiden Så meget jord og Leca skal du bruge i krukken kan du se, hvor meget du cirka skal bruge alt efter krukkens form og størrelse. 

Læs også: 10 efterårsblomster til havekrukken

 

Terracottakrukker

Terracottakrukker er alsidige havekrukker, som giver en sydlandsk stemning i uderummet. Direkte oversat betyder terracotta ”brændt ler”, og det beskriver egentlig også materialets naturlige look meget godt.

Den varme jordfarve med røde, gyldne og brune nuancer patinerer smukt og giver et skønt spil i overfladen, hvilket gør hver havekrukke helt unik.

De terracottakrukker, du finder i Plantorama, er imprægnerede, så de ikke smuldrer, når vinteren banker på. Vores nordiske klima gør det nødvendigt at behandle krukkerne, så vandet ikke trænger ind og krakelerer overfladen ved frost. Derudover er det altid en god idé at følge vores 7 tips til frostsikring af dine krukker.

Krukker af terracottaler forbliver porøse og let vandgennemtrængelige, så planten i krukken kan ånde. De har den unikke egenskab, at de kan indeholde en lille mængde vand, som frigives i takt med, at planten har brug for det. På den måde får en plante i en teracottakrukke mere luft til rødderne og kan derfor vokse bedre.

Glaserede havekrukker

Variationen er stor blandt de glaserede krukker, så her er noget for enhver smag og stil. Under produktionen dækkes de af en tyk glasur, som findes i et stort udvalg af farver og kombinationer.

Glasuren giver rig mulighed for at lege med overfladen på den brændte krukke, da der findes mange teknikker til netop glasering. Du finder både krukker med en blank og rå overflade. Andre har en overflade, der mest minder om lava og et månelandskab med små huller i glasuren.

De mange forskellige effekter er smukke og tilføjer karakter til krukkerne. Krukkerne er brændt ved 1200°C, hvilket gør dem særligt robuste til udelivet. Derudover er de meget nemme at tørre af.

Krukker i fibersten

Fibersten består af glasfiber og knuste sten, og de ligner mest af alt beton eller naturlig sten alt efter den endelige overfladebehandling. Materialet er stærkt og solidt og gør, at krukkerne tåler at stå ude året rundt. Derudover er de UV-bestandige, så de beholder farven år efter år.

Krukker i fibersten er lette, og derfor kan de med fordel bruges både inde og ude. Anvendes de inde, anbefaler vi at sætte en underskål under krukken, så kondens undgås.

Kurve i rattan

Rattan er et naturmateriale med masser af karakter. Alle vores rattankurve er fremstillet i enten CL rattan eller Kubu rattan.

CL rattan (tykkere) er oftest brun eller grå. Farven opstår ved, at barken pilles af grenene, hvorimod den grå farve på Kubu rattan opstår ved, at råmaterialet ligger i mudderkar i jorden i en uges tid. Når rattankurven er flettet, tørres den i solen og får deraf en naturlig farve alt efter årstiden.

Vi anbefaler, at du rengør rattan med en fugtig, varm klud. Naturligt råd forekommer med tiden, og det vil patinere materialet på charmerende vis. Hvis du ønsker at bevare kurvens udseende, anbefaler vi, at du skurer med en svamp, inden det trænger ind i materialet. Typisk er holdbarheden 1-2 år udendørs og +3 år indendørs.

Krukker i polyrattan

Polyrattan er kendetegnet ved sin slidstyrke og robusthed. Materialet er UV-behandlet, så det kan stå ude i al slags vejr og mister ikke sin farve i solen.

Materialet er tilmed let, så det gør krukkerne nemme at flytte rundt på, hvis du får lyst til at dekorere om i uderummet. Derudover er krukkerne gode til at skabe mindre rum på terrassen eller altanen. Vedligeholdelsen er supernem, da det blot kræver almindelig rengøring.

Artstone-krukker

Krukker i artstone er fremstillet af genanvendt plast og er 100 % genanvendelige. De har et karakteristisk marmorlook og kan bruges både ude og inde. I bunden sidder en prop, som kan fjernes, hvis krukken anvendes udendørs, så den bliver frostsikker.

Artstone er fremstillet af en blanding af syntetisk materiale og sten, og det er stenmaterialet i blandingen, der giver skjuleren den fine marmorerede overflade. Krukken er dog ikke tung som marmor og er derfor nem at flytte rundt.

Terrazzokrukker

Terrazzo er en blanding af indfarvet cement og små brudstykker af marmor. Det giver krukkerne et enkelt og elegant udtryk. Overfladen bliver vandslebet og poleret, hvilket gør dem let skinnende.

Over tid vil terrazzokrukker blive lysere i farven. Vil du beholde den dybe farve, kan du forsigtigt slibe med ståluld og give en beskyttende olie. Vi anbefaler, at du anvender rensemidler, der ikke er syreholdige, da de kan nedbryde marmoret i terrazzo.

Fordi terrazzo er et sammensat materiale, skal de flyttes med større forsigtighed, da kanter lettere slås af.

Smukke lyng i lyse røde og grønne nuancer i krukke

 

Havekrukker året rundt

Havekrukker kan bruges langt ud over sommermånederne. Med den rette beplantning kan du skabe liv, farve og stemning på terrassen, altanen eller ved indgangen året rundt. Det handler blot om at vælge planter, der passer til sæsonen, og krukker, der kan klare vejret.

Om foråret kan du fylde krukkerne med løgblomster, hornvioler, stedmoderblomster og andre tidlige forårsblomster, der giver farve efter vinteren. Når sommeren kommer, kan krukkerne plantes til med sommerblomster, krydderurter, prydgræsser eller grønne planter, som skaber et frodigt og indbydende udtryk.

I sensommeren og efteråret kan du skifte ud med planter som lyng, alunrod, asters, krysantemum og prydgræsser. De giver varme farver og struktur, når mange af sommerblomsterne begynder at takke af. Om vinteren kan krukkerne bruges til stedsegrønne planter, gran, kogler, grene og lyskæder, så uderummet stadig føles hyggeligt og levende.

Vil du have krukker stående ude hele året, er det vigtigt at vælge krukker, der er egnet til udendørs brug, og samtidig sørge for de rette forhold gennem vinteren. Krukken bør have et drænlag på 5-10 cm af vækstler eller Leca i bunden, så overskydende vand lettere kan løbe væk.

Hæv også gerne krukken fra jorden med krukkefødder, og placér den under halvtag eller anden overdækning, hvor den står mere beskyttet mod regn og frost. Vand kun sparsomt gennem vinteren, og undgå at bruge underfad, da vand kan samle sig og fryse til is.

 

Oftest stillede spørgsmål

Fiberstone og glaseret keramik er gode valg, hvis du ønsker holdbare havekrukker til udendørs brug. Det bedste materiale afhænger af, hvor krukken skal stå, og om den skal være let at flytte. Uanset materialet er det vigtigt at vælge en krukke, der er beregnet til udendørs brug, og sikre et godt dræn, så vand ikke samler sig og giver frostskader.

Ja, havekrukker til udendørs brug bør have hul i bunden, så overskydende regn- og vandingsvand kan løbe væk. Et godt dræn mindsker risikoen for, at rødderne står i vand, og at krukken beskadiges af frost. Læg gerne et drænlag på 5–10 cm af Leca eller vækstler i bunden. Læs mere om i vores guide Så meget jord og Leca skal du bruge i havekrukken.

Keramikkrukker har et dekorativt og solidt udtryk, og deres vægt gør dem stabile på udsatte steder. De fås samtidig i mange farver, former og overflader. Plastkrukker er lettere, nemme at flytte og kræver kun lidt vedligeholdelse. De er derfor særligt praktiske på altanen eller andre steder, hvor krukkerne ofte skal flyttes.

Havekrukker, der er beregnet til udendørs brug, kan stå ude hele året, når de klargøres korrekt. Sørg for et drænlag i bunden og at der er hul i bunden af krukken, hæv krukken med krukkefødder, og undgå underfad, hvor vand kan samle sig. Placér gerne krukken under et halvtag eller en anden overdækning, og vand kun sparsomt gennem vinteren. Skal krukken stå tom, bør både planter og jord fjernes, og krukken kan med fordel opbevares vendt på hovedet.

Vælg en krukke, der passer til plantens størrelse og vækst. Træer, buske og større planter har brug for en høj og rummelig krukke med god plads til rødderne, mens sommerblomster, stauder og krydderurter kan plantes sammen i en lavere krukke med en bred åbning. Som hovedregel er det en fordel at vælge en lidt større krukke, da mere jord holder bedre på vand og næring.

Lette krukker af f.eks. fibersten, artstone, plast eller polyrattan er gode valg til altanen, fordi de er nemme at flytte. På en udsat altan bør du dog vælge en stabil krukke, der ikke vælter i blæsevejr. Husk også at tage højde for den samlede vægt af krukke, våd jord og planter.