Blomsterløg

Udplantning og pasning af krokus

Få gode råd til pasning og plantning af krokus hos Plantorama

Kort om udplantning og pasning af krokus

  • Placer optimalt krokus i halvskygge. Får den for lidt sol, vil blomstringen udeblive, og får den for meget sol, vil blomstringen blive afkortet.
  • Ikke-hårdføre krokusarter plantes bedst i krukker, hvor løgene nemt kan tages op, når kulden kommer.
  • Krokus trives i veldrænet, men ellers almindelig havejord. Du kan sagtens tilføre lidt kompost eller mild gødning til jorden, selvom det almindeligvis ikke er nødvendigt.
  • Sæt forårsblomstrende krokus i jorden om efteråret og efterårsblomstrende krokus om sommeren. Sæt krokusløgene sammen i grupper af minimum 10 med en planteafstand på 5 centimeter.
  • Krokusløg er følsomme for udtørring, så du skal helst plante dem lige efter køb. Alternativt kan du opbevare dem tørt og mørkt.
  • Krokus’ blomstring kan fremskyndes ved at dække jorden omkring løgene med granris. Så holdes frost og sne væk og giver løgene lidt varme.

 

Smukt og nøjsomt lille vidunder

Krokus, Crocus, er egentlig en staude, men bliver ofte betragtet som en løgplante på grund af dens overvintrende knold. Der eksisterer flere end 30 arter af krokus rundt om i Europa, Mellemøsten og Nordafrika. Fælles for dem alle er deres lille størrelse; de bliver omkring 10-20 cm høje.

Hverken løget eller planten rager langt frem i landskabet, men den smukke blomstring, som typisk indtræder på et kærkomment tidspunkt, enten i det tidlige forår eller i det sene efterår, gør krokus til et helt vidunderligt bekendtskab. Krokus blomster findes i mange farver fra hvide og gullige til lilla og blå.

Hvornår de forskellige krokus blomstrer afhænger af sorten, men som udgangspunkt blomstrer de forårsblomstrende sorter sidst i februar og ind i april, og de efterårsblomstrende sorter fra september og ind i november. Udover at være smuk er krokus også meget nøjsomme, og med en minimal pasningsindsats kommer de igen år efter år.

Der findes altså både arter af krokus, som blomstrer i foråret, og arter som blomstrer i efteråret. Du skal i den sammenhæng være opmærksom på, at forårsblomstrende og efterårsblomstrende krokus skal sættes på forskellige tidspunkter af året. Husk at krokus først blomstrer 1-2 år efter, at du har sat dem ud i haven.

Placering af krokus

Krokus trives bedst i halvskygge. De må nemlig hverken få for meget sol eller stå helt i skygge. For lidt sol vil resultere i udeblivende blomstring, mens for meget sol vil afkorte blomstringen.

Du kan både placere krokus i havens bede, i krukker og i græsplænen. I havens bede vil de hårdføre krokus trives fint år efter år, mens det nok er smartest at placere de ikke-hårdføre krokusarter i krukker, så du har mulighed for nemt og hurtigt at tage løgene op af jorden, når det bliver for koldt.

Mange ynder desuden at sætte tidligt blomstrende løg i græsplænen, da løgene så ikke ”forstyrrer” havens øvrige vegetation. Netop krokus er meget velegnet til at placere i græsplænen, da den er afblomstret, når det er tid til at slå græsset.

 

Sætning af krokusløg

Efteråret er det bedste tidspunkt at sætte de forårsblomstrende krokusløg ud på, mens de efterårsblomstrende krokus skal lægges i jorden om sommeren, fra juli til august. Husk at krokus gør sig bedst i grupper, og du bør derfor altid sætte minimum 10 krokusløg sammen med en planteafstand på cirka 5 centimeter.

Krokus er meget nøjsomme, og derfor er det ikke den store videnskab at sætte krokusløg. Når først jorden er forberedt og klar, skal du ganske enkelt bare grave et hul og placere løgene med spidsen opad. Løgene skal placeres, så spidsen er omkring 10 cm fra jordens overflade. Dæk herefter plantehullet til med jord og tryk jorden på plads med hænderne.

Få krokus i jorden hurtigt efter køb

Krokusløg er relativt små, og derfor er de følsomme over for udtørring. De skal derfor helst i jorden, lige efter de er købt. Hvis du ikke kan få løgene i jorden med det samme, skal du sørge for at opbevare dem et relativt tørt og mørkt sted.

 

Tyvstart blomstringen på krokus

Hvis du slet ikke kan vente på, at dine krokus blomstrer, kan du faktisk godt fremskynde blomstringen et par uger. Krokusløg spirer ved temperaturer helt ned til 5 grader.

Derfor kan du fremskynde spiringen og blomstringen ved at dække jorden omkring løgene med et tykt lag granris. På den måde holder du frost og sne væk og sikrer løgene den smule varme, som de har brug for til at spire.

 

Pasning af krokus

Krokus trives fint i en veldrænet, men ellers ganske almindelig havejord. Det er vigtigt, at jorden er drænet, da krokusløg – ligesom andre blomsterløg – ikke kan holde til at stå i en tung og våd jord. For at sikre at jorden er tilpas drænet, kan det være nødvendigt at blande lidt sand eller grus i jorden, hvor du vil sætte krokusløg.

Hvis du gerne vil forkæle dine krokusløg, kan du tilføre lidt kompost eller en mild gødning til jorden. Det er dog som regel ikke nødvendigt, hvis bare jorden er almindeligt næringsholdig. Inden sætning af krokusløg er det en god idé at grave jorden igennem og rive, så den er godt porøs. På den måde kan løgene lettere bryde igennem jorden, når det er tid til at spire frem.

 

Gødning af krokus

Som allerede nævnt er krokusløg meget nøjsomme, og hvis jorden er almindeligt næringsholdig, er det ikke nødvendigt at gøde krokus. Det kan dog være nødvendigt at gøde, hvis du har mange krokus, som står i en græsplæne.

Her skal det enkelte krokusløg nemlig ikke kun kæmpe om næringen med artsfæller, men også græsset. Det kan derfor være en god idé bruge lidt NPK-gødning i denne situation.

 

Lad krokus folde sig ud

Krokus spreder sig meget let, og du kan derfor hurtigt få mange krokus rundt om i haven. Det gør imidlertid slet ingenting, når krokus nu er sådan en dejlig forårsbebuder. Derfor synes vi, at du skal lade dine krokus brede sig lige så tosset, de vil.

Du vil sætte pris på din gavmildhed, når krokusløgene blomstrer på et tidspunkt, hvor det meste af haven ikke er sprunget ud endnu eller er afblomstret.

Læs flere tips & tricks

Få tilbud og gode råd direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 200.000 andre