Buske

Gode råd og vejledding om sommerfuglebuske

Sommerfuglebusk

Gode råd til udplantning og pasning af sommerfuglebusk

  • Plant sommerfuglebuske ud om foråret eller efteråret
  • Placer sommerfuglebuske i fuld sol og en almindelig, veldrænet havejord
  • Vand sommerfuglebuske rigeligt i tiden efter udplantning og i tørre perioder
  • Tilfør sommerfuglebuske all-round havegødning om foråret
  • Beskær sommerfuglebuske kraftigt hvert forår

 

Udplantning af sommerfuglebusk

En sommerfuglebusk kan plantes ud hele året rundt, når bare jorden er til at arbejde med. Det udelukker altså vintermånederne, hvor der er frost i jorden. Typisk siges det, at efteråret er det bedste tidspunkt at plante ud på. Her er jorden nemlig dejlig lun efter sommerens varme og godt fugtig på grund af årstidens regn. Sommerfuglebuske kan dog også fint plantes om foråret og sommeren, hvis bare du er opmærksom på at vande rigeligt i tiden efter udplantning.

Hvis du planter sommerfuglebuske i krukker, er det vigtigt, at krukken er rigeligt stort, og at du laver et dybt drænlag af lecakugler eller potteskår i bunden.
Udplanting af sommerfuglebusk:

  • Grav et plantehul, der er rigeligt dybt og bredt. Løsn jorden i bunden af hullet.
  • Placer busken i en passende højde i hullet.
  • Vand rigeligt, før du fylder jord ovenpå, så vandet kommer direkte ned til rødderne.
  • Fyld plantehullet helt op med vand og lad det trække ned i jorden, før du fylder jord ovenpå.
  • Træd jorden fast omkring busken, når du har fyldt op med jord

 I tiden efter udplantning er det vigtigt at vande planten rigeligt. Husk at det er bedre at vande med store mængder ugentligt, fremfor at sjatvande hver dag.

 

Placering af sommerfuglebusk

En sommerfuglebusk vil trives bedst på en solrig placering. Den vil desuden gerne have luft omkring sig, men den skal helst ikke placeres på en meget åben plads med vind. Da risikerer du nemlig, at de tynde grene knækker.

Busken kan godt plantes i en krukke, men den gør sig bedst på friland, hvor den kan få lov til at brede sig. Det anbefales derfor at plante busken ud i havens bede.
Sommerfuglebusken tiltrækker flest sommerfugle, hvis der er god plads omkring planten. Sommerfuglene bryder sig nemlig ikke om trange steder.

 

Jordtype til sommerfuglebusk

Sommerfuglebusken stiller ikke de store krav til jordbunden. Den trives fint på en ganske almindelig havejord, men den foretrækker dog, at jorden er let tør, fremfor våd og tung. Har du en meget tung jord, kan det derfor være en god idé at blande med lidt sand eller spagnum. På den måde sikrer du, at jorden er tilpas veldrænet.

 

Vanding af sommerfuglebusk

En sommerfuglebusk foretrækker en let tør jord og den skal derfor ikke vandes særligt ofte, når den først er etableret. Faktisk får busken som regel den væske, den har brug for, fra naturens side. I tørre og varme perioder om sommeren kan det dog være en god idé at vande. Det er bedst at vande om morgenen eller aftenen, hvor fordampningen er lavest.

 

Gødning af sommerfuglebusk

Sommerfuglebusken er egentlig meget nøjsom, men den vil kvittere for en omgang gødning i det sene forår (maj), inden den skal til at danne blomster. En almindelig all-round havegødning er fin til sommerfuglebusken.

I stedet for at gøde sommerfuglebusken kan du med fordel lægge kompost omkring planten i foråret og efteråret, hvor komposten desuden fungerer som en lun "dyne" gennem vinteren.

 

Beskæring af sommerfuglebusk

En sommerfuglebusk har godt af at blive beskåret hvert år. Det sikrer nemlig en kompakt vækst og en rig blomstring. Det er desuden nødvendigt at beskære, hvis frosten har været hård ved grenene.
Når foråret melder sig (april), skærer du hele busken tilbage til 30 cm (15 cm for de lave varianter) over jordoverfladen. På den måde har busken plads til at danne nye, friske skud.

 

Deling af sommerfuglebusk

En sommerfuglebusk har ikke godt af at blive delt. Den vil helst blive stående, hvor den står. Hvis du beskærer den hvert år, som det anbefales, vil du ikke få problemer med, at busken bliver for stor og det er derfor ikke nødvendigt at dele den.Vil du gerne formere din sommerfuglebusk, gøres det bedst med stiklinger. Sommerfuglebusken er generelt nem at formere på denne måde. Vil du gerne have flere sommerfuglebuske, er det sikreste valg dog at købe planterne i et plantecenter, hvor du er sikker på, hvordan blomsternes farve udvikler sig.

 

Vinterdækning af sommerfuglebusk

Sommerfuglebusken kommer oprindeligt fra Kina og er ikke fuld vinterhårdfør i Danmark. Det betyder imidlertid ikke, at den behøver blive dækket om vinteren. Busken blomstrer nemlig på de skud, der er dannet samme år. Det stopper derfor ikke blomstringen, at grene fryser tilbage.

Vil du gerne forkæle din sommerfuglebusk om vinteren, kan du lægge et lag nedfaldent løv med granris ovenpå rundt omkring planten. Det er dog vigtigt at understrege, at planten sagtens kan overleve uden vinterdækning.

Har du sommerfuglebuske i krukker, skal de placeres frostfrit, men køligt. I en krukke er buskens rødder nemlig meget mere udsatte og det er derfor ikke nok at dække planten

Læs flere tips & tricks

Grøn inspiration og gode råd til bolig, have og dyr

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 95.000 andre

Plantorama bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her