Frø

Kom godt igang med forspiring

Plantorama | Få Signe Wennebergs råd til forspiring

Denne artikel er skrevet af forfatter og foredragsholder Signe Wenneberg.

 

Haveåret er i gang – og nu kan vi så småt forspire

Hvert eneste år er det så livsbekræftende. Haveåret begynder forfra. Hver eneste dag kommer der mere lys. Og lys er liv. Det betyder, at vi så småt kan begynde at forspire.

Vi kan i hvert fald gå i gang med den hyggeligste januar-havesyssel: At drømme og købe frø. Hvert år i januar sker det igen. Jeg må have frø. Jeg har dem liggende fremme. Jeg drømmer. Jeg er storforbruger, når det kommer til frøbreve.

Men det er noget af det forbrug, som man ikke engang behøver at have dårlig samvittighed over på klimamåden. Frø vejer ingenting. De koster næsten ikke noget CO2 at transportere rundt i landskabet. Og man får store grønne vækster ud af frøene, som tiltrækker bier, insekter, biodiversitet og alt muligt andet, der er godt for klima og miljø.

Lige nu har jeg set, at der – som altid – er tilbud på forskellige ting, som vores planteskole vil foreslå, at vi går i gang med: Læggekartofler. Kartoffelpotte. Så og -priklejord. Såkasser. Blomsterløg til sommerblomster - georginer, gladiolus, agapanthus og chokoladeblomst.

Jeg tror, jeg kommer til at købe det hele inden for de næste par uger for jeg kan ikke vente på at komme i gang.

Plantorama | Få Signe Wennebergs råd til forspiring

Kom godt fra start

Hvis du nu er ny i haven – og der er hele tiden nye generationer i haverne, heldigvis – så har jeg lige et par tips og trick. 

Læs også: 6 trin til forspiring af havefrø

 

Så- og priklejord

Køb endelig så- og priklejord. Det er ikke noget pjat, sådan som nogen tror. Det er meget vigtigt, at små frø får den helt rigtige start og mulden til potterne skal være meget ”fin” og ikke for ”stærk”.

Man kan ikke bare bruge fra kompostbunken og blande med noget gammel jord fra potter sidste år. Meget erfarne haveejere kender deres jords PH-værdi og så videre og kan lave deres egen så-jord. Jeg køber stadig priklejord i poser, selv om jeg har forspiret i mange år.

 

Planlægning

Lav en plan for 2018 i din have. Begynd nu. Man mister tit orienteringen i bare iver efter at komme i gang. Køb en pæn notesbog, som kun handler om din have. Skriv, hvad du skal have i hvilke bede og hvilke kasser og måske, hvis du er heldig, også i drivhuset. Skriv huskelister og indkøbslister.

Plantorama | Få Signe Wennebergs råd til forspiring

Forspire i minidrivhus

Du kan sagtens forspire i emballage, som du gemmer fra salat og tomater og den slags, der er pakket i klar plast. Men får du det gjort? Hvis du har glemt at gemme, så kan du købe et mini-drivhus, som kan gemmes og genbruges. Det har jeg ofte gjort.

Grunden til, at det er smart, er, at der er plastlåg på, som holder på fugt og varme, og det kan de små spirer lide. Men husk: Kommer der meget hård sol om dagen, så tager man låget af, sådan at de små spirer ikke bliver grillet under låg.

Man lægger så låget op igen om natten. Det er en smule besværligt, men det er også meget meningsfuldt, at gå og bekymre sig om små spirer og passe godt på dem.

 

Vanding

Når man vander sine spirer, er det en god ide, at vande med en forstøver, så man ikke drukner de små. Det kan være fristende at tilsætte lidt kompost eller næring, men spirerne har hvad de skal bruge fra så- og priklejorden.

Plantorama | Få Signe Wennebergs råd til forspiring

Hvad kan jeg forspire først?

Når vi forspirer det allertidligste er det lidt et sats. Vi skal passe spirer i mange måneder indendørs. Omvendt får vores små planter et forspring. Det er derfor, det er godt at forspire tidligt. Man begynder som regel med chili indendørs. 

Men jeg har også ofte forspiret ærteblomster allerede i februar. Alle må vælge det, de har en svaghed for. For små hårde frø som ærteblomstfrøene gælder, at du skal hjælpe dem lidt på vej.

Det kan være en god ide at file lidt på de meget hårde frø eller lægge dem i lunkent vand i et døgns tid før de små frø puttes i potter med så- og priklemuld og stilles et solrigt sted. Jeg forspirer også gerne palmekål, selv om man sagtens kan så kål direkte på voksestedet. Jeg kan godt lide, at der er et stort forspring for kålen.

Plantorama | Få Signe Wennebergs råd til forspiring

Læggekartofler

Det gode ved at købe læggekartofler er, at du kan vælge sorter og oprindelse og så videre. Når du kommer hjem med læggekartoflerne, så lægges de i lys i vindueskarmen, på en avis. Der må ikke være varmeapparat under vinduet.

 

Forspiring af salat & sommerblomster

Men vent med at så salat og sommerblomster. Bag på pakkerne står, at du skal så salat og sommerblomster på friland, det er også rigtigt. Men vi bor i et koldt land og du kan godt forspire både salat og sommerblomster indendørs og dermed have et forspring, når der er frostfrit i slutningen af maj.

Jeg forspirer hjulkrone, der ellers er kendt for at gro som skidt og som endda også sår sig selv. Jeg synes, det er sådan en dejlig spiselig blomst, at jeg gerne vil have den længst mulige sæson med den. Køb endelig frøbrevene når du ser dem, de pæneste sommerblomster bliver hurtigt udsolgt.

 

Vær ikke bange for at prøve noget nyt

Mit sidste råd handler om, at prøve noget nyt hvert eneste år. Prøv nogle tomatfrø, du ikke kender, chilifrø, du ikke kender, prøv nogle blomster, du ikke har nogen erfaring med. Måske tørrede blomster, som er ved at blive moderne.

Jeg har aldrig prøvet at have kartofler i spande. Men i år skal det være. Man skal altid udfordre sig selv og sine sanser en lille smule i haven. Sådan bliver ens erfaring hele tiden større og man lærer mere og mere og finder mere og mere at glædes over.

Held og lykke med det.

Få tilbud og gode råd direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 190.000 andre