{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Blomsterløg

Gode råd og vejledning om tulipaner

20. september 2023
Få gode råd til pasning og plantning af tulipaner hos Plantorama

Gode råd til udplantning og pasning af tulipaner

  • Tulipaner tåler fuld sol, halvskygge og skygge, men trives optimalt i halvskygge.
  • Høje tulipaner skal placeres et sted med rolige vindforhold, så stilkene ikke knækker ved hård blæst.
  • Tulipanløg sættes bedst om efteråret, hvor jorden stadig er lun, men tilpas fugtig. Uanset hvor du sætter dine tulipanløg, gør de sig bedst i grupper à 5-10 løg.
  • Løgene skal helst i jorden med det samme efter køb. Er det ikke muligt, kan du opbevare dem mørkt, tørt og køligt.
  • Sæt tulipanløgene i en veldrænet jord. Er din jord leret og tung, kan du blande sand eller kompost i jorden. Jorden skal også være fri for sten, rødder og ukrudt. Plant løget i en dybde tre gange dets længde. Vil du gerne have, at dine tulipaner blomstrer samtidigt, er det vigtigt, de er plantet i samme dybde.
  • Hold igen med vandingen, da tulipaner helst ikke vil stå for fugtigt, og vand kun i meget tørre perioder. Har din jord et gennemsnitligt næringsindhold, er det ikke nødvendigt at tilføre gødning.
  • Laver du smukke buketter af tulipaner, får du den til at holde længere ved at skære stilken på skrå, placere buketten et køligt sted og skifte vandet i vasen hver anden dag.

 

Den højtelskede og storblomstrende løgvækst

En tulipan er ikke bare en tulipan. Tulipaner kan have mange forskellige blomsterformer og findes i mindst lige så mange forskellige farver og farvekombinationer. 

Du kan se vores aktuelle udvalg af blomsterløg her

Fælles for alle tulipaner er, at de er skønne løgvækster, som til gengæld for en meget lille pasningsindsats, leverer et overdådigt blomsterflor. Når først tulipanløgene er i jorden, vil du have smukke blomster at glæde dig til hvert forår fremover.

 

Lær tulipanerne at kende

Der findes et hav af tulipanarter og tulipansorter, og det kan sommetider være svært at gennemskue, hvad tulipanens populærnavn dækker over. Hvis du gerne vil have et overblik over de forskellige tulipanarters særkende, kan du læse vores artikel om tulipanernes karakteristika.

Få gode råd til pasning og plantning af tulipaner hos Plantorama

Placering af tulipaner

De fleste tulipaner kan tåle fuld sol, halvskygge og skygge, men de klarer sig bedst i halvskygge. De har brug for en hvis mængde sol for at blomstre optimalt, men for meget sol vil omvendt afkorte blomstringen eller svide blomsterne. Derfor er en placering i halvskygge at foretrække.

Sætter du høje tulipaner, skal du desuden være opmærksom på ikke at placere dem et meget udsat sted. Skønt de høje stængler er robuste, kan du risikere, at de knækker ved hård blæst. Derfor er det bedst at placere dem et sted med rolige vindforhold eller alternativt plante stauder eller småbuske ved siden af, som tulipanerne vil kunne støtte sig op ad.

Du kan sætte tulipanløg i både bede og krukker. Uanset om du sætter dem i et bed eller i en krukke, gælder det, at tulipaner, som andre blomsterløg, gør sig flottest i grupper. Vi anbefaler, at du sætter minimum fem og op til ti tulipanløg sammen.

 

Tulipanløg skal i jorden om efteråret

Efteråret er det bedste tidspunkt at sætte tulipanløg. Her er jorden nemlig dejlig lun efter den varme sommer, men også tilpas fugtig på grund af årstidens nedbør. Disse omstændigheder gør dels jorden nem at arbejde med for dig, men de skaber også de optimale betingelser for de små løg, der skal forberede sig på forårets blomstring.

Du kan sætte tulipanløg fra september og frem til frosten kommer, men det er bedst at sætte løgene så tidligt på efteråret som muligt. Jo længere tid løget har til at sætte sig i jorden, jo rigere vil blomstringen nemlig blive.

Det gælder desuden også, at jo før løgene kommer i jorden om efteråret, jo før vil de komme op af jorden i foråret. Det er tid til at lægge blomsterløg.

 

Opbevaring af tulipanløg

Tulipanløg skal, ligesom andre blomsterløg, helst sættes så hurtigt som muligt efter køb. Løgene har det bedst i jorden, og jo længere tid de ligger på hylden i butikken eller hjemme ved dig, jo ringere kvalitet får de.

Har du ikke mulighed for at sætte tulipanløgene med det samme, er det en god idé at opbevare dem mørkt, tørt og køligt. Du kan også med fordel åbne posen, sådan at løgene kan få luft. Opbevares de i en lukket pose i et varmt og fugtigt miljø, rådner løgene hurtigt.

Få gode råd til pasning og plantning af tulipaner hos Plantorama

Tulipanløg kræver en veldrænet, porøs jord

Ligesom at tulipanløg kan rådne, hvis de opbevares et fugtigt og varmt sted, kan de heller ikke tåle at stå i en meget tung og våd jord. Derfor er det vigtigt, at tulipanløg sættes i en veldrænet jord.

Har du en meget leret, tung jord, anbefaler vi, at du blander lidt sand og kompost i jorden. Det gør både jorden bedre drænet, mere porøs og mere næringsholdig. Det er desuden vigtigt, at du sikrer dig, at jorden er renset for sten, rødder og andre elementer, som kan hæmme eller helt forhindre tulipanernes vækst.

 

Sætning af tulipanløg

Når du har fundet den rette placering og fået skabt den rette jordbund, er du klar til at sætte tulipanløgene.

Proceduren for at sætte tulipanløg er følgende:

  • Grav et plantehul, der er tre gange så dybt som løgets længde fra bund til spids.
  • Placér tulipanløget i plantehullet, så det vender med spidsen opad.
  • Dæk plantehullet til med jord og vand efterfølgende.
  • Fyld mere jord i plantehullet, når vandet er trukket ned.
  • Tryk jorden fast med hænderne.
  • Glæd dig til at se blomsterne spire frem til foråret.

Bemærk, at du skal placere tulipanløgene i samme dybde, hvis du vil have, at de blomstrer samtidig. Jo længere nede i jorden, løgene er, jo længere tid skal de nemlig bruge på at komme frem.

Hvis du vil have en eksplosiv blomstring, er det derfor vigtigt, at du gør dig umage med at sætte løgene i samme dybde. Omvendt kan du også forskyde blomstringen ved at placere tulipanløgene i forskellige dybder.

 

Vanding og gødning af tulipaner

Som vi allerede har slået fast, tåler tulipaner ikke for meget fugt. Derfor skal du også holde vandingen på et minimum. Med de bedste intentioner vander nogle haveejere deres haveplanter hver dag, men for tulipaner gør det faktisk mere skade end gavn.

I det danske klima vil de som regel få den væske, de har brug for, fra naturens side. Derfor anbefaler vi, at du kun vander tulipanerne i meget tørre perioder.

Nogle tulipaner er meget nøjsomme og kommer igen år efter år, selv under de mest barske vilkår. Andre tulipaner er mere sarte og kræver at få tilført næring. Har du en god jordkvalitet med et gennemsnitligt næringsindhold, behøver du som udgangspunkt ikke tilføre gødning til dine tulipaner.

Vil du gerne forkæle dine tulipaner med gødning, er det bedst at gøre det i det tidlige forår, når planterne begynder at spire frem af jorden. Få gode råd og vejledning om krokus.

 

Tulipaner i buketter

Danmark, Sverige og Finland er de tre lande i verden, hvor der sælges flest tulipaner i buketter. Vi elsker simpelthen tulipanbuketter, og om foråret kan de købes overalt: lige fra planteskoler til supermarkeder.

I stedet for at købe buketter kan du med fordel sætte tulipanløg hjemme i haven og lave dine egne buketter. Det har den fordel, at du helt selv kan sammensætte buketterne efter din smag, og desuden er det også langt billigere at lave sine egne tulipanbuketter end at købe dem.

De fleste tulipaner er velegnede til afskæring, men de fleste foretrækker at bruge de høje tulipaner. Uanset hvilken tulipan du vil lave buketter af, er det vigtigt, at du laver et skråt snit i stænglen, når du klipper den af.

Stænglen kan nemlig bedre optage vand med et skråt snit. Sæt buketten i koldt vand og placér den et køligt sted uden direkte sollys. For at få buketten til at holde længst muligt skal du skifte vand og lave et frisk snit i stænglen hver anden dag.