{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Sådan bekæmper du mos i græsplænen

30. april 2024
Plantorama | Sådan bekæmper du mos i græsplænen

Hvorfor er der mos i græsplænen?

Mange haveejere drømmer om en græsplæne uden mos. Er du kommet i den uheldige situation, at mosset har overtaget plænen, er der dog ingen smutveje til at komme af med det igen. Det kræver tid og hårdt arbejde at slippe af med mosset.

Du kan dog tage udgangspunkt i nogle simple principper og komme den mosfri græsplæne lidt nærmere. Det handler helt grundlæggende om at skabe de bedste betingelser for græsset, så det holder mosset nede.

Der kan være flere forskellige årsager til, at græsplænen ikke trives og mosset får overtaget. Det er først, når du har fundet den specifikke årsag til problemet, at du kan begynde at bekæmpe mosset effektivt. Det er en fordel at undersøge disse 5 ting:

  • Er der mangel på gødning?
  • Er der for lidt lys?
  • Er jorden for fugtig?
  • Er jordens surhedsgrad for lav?
  • Klippes plænen for lavt?




Gød med gødning, der modvirker mos i græsplænen

Når plænen er fyldt med mos, vil der efter nogen tid være mere mos end græs. Mosvæksten kvæler simpelthen græsset. Der findes en række produkter mod mos i græsplænen; og de fjerner først og fremmest mosset – slår det ihjel, mens græsset i og for sig ikke får hjælp.

Det har gødningsproducenterne en ny løsning på. Gødning, der modvirker mos i græsplænen er simpelthen en gødning med et højt indhold af næringsstoffet kalium, der hæmmer mosvæksten, men samtidig styrker græsvæksten, da der samtidig er et lille indhold af både kvælstof og fosfor.

Doseringen er forholdsvis høj, da der skal meget til for at hæmme mosvæksten; men har du kun lidt mos i græsplænen, kan du anvende denne gødning i stedet for den traditionelle gødning.

 

Vejledende gødningsplan til plænen

Dosering til lerjord pr. 100 kvm.

Primo april: 3 kilo naturgødning eller 2 kilo kunstgødning

15. maj: 3 kilo naturgødning eller 2 kilo kunstgødning

1. august: 3 kilo naturgødning eller 2 kilo kunstgødning

 

Dosering til sandjord pr. 100 kvm.

Primo april: 2 kilo naturgødning eller 1,3 kilo kunstgødning

1. maj: 2 kilo naturgødning eller 1,3 kilo kunstgødning

1. juni: 2 kilo naturgødning eller 1,3 kilo kunstgødning

1. august: 2 kilo naturgødning eller 1,3 kilo kunstgødning

 

Har du mos i græsplænen? Sørg for mere sol til græsset

Græs trives bedst i solen, hvorfor en græsplæne i skygge let bliver angrebet af mos. Her er det nødvendigt at give græsplænen adgang til mere sollys, så den trives bedre, og mosset ikke får overtaget.

Hvis du har store, skyggende træer, som forhindrer sollyset i at nå græsset, kan du stamme træerne op. På den måde vil der komme mere sollys ind fra siderne. Vi anbefaler som udgangspunkt ikke, at du fælder dine træer i haven, da de har mange vidunderlige fordele.

Alternativt kan du fjerne mosset først og derefter så med en type græsfrø, som bedre tåler skygge. Du skal blot være opmærksom på, at sådanne græsfrø ikke er nær så slidstærke som andre græsfrø, og at de vokser langsommere. De er dog en god løsning i haven, hvor mosset hurtigt får udkonkurreret græsset.

Hvis ikke det er muligt at give græsplænen mere sollys, kan du overveje at anlægge et bed i stedet med planter og blomster, som er skyggetålende.

 

Brug en plænelufter eller vertikalskærer

Med plæneluftning skal forstås en kraftig gennemrivning af hele græsplænen. Dette kaldes også en vertikalskæring. Med plæneluftning og vertikalskæring fjernes mos og dødt græs, så der skabes mere lys og luft til græsplænen.

Det hjælper græsset til at danne nye skud og brede sig, så plænen bliver mere tæt og kraftig. Du kan vertikalskære 1-2 gange om året. Første gang du vertikalskærer, skal du gøre det i foråret, når græsset er kommet godt i gang med at gro (omkring april-maj). Har græsplænen behov for en omgang vertikalskæring mere, kan du gentage det omkring august-september.



Plantorama | Sådan bekæmper du mos i græsplænen
Plantorama | Sådan bekæmper du mos i græsplænen


Undersøg om jorden er for sur

Når vi taler om, at jorden er sur, betyder det, at pH-værdien i jorden er på omkring 5-5,5. Symptomerne på en sur jord er en stor forekomst af mos i græsplænen. Derfor er det vigtigt at undersøge, om din jord skulle være for sur til, at græsset trives.

Det er essentielt for græsplænens trivsel, at jordens pH-værdi ikke er helt skæv, når frigørelsen af næringsstoffer i jorden sker. Er pH-værdien for lav, får havens planter, inklusiv græsset, ikke mulighed for at optage den nødvendige kvælstof. Du kan hæve jordens pH-værdi ved at tilføre kalk til græsplænen.

 

Hvorfor bliver jorden sur?

Der kan være flere årsager til, at en havejord bliver sur. Forklaringen på, hvorfor jorden bliver sur, er, at mængden af brintioner stiger. Det kan blandt andet skyldes, at haveplanterne udskiller kulsyre, når de vokser, og det får mængden af brintioner til at stige.

 

Sådan kalker du en sur jord

Du kan kalke din havejord med plænekalk hele året rundt, da sænkningen af pH-værdien sker uafhængigt af temperaturen. Processen sker meget langsomt, så du skal begynde at give græsplænen kalk 2-3 måneder før, du ser en effekt. Du kan derfor med fordel påbegynde kalkningen i efteråret eller vinteren, hvor græsset ikke er så aktivt.

Der findes flere forskellige produkter til at nedsænke pH-værdien i en sur jord; dolomitkalk med magnesium, havekalk og perlekalk. Doseringen af de forskellige produkter er forskellig, men du kan altid følge vejledningen, der følger med produktet. Det anbefales dog ofte at sprede 20-30 kilo kalk pr. 100 kvm græsplæne.

 

Klip græsplænen i den rigtige højde

Den mest effektive (og også nemmeste) måde at slippe for mos i græsplænen er ved at holde plænen tæt. Du får en tæt plæne ved at klippe græsset regelmæssigt og efterså bare pletter med græsfrø.

Du skal dog være opmærksom på, at du ikke klipper græsset for lavt. Klippes græsstråene for lavt, kan det svække rødderne, hvilket gør græsplænen mindre slidstærk og ekstra sårbar i tørre perioder.

Græsplænen bliver også mindre modstandsdygtig overfor mosset, som får langt bedre vækstbetingelser. Du skal derfor ikke klippe græsplænen længere ned end 4 cm.

 

Kilde: Haveselskabet



Ofte stillede spørgsmål

Mos er nemmest at fjerne omkring marts og april, hvor græsset så småt begynder at vokse. Her er mosset typisk gult og sidder mere løst, hvilket gør arbejdet nemmere. 

Du kan fjerne mos i græsplænen med en plæneluftning og vertikalskæring, så der skabes mere lys og luft til græsset. Det hjælper græsset til at danne nye skud og brede sig, så plænen bliver mere tæt og kraftig.

Du kan også gøde græsset med en kaliumholdig gødning, der hæmmer mosvækst og styrker græsvækst. 

Mos i græsplænen kommer ofte, hvis jorden er for fugtig og næringsfattig. Så mos i græsplænen er et tegn på, at græsset ikke har de bedste betingelser.