Roser
10 grunde til at plante roser
21. juli 20241. Roser giver blikfang i haven
Roser er nok de prydplanter, som giver mest blikfang og får mest opmærksomhed i haven. Et velplejet rosenbed er da også en fryd for øjet – og næsen.
2. Roser findes i mange udgaver
Rosenslægten er stor og omfatter mange forskellige krydsninger og arter, som giver stor rigdom til plantesamfundet i haverne. Buskroser, slyngroser, haveroser, T-hybrider, historiske roser, lave roser, bunddækkende roser er kun nogle af de mange udgaver, som roserne kategoriseres i.
Læs også: Guide til opdeling af roser
3. Roser kan plantes forskellige steder
Udvalget af roser er efterhånden så bredt og dybt, at det er vanskeligt ikke at finde en sort, som passer ind i haven. Roser kan plantes mange forskellige steder i haven, blandt andet i bedet, opad pergolaen eller espalieret - endda også i en krukke på terrassen.
4. Roser klæder andre planter
Roser er ikke alene smukke i sig selv, de klæder også andre planter utroligt godt. Plant eksempelvis klematis sammen med klatreroser eller stauderne og prydgræsserne sammen med bedroser.
5. Roser er smukke i buketter og dekorationer
En rose er eminent som afskåren blomst i buketter og dekorationer. Du kan eksempelvis tørre eller vokse blomsterhovederne og stadig bruge dem i dekorationer, når de er afblomstret ude i haven.
6. Roser er ikke så vanskelige at dyrke
Selvom roserne har ry for at være besværlige at dyrke, kan du stadig have roser i haven uden at bruge timevis på beskæring, gødning og vanding. Du kan sagtens få flotte roser ved at følge et par enkelte råd.
Læs også: Udplantning og pasning af roser
7. Roser skaber romantisk stemning
Roser og romantik følges ad, og det er ikke helt uden grund. De symboliserer nemlig kærlighed, skønhed og fuldkommenhed. Roserne er obligatoriske i den romantiske have, hvor de gerne må fylde med deres store og velduftende blomster.
Læs også: Inspiration til den romantiske have
8. Roser dufter skønt i haven
Der er stor forskel på, hvor kraftigt roserne dufter, men en ting er sikkert – duft og roser hænger sammen. Når du skal vælge roser til haven, skal du også gå efter roser, som dufter skønt.
9. Roser kan anvendes i madlavning
Duftende rosenblade kan blandt andet anvendes til rosenvand, som smager dejligt i glasur og kager. Du kan også forsøge dig med rosengelé, som både er dekorativ og smagfuld. Derudover kan hyben bruges til en sund og dejlig marmelade.
Læs også: Opskrift på hjemmelavet hybenmarmelade
10. Roser er den perfekte værtindegave
En buket roser er den perfekte værtindegave - og kommer roserne ovenikøbet fra egen have, bliver det jo kun bedre.