roser
Udplantning og pasning af stokroser
11. august 2024Stokroser i haven
Stokrosen, Alcea rosea, forbindes ofte med landlig idyl – og det er ikke helt uden grund. Deres høje stængler med farvestrålende blomster signalerer hygge og minder os om den fredelige idyl på landet.
Stokrosen er en kraftig urt med en opret stængel, som kan blive mellem 120 – 200 cm høj. Bladene er hjerteformede og ru på overfladen, og blomsterne ligner roser og sidder i små, tætte stande langs stænglen.
Planten findes både i etårige og flerårige varianter, som blomstrer fra juli – oktober. Stokroser vokser naturligt på Balkan og Kreta, men i Danmark ses den næsten altid i nærheden af beboede områder eller i folks haver.
Stokrosers blomstring
Du kan opleve stokrosernes smukke blomstring fra juli – oktober, hvor planten står med store og farvestrålende blomster. Blomsterne findes i et væld af farver, lige fra pastelfarver som hvid, gul, creme, laks og rosa til mørkere farver som rød og næsten sort.
Stokroserne bestøver hinanden med hjælp fra humlebierne, hvilket betyder, at du aldrig kan vide, hvilken farve blomsterne får. Det er der kun ganske få planter, som er i stand til. Det gør stokroserne til noget helt særligt – og også en meget spændende plante.
Placering af stokroser
Du kan både plante og så stokroser, men uanset hvad du vælger, er det vigtigt, at planterne får den rette placering i haven. Stokroser trives bedst på en solrig placering, hvor jorden er næringsrig og fugtig. Det er vigtigt, at stokroser ikke plantes i en jord, som er for tør.
Planten vokser dog fint langs husmure og stakit, hvor andre planter har svært ved at trives. Grunden til, at stokroser trives på tilsyneladende ufrugtbare steder, skyldes deres kraftige pælerod og evne til at overvintre.
Såning af stokroser fra frø
Stokroser kan være vanskelige at plante på grund af deres rodnet. Planterne har en lang pælerod og mange siderødder, som gør flytning og plantning til en udfordring. Derfor anbefales det ofte, at man sår stokroserne i stedet for at plante dem.
Du kan købe stokrosefrø eller høste dine egne frø, hvis du har mulighed for det. Hvis du gerne vil høste dine egne stokrosefrø, skal du vente til, at frøene bliver brunlige og hindeagtige (omkring august). Herefter skal du blot pille frøene ud af deres kapsler og tørre dem, indtil de kan sås.
Stokrosefrø kan sås omkring marts måned i en så- og priklejord, som er jævnt fugtig. Herefter skal frøene stilles lyst ved stuetemperatur, indtil de begynder at spire. Efter spiring skal de små planter ompottes og stilles et lyst sted, fx i et drivhus eller en udestue. Du kan plante dem endeligt ud i haven, når der ikke er mere frost i jorden.
Stokroserne blomstrer normalt ikke det første år efter såning, men du kan være heldig at opleve førsteårsblomstring, hvis du har sået frøene tidligt.
Læs også 6 trin til forspiring af frø
Pasning af stokroser
Når du har plantet dine stokroser, kræver de minimal pasning og pleje. Der er dog et par ting, som du skal være opmærksom på, når du har stokroser i haven.
Der findes både stokroser, som er etårige og flerårige, men de fleste varianter lever mellem 2 - 3 år i haven. Du kan dog godt forsøge at forlænge stokrosernes levetid ved at fjerne visne blomsterstande med det samme og klippe planterne kraftigt tilbage.
Fordelen (eller ulempen) ved stokroser er, at de sår sig selv. Så selvom de har en kortere levetid end andre haveplanter, vil stokrosen oftest selvså, så du kan nyde dens smukke blomster i mange år.
Stokroser trives fint uden gødning, men vil du gerne forkæle planterne lidt, kan du tilføre gødning eller kompost i foråret. På den måde har stokroserne godt med næring til at producere blade og blomster i den kommende vækstsæson.
Stokroser og rust
Stokroser kan desværre blive udsat for stokroserust, som får bladene til at visne og stænglerne til at tørre ind. Det er bestemt ikke noget kønt syn, men der er måder, hvorpå du kan forebygge rust i stokroserne.
Stokroserust opstår, når stokroserne får for lidt vand. Den skyldes svampen Puccinia malvacearum, som lever i planternes blade og skud, hvor den suger sukker og andre organiske stoffer.
Stokroserust kan ses ved, at der kommer gulorange prikker på oversiden af bladene og rødbrune sår på stænglerne. Dette spreder sig, og til sidst vil bladene visne og falde af.
Du kan forebygge spredningen af stokroserust ved at fjerne alle angrebne plantedele i det tidlige forår. Alle blade med gule prikker skal fjernes helt og brændes. Du skal desuden sørge for, at stokrosen får nok vand, og at bladene ikke bliver våde.
Læs også Sådan udplanter du roser i haven