{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Udplantning og pasning af agurk

25. september 2024
Agurkeplanter

Agurkeplanter i drivhus

Agurk er en af de grøntsager, som er nemmest at dyrke i drivhuset. Agurkeplanter elsker sol og vand, og så vokser de hurtigt, når de vandes korrekt. Derudover kan agurk gro på ganske lidt plads, da de har en enestående evne til at klatre – og dermed vokse opad. Hjemmedyrkede agurker slår altid de varianter, du kan købe i supermarkederne; de er sprødere og fulde af smag.

Du kan både vælge agurkefrø, som skal forkultiveres inden udplantning, eller købe store agurkeplanter, som allerede er klar til udplantning. Fremgangsmåden ved udplantning er den samme, uanset om du planter selvsåede eller købte agurkeplanter – så du kan bruge denne vejledning til begge dele.

Forkultivering af agurk

Herhjemme i Danmark har vi desværre ikke temperaturer og sollys som under mere sydlige himmelstrøg, og derfor kan det være en fordel at forkultivere agurk. Forkultiveringen skal som udgangspunkt begyndes i midten af april, så du er klar til at plante agurkeplanterne ud i drivhuset i midten eller slutningen af maj.

Det er vigtigt, at agurkeplanerne ikke er blevet for store, da de så kan være vanskelige at få til at vækste. Som tommelfingerregel kan du plante dine forkultiverede agurkeplanter ud, når de har tre store blade.

Du forkultiverer agurk ved at så agurkefrø i en såbakke eller en anden passende beholder med så- og priklejord i. Sørg for at så frøene enkeltvis, så de ikke ligger oveni hinanden. Det kan være en fordel at så lidt ekstra frø, så du er sikker på at have spirer nok til udplantningen.

Agurkefrø spirer ved 22-25°C, og det tager typisk tre dage, før frøene begynder spiringen. Bakken eller beholderen med frø skal placeres lunt og meget lyst. Når frøene begynder at spire, skal du fjerne låget på bakken eller beholderen.

 

Sådan planter du agurkeplanter

Generelt kan agurkeplanter plantes ud, når temperaturen i jorden er omkring 18°C, og der ikke længere er fare for nattefrost. Som udgangspunkt kan du forvente at plante ud i drivhuset fra midten af maj, men det er altid en fordel at holde øje med vejrudsigten og eventuelt vente til vejret er mere stabilt.

De agurkesorter, du finder i Plantorama, er dog særligt hårdføre, så dem kan du fint plante ud lidt tidligere på sæsonen. 

Planter du små agurkespirer, anbefaler vi, at du sætter dem i en dybde på 2,5-3 cm med en planteafstand på 100-150 cm. Dette skal dog tilpasses den sort, du har spiret. Du kan altid forhøre vores personale i havecenteret, og få de bedste tips til netop din agurkesort.

Har du købt store agurkeplanter, er de allerede klar til udplantning. Det er her en fordel, at du planter ovenpå en 10-15 cm høj jordtop, da vandet så vil løbe væk fra agurkeplantens rodhals. Dette er en fordel, fordi agurkeplanter ikke kan lide, at rodhalsen sopper i vand. På den måde mindsker du også chancen for svampeangreb, som kan ødelægge agurkeplanten.

Planter du ud i kapillærkasser, vil dette dog sjældent blive et problem, da du her vander ned i kassen og ikke oppe omkring planten. Uanset om du planter i plantesække eller direkte i jorden, skal du sørge for, at mulden er af god kvalitet, så dine agurkespirer får al den nødvendige næring.

 

Vanding af agurker i drivhuset

Det er vigtigt, at agurkeplanter får nok vand, men samtidig ikke for meget vand. Overvanding kan nemlig ødelægge rødderne og få planten til at gå til.  Du kan spotte overvandede agurkeplanter ved, at jorden konstant er fugtig og planternes blade hænger.

Vær opmærksom på, at bladene også kan hænge på grund af for meget sollys. Her skal du i stedet sørge for at give planterne skygge.

Agurkeplanter er tørstige, så de skal vandes næsten dagligt. Hvis du gerne vil slippe for den jævnlige vanding, kan du installere en vandingsanlæg eller plante ud i kapillærkasser, som ikke skal have tilført vand ligeså ofte.

Umiddelbart efter udplantning er det vigtigt, at du sørger for at holde rodklumpen fugtig de første par dage. Herefter skal du begynde at vande rundt om planten i stedet, så rødderne søger væk fra planten for at få fat på vandet. Rodklumpen skal stadig vandes – dog i mindre mængder.

Agurkeplanter

Gødning af agurkeplanter

Hvis du har sørget for at plante ud i en næringsrig jord af god kvalitet, skulle det ikke være nødvendigt at gøde de første par uger. Herefter har agurkeplanterne godt af at få tilført gødning løbende gennem sæsonen, så planterne hele tiden får næring til at producere agurker.

Uanset om du har plantet i plantesække, kapillærkasser eller direkte i jorden, anbefaler vi, at du gøder med flydende gødning i forbindelse med vandingen. Det er den nemmeste måde at tilføre gødningen på, og køber du en drivhusgødning, kan den også bruges til drivhusets øvrige planter.

 

Opbinding af agurkeplanterne

Når du dyrker agurkeplanter i drivhuset, anbefaler vi, at du giver dem støtte med et espalier eller en pind, så de vokser opad frem for langs jordoverfladen. I takt med at planten vokser, kan du hjælpe planten ved at vikle den omkring støtten. Du kan også hænge en snor fra drivhusets tag, som agurkeplanten kan sno sig opad.

 

Beskæring og knibning af agurker

Agurkeplanter vokser hurtigt og meget, når de får de rette vækstbetingelser. For at kontrollere deres vækst og sikre produktion af agurker, skal du sørge for at beskære planten og knibe sideskud af. Agurkeplantens hovedstamme sætter løbende skud i alle bladhjørner, som får blomster (der senere bliver til agurker). Det er disse skud, du skal knibe af.

Lader du dem sidde, vil det gå ud over dine andre agurker, som ikke bliver lige så store og saftige. Sideskuddene knibes af efter første blad med fingrene eller en havesaks. Fordi planten vokser gennem hele sommeren, skal du knibe planten jævnligt.

Plantorama | 21 gode planter til altanen

Temperatur i drivhuset

Det vigtigste i forhold til temperaturen i drivhuset er, at agurkeplanterne ikke får frost. Ligeledes er det vigtigt, at temperaturen i drivhuset ikke har for store udsving, da det kan hæmme planternes og agurkernes vækst.

Derfor skal du, så vidt det er muligt, undgå store temperaturudsving. Dette gøres nemmest ved at lufte godt ud i drivhuset på varme dage ved at åbne vinduerne og døren. Du kan eventuelt anskaffe automatiske vinduesåbnere, der selv åbner vinduerne, når temperaturen bliver for høj.

 

Sygdomme og skadedyr

Agurker er generelt nemme at passe i drivhuset, men de kan blive udsat for forskellige sygdomme og skadedyr. Du kan læse om de mest typiske nedenunder.

  • Svamp: opstår typisk, hvis der vandes for tæt omkring rodhalsen. Svamp hæmmer plantens vækst. Her skal du sørge for, at vandet kan løbe væk fra rodhalsen.
  • Skimmel: kommer typisk af et meget fugtigt miljø i drivhuset. Her skal du sørge for at lufte godt ud og at vande jorden – ikke planternes blade.
  • Meldug: kan kendes på en hvid og støvet belægning på plantens blade. Her skal du forebygge ved at købe planter, der er resistente overfor meldug, og fjerne angrebne blade med det samme.
  • Spindemider: kan typisk ses ved, at bladene får gullige prikker. Spindemiderne befinder sig typisk på undersiden af bladene, hvor de suger saften ud og ødelægger planten. Her skal du sørge for, at drivhuset ikke er for tørt og varmt, og fjerne angrebne blade og behandle med insektsæbe.
  • Bladlus: ses ved at bladenes overflade får en klistret og skinnende belægning. Du burde også kunne se bladlusene. Her skal du sørge for, at andre insekter har adgang til drivhuset, så de kan spise lusene.

 

Biologisk bekæmpelse af spindemider med spindrovmider

Er dine agurkeplanter angrebet af spindemider, kan du vælge at bekæmpe dem med biologiske metoder. Det betyder, at du ikke anvender kemikalier. Spindrovmiden er ideel som biologisk bekæmpelse.

Spindrovmider lever af at æde spindemiderne, og de er særdeles effektive og hurtige til at spise alle miderne. Du opnår det bedste resultat, hvis du udsætter rovmiderne med det samme, dine agurker bliver angrebet.

Under optimale forhold vil spindrovmiden formere sig hurtigt. I løbet af en uges tid bliver et æg til en voksen rovmide, som kan spise op til 10 spindemider på en dag. Når alle spindemiderne er spist, vil rovmiderne spise hinanden og uddø. Derfor kan det være nødvendigt at udsætte dem igen, hvis der kommer flere angreb.

Spindrovmider trives med høj luftfugtighed og en temperatur på 20 – 25⁰C. Du kan regulere disse forhold i drivhuset med vanding, overbrusning, skygge og udluftning. Er forholdene ikke optimale for spindrovmiderne, holder de sig typisk nederst på planten, mens spindmiderne stortrives øverst på planten – og så sker der ingen bekæmpelse.

 

Høst af agurk og opbevaring

En agurk er typisk klar til at blive høstet, når den er 15 – 20 cm lang. Dette afhænger selvfølgelig af den sort, du har plantet. Det er ganske simpelt at høste agurker; du skærer eller klipper blot stilken ovenover agurken. Det er ikke en god idé at rykke agurken af, da det kan skade hele planten.

En agurkeplante vil levere agurker løbende i vækstsæsonen, så du kan plukke friske agurker gennem hele sommeren. Sørger du for at knibe og beskære planterne, sikrer du den mest jævne høst af agurker. Agurker kan opbevares i køleskabet i 7- 10 dage.

Ofte stillede spørgsmål til agurkeplanter

En agurk indeholder ca. 97 % vand.
Som udgangspunkt kan du forvente at plante agurkeplanter i drivhuset fra midten af maj, men det er altid en fordel at holde øje med vejrudsigten og eventuelt vente til vejret er mere stabilt.
Agurkeplanter skal have tilstrækkeligt vand, uden at blive overvandet. Rodklumpen skal holdes fugtig de første par dage efter plantning, og herefter skal du vande rundt om planten i stedet. Efter et par uger skal du begynde at gøde. Her skal du følge vejledningen på dit gødningsprodukt.
Agurken kommer fra Sydasien, men vokser nu på de fleste kontinenter rundt om i verden.
Agurk kan forspires fra midten af april og hen i maj, for herefter at blive plantet ud i drivhuset i slutningen af maj eller starten af juni
Fastgør en snor fra drivhusets tag og vikl agurkeplanten forsigtigt rundt om. Agurkeplanten har slyngtråde, som den bruger til at sno sig opad, men det kan være, du skal hjælpe den lidt på vej.
På trods af at vi betragter og anvender agurken som en grøntsag, er den botanisk set et bær. Så agurken er faktisk en frugt.
Agurker er normalvis modne to uger efter, de har blomstret. Overfladen skal være blød og have en ensartet grøn farve.
For at sikre produktionen af agurker, skal du nippe sideskud af din agurkeplante. Hovedstammen sætter løbende skud i alle bladhjørner, som får blomster (der senere bliver til agurker). Det er disse skud, du skal nippe af. Sideskuddene nippes af efter første blad med fingrene eller en havesaks. Fordi planten vokser gennem hele sommeren, skal du knibe planten jævnligt.