Udplantning og pasning af oliventræer
22. august 2024Oliventræer i haven
Oliven, 'Olea europaea', er et stedsegrønt træ, som er naturligt udbredt i verdens tropiske og subtropiske egne. I sine naturlige omgivelser kan træet blive over 1000 år gammelt og op til 15 m højt, men under danske forhold bliver træet sjældent mere end et par meter.
Træet vokser desuden meget langsomt, hvorfor det er oplagt at dyrke i krukke. På den måde kan du også veksle mellem at have træet inde og ude, afhængig af sæson og vejr.
I Danmark dyrkes træet primært på grund af dets dekorative blade og små, fine blomster. Sammen med citrustræer er oliventræer desuden eminente til at skabe en eksotisk stemning hjemme på terrassen.
Se udvalget af oliventræer her.
Jordblanding til oliventræ
Den ideelle jordblanding til oliventræer er en specialmuld, som er designet til sydens planter. Jorden skal være luftig, så rødderne får godt med luft. Du kan med fordel købe en jord, der er tilpasset middelhavsplanter, da du så sikrer, at jorden indeholder alle de nødvendige næringsstoffer.
Se udvalget jord her.
Placering af oliventræ
Oliventræet trives på en solrig placering med rolige vindforhold. Planter du oliventræ i en krukke, skal du vælge én, som træet kan vokse i. Oliventræer har nemlig ikke godt af at blive omplantet for tit. Krukken skal have dræn i bunden, så overskydende vand kan rende fra. Oliventræer trives nemlig ikke med våde rødder.
Se udvalget af havekrukker her.
Vanding og gødning af oliventræer
Det er vigtigt, at du ikke overvander dit oliventræ. Som tommelfingerregel skal vandingen være kontinuerlig – det vil sige, at jorden ikke må blive helt tør mellem vandingerne.
For at fremme ny vækst, blomstring og frugtsætning er det nødvendigt at gøde oliventræet. Brug gerne en flydende gødning i forbindelse med vandingen. Tilsæt gødningen én gang hver anden uge. Du finder altid en doseringsvejledning på gødningsproduktet.
Se udvalget af gødning her.
Høst af oliven
Oliven kan godt modne under danske forhold, men du skal ikke forvente at høste store mængder oliven. Frugterne kan syltes og spises i salater eller på pizza, og det er netop sådan, at de fleste vælger at bruge frugterne. Frugterne kan også bruges til olivenolie, men det er de færreste, som kaster sig ud i dette projekt.
Beskæring af oliventræ
Oliventræer reagerer positivt på beskæring. Det hjælper med at forme træet og fremme en ny vækst. Det mest optimale tidspunkt at beskære på er i det tidlige forår.
Det er en særlig god idé at udtynde oliventræets midte, så alle grene får adgang til sollyset. Oliventræer vækster fra de knopper, som sidder yderst på grenene. Derfor skal du beskære sådan, at snittet ligger over knoppen, der vender udad.
Læs også: Sådan dyrker du dit eget citrontræ
Bestøvning af oliventræer
Mange frugttræer har brug for fremmedbestøvning af andre sorter for at danne frugter. Det er imidlertid ikke tilfældet med oliventræer. De er nemlig selvbestøvende.
Du skal dog være opmærksom på at åbne vinduerne til drivhuset, udestuen eller hvor, du har træet til at stå, så bier og andre bestøvningsinsekter kan komme til at gøre deres arbejde.
Vinteropbevaring af oliventræer
Oliventræet vokser oprindeligt i Middelhavsområderne, hvorfor det trives bedst under varme temperaturer. Derfor er det vigtigt, at du opbevarer dem indendørs i løbet af vinteren.
Træerne tåler en smule frost, men ikke så meget, at de kan stå frit i haven. Du kan flytte krukken tættere på husmuren i læ for vinden i løbet af sensommeren og flytte det helt indenfor i slutningen af oktober.
Har du et drivhus, der ikke er opvarmet, kan oliventræet også overvintre der. Du skal blot pakke det godt ind i bobleplast, når det bliver rigtig koldt. Bobleplasten kan tages af igen, når det ikke er bidende koldt.
Du kan også overvintre oliven i en frostfri garage med vinduer, i et køligt værelse ved højst 10⁰C eller i en kølig udestue. Gennem vinteren skal træet stadig vandes lidt. Til foråret, når træet begynder at skyde nye blade, skal du give træet gødning samtidig med, at du begynder den regelmæssige vanding igen.
Der kan forekomme bladfald hos oliven i forbindelse med klimaskift og under vinterhvilen. Dette er helt normalt for oliventræer og andre middelhavsplanter.
Ofte stillede spørgsmål til oliventræer
Oliventræer skal vandes jævnligt. Du skal vande med kalkfrit vand efter behov og sørge for, at jorden omkring planten hverken udtørrer eller sopper i vand. Om vinteren vokser træet ikke, så du skal kun lige vande nok til, at jorden ikke udtørrer. Oliventræer har stor gavn af gødning, der fremmer ny vækst, blomstring og frugtsætning. Gød fx med en flydende gødning, der tilføres vandingsvandet. I løbet af træets dvaleperiode om vinteren bør du ikke tilføre gødning.
Oliven tåler ikke de lave temperaturer, og derfor skal træet opbevares indenfor om vinteren. Træet skal typisk tages ind i slutningen af september og kan sættes ud igen i starten af maj. I løbet af træets vintersæson indenfor skal det opbevares lyst og køligt ved højst 10°C. Mens oliventræet er indenfor, skal de overbruses med vand jævnligt. Luften er nemlig ofte tør indenfor, og for at træet ikke skal udtørre, er det en god idé at give dem et ”brusebad” af og til.
Den ideelle jord til oliventræer er en krukkejord, som indeholder ler. Jorden skal være luftig, så rødderne får godt med luft. Du kan med fordel købe en jord, der er tilpasset middelhavsplanter, da du så sikrer, at jorden indeholder alle de nødvendige næringsstoffer.
Oliventræer skal vandes jævnligt. Du skal vande med kalkfrit vand efter behov og sørge for, at jorden omkring planten hverken udtørrer eller sopper i vand. Om vinteren vokser træet ikke, så du skal kun lige vande nok til, at jorden ikke udtørrer.
Bliver bladene på dit oliventræ brune eller visner de, skyldes det sandsynligvis, at træet tørster.
Det mest optimale tidspunkt at beskære oliventræer på er i det tidlige forår. Beskæring hjælper med at forme træet og fremme en ny vækst. Det er en særlig god idé at udtynde oliventræets midte, så alle grene får adgang til sollyset. Oliventræer vækster fra de knopper, som sidder yderst på grenene. Derfor skal du beskære sådan, at snittet ligger over knoppen, der vender udad.