Udplantning og pasning af figentræer
9. august 2024Figentræ i haven
Figen, 'Ficus carica', leder tankerne hen på varmere himmelstrøg, men du kan godt lykkes med at høste figner hjemme i din egen have. Passer du figentræet korrekt, kan det faktisk udvikle frugter 2 gange om året, såfremt vinteren ikke har været alt for kold.
For at få succes med et figentræ i haven skal du gå efter en selvbestøvende sort. Normalvis bestøves figentræernes blomster med hjælp fra den såkaldte figengalhveps, der kravler ind i blomsterstanden, hvor den dør og senere bliver opløst af frugtens enzymer. Disse hvepse eksisterer dog ikke herhjemme, hvorfor det er essentielt, at din valgte figensort selv kan sætte frugt.
Det andet, du skal have for øje, er, at sorten skal være hårdfør, så træet kan klare den kolde vintersæson. Her i guiden får du tips til, hvilke 2 figensorter du kan dyrke herhjemme, samt gode råd til plantning og pasning.
Se udvalget af figentræer her
Placering af figentræ
Vælg en solrig og varm placering, når du skal plante dit figentræ. Du kan med fordel plante dit figentræ op ad en sydvendt mur. Her er der nemlig størst chance for, at træet får tilstrækkeligt med lys til at udvikle saftige frugter. Du skal ikke forvente, at det vokser som et træ, men nærmere som en kraftig busk.
Hvis du ønsker at høste mange figner, skal du ikke plante på friland, men derimod i drivhus. Her er der nemlig læ hele året rundt og god varme. Dog bliver figentræet hurtigt stort i et drivhus, så du skal være ekstra omhyggelig med at styre tilvæksten.
Træet kan trives i de fleste typer jord, men da træet stammer fra mere tørre egne, anbefaler vi, at du planter i en næringsfattig jord med kalk i. Det er blot vigtigt, at jorden er porøs med et godt dræn, så den ikke bliver tung og våd.
Se udvalget af jord og gødning her
Udplantning af figentræ
Vi anbefaler, at du følger nedenstående trin, når du skal plante et figentræ
- Væd rodklumpen og planten i en spand vand inden udplantning.
- Grav et rigeligt stort plantehul (gerne tre gange plantens størrelse) og løsn jorden i bunden af hullet.
- Placér planten, så overfladen på potteklumpen flugter med jordoverfladen.
- Fyld plantehullet 2/3 op med jord og fyld så hullet med vand.
- Fyld resten af hullet med jord, når vandet er trukket ned og vand afslutningsvist endnu en gang.
Figentræer kræver minimal pasning, men i tørre perioder kan det være nødvendigt at vande, især nyplantede træer.
Se udvalget af vandkander og tilbehør her
Pasning af figentræ
Figentræer kræver ikke den store pasning, hvis du har sørget for en placering med sol, varme og læ. Som regel vil træet få al den fugt, den har brug for, fra naturen side. I særligt tørre perioder kan det dog være nødvendigt at vande træet, særligt hvis det er nyplantet. Vand hellere få gange med meget vand end ofte med lidt vand.
Også i forhold til gødning passer figentræer meget sig selv. Du kan med fordel lægge havekompost rundt om træets stamme i foråret, men ellers frarådes det at bruge kvælstofholdige gødninger, da det vil resultere i, at træet udvikler flere blade på bekostning af frugter.
Har du plantet dit figentræ i krukke eller inde i et drivhus, skal du være opmærksom på at få vandet godt.
Se udvalget af haveredskaber her
Figentræer i krukker
Du kan godt få succes med figentræer i havekrukker, hvis du er særligt opmærksom på pasningen. Figentræer i krukker skal vandes oftere, da de ikke selv kan søge væske via rodnettet, og de skal beskyttes mod frost om vinteren.
Det er tilmed en god idé at omplante dit figentræ hvert 3. – 4. år, så træet får ny jord og dermed mere næring. Vælg en stor og dyb krukke, der kan rumme træets rodnet og tillade vækst. Terrakottapotter er gode til at regulere jordens fugtighed, men kan være tunge at flytte rundt på. Plast- eller fiberclay-krukker er lettere og ligeledes velegnede.
Sørg for en god dræning i bunden af havekrukken for at undgå vandophobning, som kan skade rødderne.
Se udvalget af havekrukker her
Beskæring af figentræer
I starten af sommeren udvikler figentræet frugter, og hvis sommeren ikke har været for kold og fugtig er de modne og klar til at blive høstet i løbet af september.
Under denne proces har træet allerede igen været ved at danne nye frugtanlæg på sæsonens nye skud, og disse når altså ikke at modne inden vinteren, men overvintrer i stedet fint på planten, hvis vinteren er mild. Disse frugter er spiseklar den efterfølgende sommer.
Denne proces er ret unik, men er et typisk kendetegn for et figentræ. Beskærer man sit figentræ, forekommer denne proces ikke.
Det er desuden ikke en nødvendighed at beskære figen, men det kan blive aktuelt for at give lys og luft til frugterne, af hensyn til højden eller for at fjerne lavt hængende grene. Det er vigtigt at bemærke, at et figentræ ikke er giftigt, men saften fra nogle sorter kan forårsage hudirritation hos følsomme personer. Så husk at håndtere figentræer med omhu, og vask hænderne efter berøring.
Vinterbeskyttelse af figentræ
Figentræerne, der sælges herhjemme, er hårdføre sorter, som oftest vil klare den danske vinter uden problemer. Selv hvis træet fryser helt tilbage, vil det skyde med nye, grønne skud til foråret. Nyplantede figentræer kan godt blive udfordret ved længerevarende og hård frost, men det er der heldigvis råd for.
Vinterbeskyttelse af et figentræ kan foretages ved at dække rødderne til med nedfaldne blade og et lag gran ovenpå. Selve kronen kan beskyttes mod vind med et klæde, fx hessian.
Har du plantet dit figentræ i en havekrukke, kan du placere den langs husmuren eller i et drivhus. Ved vedvarende frost kan du vikle krukken ind i plast, fx boblefolie, eller hessian. Det er også fordelagtigt at flytte figen- og havekrukke til et frostfrist sted som et uopvarmet drivhus, garage eller endda en kælder i de kolde måneder.
Hvornår er figner modne?
Figner er typisk modne, når de er bløde og har fået en flot, mørklilla farve. Dette er typisk hen i august og september måned.
Hvorfor får mit figentræ gule blade?
Er du bekymret for gule blade på dit figentræ? Dette kan skyldes vandingsproblemer. Sørg for, at jorden omkring figentræet er veldrænet. Stagnation af vand kan føre til rådne rødder, som kan forårsage gulfarvning af bladene.
Hvis du vander dit træ flittigt, kan du overveje at skære ned på proceduren. Dette kan variere afhængigt af vejret; i tørre perioder kan det være nødvendigt at vande oftere, mens du i våde perioder skal vande mindre. Figentræer er tilpasset et middelhavsklima og kan håndtere tørkeperioder, hvorfor, når træet er etableret, du ikke bør være bekymret for, om det får vand nok. Er figentræet dog plantet i en havekrukke, bør du vande det fra tid til anden - igen, afhængig af vejret, dog gerne en gang om ugen. Overvej at bruge en fugtighedsmåler for at få en mere præcis indikation af, hvornår dit træ har brug for vand.
Det er også vigtigt at bemærke, at gule blade kan være et tegn på næringsmangel, især hvis træet står i en krukke og ikke får skiftet jorden regelmæssigt. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at tilføre gødning eller kompost for at give træet de nødvendige næringsstoffer.