{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Frugter og bær

Udplantning og pasning af jordbær

23. oktober 2023
Udplantning og pasning af jordbær - Plantorama

Dyrkning af jordbær

Jordbær er et sikkert tegn på, at sommeren er kommet – og frugten er da også danskerne absolutte yndlingsbær. De er søde og saftige, og dyrker du dem selv, bliver de kun endnu mere smagfulde. Så det er bestemt anbefalelsesværdigt, at du dyrker dine egne jordbær hjemme i haven.

Havejordbær, Fragaria x ananassa, har været dyrket i Europa siden det 18. århundrede og er en krydsning mellem to amerikanske jordbær, som kombinerer god smag og store bær; skarlagenjordbær, Fragaria virginiana, og chilejordbær, Fragaria chiloensis.

Hemmeligheden til mange jordbær i haven er at placere jordbærplanterne i solen, og sørge for en fugtig og humusrig jord. Læs meget mere om dyrkning af jordbær samt høst og opbevaring her i guiden.

Køb vores udvalg af jordbær her

 

Er jordbær en nød eller et bær?

Mange diskuterer, om jordbærret egentlig er en nød eller et bær. Faktisk er jordbær en samling af nødder – også kaldet en flerfoldssamfrugt i botaniske sammenhænge. Alle de små lyse prikker på jordbærret er nødder, og det røde ”bær” er udvendigt frugtkød, som holder på nødderne.

Jordbærret er altså lidt et falsk bær, da det ikke består af en frugtknude, som er svulmet op. Du kan dog sagtens kalde jordbærret for et bær eller en frugt – det er nemlig den gængse opfattelse.

Læs også: Udplantning og pasning af blåbær

Udplantning og pasning af jordbær - Plantorama

Hvad er gode jordbærsorter?

Der findes overordnet tre typer jordbær, som sorterne inddeles i - skovjordbær, havejordbær og remonterende jordbær. Derudover findes der nogle særprægede jordbærsorter, som skiller sig ud fra de andre.

Nedenfor finder du beskrivelser af de sorter, som er særligt gode at dyrke.

 

Skovjordbær, Fragaria vesca

Skovjordbær er en lille jordbærsort, som kun bliver 5 – 20 cm høj. Den blomstrer i maj - juli med søde, hvide blomster og leverer dybrøde bær gennem hele sommeren. Bærrene er ikke ligeså søde og saftige som traditionelle havejordbær, men de er til gengæld meget aromatiske.

Skovjordbær kan plantes i både bede og krukker – den egner sig særligt godt som bunddække under større beplantning.

 

Havejordbær, Fragaria ananassa

Tidlige sorter

Honeoye’ har et middelstort udbytte. Denne sort producerer velsmagende og syrlige bær med en fast konsistens. Bærerne er store, dybrøde og skinnende. Planten er modstandsdygtig over for gråskimmel, men ikke meldug.

’Zephyr’ har et forholdsvist lille udbytte. Denne sort producerer sødlige bær med en fast konsistens. Bærerne er flotte og skarlagenrøde. Planten er ikke glad for meldug.

’Dybdal’ har et forholdsvist lille udbytte. Denne sort producerer til gengæld middelstore og bløde bær over en længere periode. Bærerne er lys røde og har en aromatisk, mild smag med god syrlighed. Planten er mindre modtagelig over for råd efter regn.

 

Middeltidlige sorter

Sonata’ modner med skinnende og store bær. Bærrene er velsmagende og egner sig særligt godt til desserter. Planten er frugtbar, men er modtagelig over for gråskimmel.

Polka’ får middelstore og dybrøde bær. Bærrene har en let syrlig og sød smag, men er ikke så aromatisk som andre sorter. Planten er frugtbar, men er modtagelig over for gråskimmel.

Korona’ producerer kraftigt røde bær med en blød konsistens. Bærrene er saftige og har en aromatisk, sødlig smag. Planten er relativt frugtbar og udbytterig, men også modtagelig for gråskimmel.

 

Sene sorter

Senga Sengana’ får bær med en kraftig jordbærsmag. Bærrene er lysere i farven, og sorten er knap så udbytterig som andre. Denne plante er modtagelig over for gråskimmel.

Elsanta’ har et stort udbytte. Denne sort producerer bær med en god holdbarhed – dog smager de ikke af så meget. Bærrene er store og mørkerøde, og de har en blød konsistens. Denne sort er sårbar over for sygdomme, skadedyr og nattefrost.

'Malvina’ leverer store, blanke og mørkerøde bær, som har en mild og syrlig jordbærsmag. Denne sort har et stort udbytte og en god holdbarhed efter høst.

 

Remonterende jordbær

Ostara’ danner nye blomster og nye jordbær fra juli og helt indtil, at frosten sætter ind. Denne sort får lys røde og middelstore bær. Bærrene er knap så aromatiske, men smager stadig skønt. 

'Toscana' har et stort udbytte. Denne sort producerer søde og smagfulde bær gennem hele sommeren. Planten er desuden meget dekorativ på grund af dens røde blomster.

 

Særprægede jordbærsorter

Kæmpe jordbær, Fragaria 'Sweet Colossus', leverer bær på størrelse med almindelige tomater. Bærrene kan veje helt op til 46 g, og de er røde og meget smagfulde.

Hvide jordbær producerer, som navnet antyder, hvide bær. Bærrene har den samme sødme og saftighed som røde jordbær. Hvide jordbær kaldes undertiden også ananasjordbær. Af sorter kan ’Pineberry’ og ’White’ anbefales.

Se udvalget af jordbær og andre bær til haven her

Udplantning og pasning af jordbær - Plantorama

Plantning af jordbær

  • Vælg altid jordbærsorter fra et havecenter, hvor jordbærplanterne er kvalitets- og sundhedskontrollerede. På den måde undgår du bedst skadedyr og sygdomme.
  • Find en solrig placering i haven, så jordbærplanterne trives optimalt.
  • Løsn jorden godt, inden du planter jordbærplanterne. Tilfør også gerne lidt kompost i jorden. Komposten skal ikke bestå af husdyrgødning, da det indeholder for meget næring.
  • Plant med en planteafstand på 25 – 30 cm mellem hver plante.
  • Dæk ikke hjerteskuddet på jordbærplanterne til med jord og plant ikke for dybt. Nye blade springer nemlig ud fra hjerteskuddet.
  • Vand rigeligt efter udplantning og frem til, at planterne får de første blomster. 

 

Hvornår kan jordbær plantes?

Det er mest optimalt at plante jordbærplanter i efteråret, som i øvrigt er årets bedste plantetid. I efteråret er jorden nemlig stadig lun fra solen og fugtig fra årstidens nedbør. Planter du ud i efteråret, har jordbærplanterne mulighed for at danne blomsteranlæg og et godt rodnet, så du kan få en stor høst af lækre jordbær den efterfølgende sommer.

Det kan også lade sig gøre at plante jordbærplanter i foråret, men du skal ikke forvente et særligt stort udbytte. Planterne bruger nemlig sine kræfter på at etablere sig frem for at producere bær.

Læs også: Udplantning og pasning af frugtbuske

Udplantning og pasning af jordbær - Plantorama

Pasning af jordbærplanter

  • Vand jordbærplanterne i moderate mængder. Vander du dem for meget, risikerer du, at planterne får meldug og skimmelsvamp. Vander du dem for lidt, risikerer du, at planterne visner og dør.
  • Tjek jordens fugtighed løbende og vand i meget tørre perioder. Det er bedre at vande rigeligt, få gange frem for at sjatvande, mange gange.
  • Spred halm ud mellem jordbærplanterne, så du minimerer ukrudtet og bevarer fugten i jorden bedre. Halm giver desuden de tunge bær et blødt underlag, som de kan hvile på.
  • Lug det ukrudt væk, som trænger igennem halmen. Jordbærplanterne gider ikke konkurrere om næringen i jorden. Brug fingrene, da jordbærrenes rodnet er sart.
  • Gød gerne jordbærplanterne med organisk gødning i moderate mængder. Du bør ikke gøde i foråret, da planterne så producerer blade på bekostning af blomster og bær.

 

Undgå at fugle og insekter snupper jordbær

Du kan undgå, at fuglene spiser dine jordbær ved at lægge et fuglenet hen over planterne. Alternativt kan du bruge en fiberdug, som typisk anvendes i køkkenhaver. Fiberdugen vil også holde sommerfuglene væk.

Du undgår dog ikke fuldstændigt, at insekter og snegle finder frem til dine jordbær, men du kan gøre det mere besværligt. Er du plaget af snegle, kan du plante jordbær i højbede eller købe kobberbånd, som holder sneglene væk.

 

Høst og opbevaring af jordbær

Som udgangspunkt burde du kunne høste dine jordbær 4 – 6 uger efter, at planterne har blomstret. Du kan høste dine jordbær ca. hver tredje dag, når de er helt røde og modne. Nip altid jordbær af ved stilken og undgå at hive frugterne af, da det kan beskadige planten.

Høstede og uvaskede jordbær kan holde sig i 3 – 5 dage i køleskabet. Jordbær holder sig desuden længere, hvis stilken stadig sidder på bærret. Du kan også fryse dine bær, så de kan holde sig i op til 2 måneder.