{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Sådan dyrker du mikrogrønt

5. februar 2025
Mikrogrønt

Sådan dyrker du mikrogrønt

Artiklen er skrevet af Anna Taws Tom-Petersen, der blogger om planter og giver inspirerende forslag til grønne DIYs og opskrifter på Urban Garden Company.

 

Hvad er mikrogrønt?

Mikrogrønt er bladgrøntsager, der dyrkes tæt, fx i et glas, og høstes mens de er meget små. Det er meget nemt at dyrke dit eget mikrogrønt hjemme.

Bladene og stilkene fra mikrogrønt giver god smag til salater og sandwich. Spirer og skud indeholder masser af næringsstoffer og er små energibomber. Og nok er det nemt bare at gå i supermarkedet og købe en æske færdiglavede alfalfaspirer, men det er meget sjovere at spire sine egne.

Det er nemt at dyrke mirkogrønt

Man kan dyrke mikrogrønt hele året rundt, det er nemt og relativt hurtigt.

Kort fortalt skyller du de frø, du skal spire til mikrogrønt. Herefter kommer du dem i et glas, hvor de står til spiring. Mens de spirer og vokser skyller du dem to gange dagligt med koldt vand. Efter 2-5 dage er spirerne klar til høst! Nedenfor kan du se en lidt mere detaljeret beskrivelse af fremgangsmåden.

Det er vigtigt at skylle spirerne cirka to gange om dagen, så de ikke tørrer ud. Selv glemmer jeg dem nemt. Derfor sætter jeg ofte en alarm, der minder mig om at skylle morgen og aften.

Mikrogrønt
Mikrogrønt

Hvad kan man dyrke som mikrogrønt?

Du kan bruge stort set alle de bladgrøntsager, du dyrker udendørs, samt nogle flere. Her er nogle forslag:

  • Shiso er en asiatisk læge og krydderurt velegnet til spiring. Smagen af shiso er ikke nem at beskrive, men den smager lidt hen ad ingefær.
  • Solsikke er bedst at høste og spise, når den kun har nået at få hjerteblade. Blade og stængler er saftige og søde. De blade, der kommer senere, er lidt behårede og mere seje.
  • Ærteskud er absolut lækre. Vent med at høste dem, til de har fået nogle almindelige blade. Høst topskuddene og gentag, når ærten har sendt nye flotte skud op fra bladbunden.
  • Salat (alle typer kan bruges). Husk at salat vil ikke spirer godt, hvis det er for varmt - dvs. over 20 grader. Er væksten god, kan du lade salaten få et par blade, inden du begynder at høste.
  • Radise vokser hurtigt og kan spises bittesmå. Du kan også lade dem gro i længere tid og tage både blade og blomsterne, der også smager godt.
  • Broccoli er en utrolig god mikrogrøntsag. Har du ikke frø tilovers, er det let at finde købe-frø, der er specielt avlet til at så og spise små.
  • Fennikel og bronzefennikel har en mild fennikelsmag (surprise), fjerlignende blade. Bronzefennikel er let bronzefarvet (surprise x2).
  • Bælgfrugter, der skal koges: Lad bønner e.l. ’spirer’ natten over, inden de skal koges. Selv om spiren ikke når at komme ud sker der noget indeni, der forkorter tilberedningstiden og gør dem lettere at fordøje.
Mikrogrønt
Mikrogrønt
Mikrogrønt

Sådan gør du når du skal dyrke mikrogrønt

Der er flere måde at dyrke mikrogrønt. Man kan sprede frøene ud på en lille måtte, fx af bommuldsvat (som man gør med karse) og klippe spirerne af, når de er klar. En anden måde er at dyrke spirerne i glas. Jeg dyrker selv de fleste af mine spirer til mikrogrønt i glas. Det gør du på denne måde:

  • Find et stort glas, tænk større model syltetøjsglas. Rengør det grundigt.
  • Vælg hvilke frø du vil spire til mikrogrønt
  • Tag omkring to spiseskefulde frø. Fjern frø, der ser misfarvede ud.
  • Skyl først frøene ved at lade dem trække i koldt vand i en skål i cirka 10 minutter. Hæld derefter vandet ud gennem et dørslag eller andet, der fanger frøene.
  • Kom herefter frøene i glasset og dæk dem med vand. Hvor længe de skal blive der varierer mellem forskellige spirer, men en tommelfingerregel er at frøene skal ligge i blød 6-8 timer.
  • Efter iblødsætning skal du dræne vandet. Det gør du ved at sætte et låg på glasset, hvor igennem du kan dræne vandet, og som sikre frisk luft til spirerne (jeg plejer at lave låget af net eller tyndt stof, som jeg binder fast om glassets åbning med tråd).
  • Lad derefter glasset stå et køligt sted, og ikke i direkte sollys, med låget nedad og lidt på skrå, så evt. overskydende vand kan dryppe af.
  • Slap af.
  • Skyl af og til, gerne to gange dagligt, og dræn vandet fra efter skylningen (det er her låget som vandet kan løbe gennem, er rigtigt smart). Stil glasset med låget nedad, og lidt på skrå efter hver skylning.

For de fleste spirer tager det 3-5 dage. Og så er de er klar til at nyde i en salat, på en sandwich eller i en anden ret.

God appetit.